Regeringen mangler en samlet narkopolitik

Da vi fik en ny regering fik vi mange nyskabelser, men desværre ikke en ny sammenhængende narkopolitik. Det er der ellers brug for. Den gamle VKO-regerings ”Kampen mod narko” fra 2003 og ”Kampen mod narko II” fra 2007 er med sin ideologisk bestemte fortsættelse af lov og orden politik ikke værd at bygge videre på.

Vi har stadig hundredevis af narkodødsfald hvert år og tusinder af mennesker med en ussel narkomantilværelse. Det på trods af – eller måske på grund af – masser af politi og straf.

Så vores regering – der i sit regeringsgrundlag kun gav de udsatte grupper 10 linjer snik-snak – bør komme i gang. Hvad der bør være indholdet af en ny narkopolitik er ikke svært.

For det første burde man forske mere i, hvad der virker og hvad der ikke virker. Og indrette sine politikker og behandlinger efter det. Vi bruger enorme summer på narkopolitik, men end ikke en procent af dem til forskning.

For det andet burde den hidtidige narkopolitiks hovedelement – forbud og kontrol – erstattes af skadesreduktion (”harmreduction”). Det væsentligste element er liberaliseringer.

Hashen må afkriminaliseres. Hash kan være farligt. Men i den diskussion bør vi alle anerkende virkelighedens præmis: I dag er hash tilgængeligt for enhver, der vil købe det. Jeg bor selv i kanten af Nørrebroparken. Det vil falde mig lettere at skaffe to gram hash end at skaffe lovlige detailvarer som fin vin eller økologisk fisk. Det eneste vi har ud af kriminaliseringen er, at vi årligt sender over en milliard kr. over til kriminelle bander. Hvorfor støtte denne verden ? Lad os i stedet få en kontrolleret og gradvis afkriminalisering.

Besiddelse af stoffer til eget forbrug - og indtagelse af dem – bør også afkriminaliseres. I øjeblikket er vi i gang med en lidt løjerlig konstruktion, der hedder fixerum. Det er i sig selv udmærket. Men ideen er, at hvis man ulovligt køber narko, og ulovligt har den på sig på vej hen til fixerummet, ja så bliver det efter man er kommet ind i fixerummet pludseligt lovligt at have narkoen og indtage den, selv om stadig er ulovligt alle andre steder. Det er ”god-dag-mand-økseskaft”. Gør dog besiddelse til eget forbrug og indtag af stofferne lovligt. Lav så bagefter en vejledning om, hvordan enhver kommune kan indrette et fixerum, hvis de vil.

Endelig bør der arbejdes videre med behandlingen med gratis heroin som substitutionsbehandling ligesom metadon. Det projekt er ikke blevet helt den succes, som det skulle. Men det har sine årsager. Kommunerne har været tilbageholdne med at bruge kommunale midler på behandlingen ved siden af statens satspuljemidler, sådan som de skulle. Der er også for mange krav til brugerne, f.eks. om mindst et års kontinuerligt brug af metadon. Anvendelsen af heroin til injektion bør suppleres med heroin i pilleform og rygeheroin. Med disse ændringer kunne flere stofmisbrugere få glæde af heroinbehandlingen.

Fælles for disse liberaliseringer er, at de ville gøre livet lettere for stofmisbrugerne. Få dem væk fra den stressende kriminelle livsstil og give dem overskud til at tage stilling til deres tilværelse og tage imod behandling. De eneste tabere vil blive dem, der har levet af handel med stoffer. Er det en vælgergruppe som nogen ønsker at tilgodese?

Endelig burde et væsentligt element i en ny narkopolitik være et radikalt bedre samarbejde mellem de myndigheder, der har at gøre med narkopolitikken.

Socialministeriet og Sundhedsministeriet har de sidste 40 år aldrig kunnet samarbejde om narkopolitikken. De har ikke en eneste gang kunnet udsende en fælles vejledning om stofmisbrugsbehandling. Problemet gentages lokalt. Kommunernes sociale indsats mod stofmisbrug har aldrig spillet ordentligt sammen med regionernes psykiatri. Især de dobbeltdiagnostiserede (dem der både er psykisk syge og misbrugende) har været kastebolde mellem de systemer i årtier. Dette problem, som skyldes forskellige universer, kassetænkning og institutionelle særinteresser, har ikke nogen som helst legitimitet overfor misbrugere, skatteborgere og almenvellet. Vores folkevalgte kunne passende skaffe os af med fænomenet.

Der er narkopolitikken således masser af muligheder for den nye regering for at gøre en forskel. Uden at det skal koste mere. Den eneste nye ressource, som de skal bruge, er politisk mod. Men det kunne regeringen jo prøve at se som en mulighed. I øjeblikket har regeringspartierne svært ved at overbevise om, at den i den økonomiske politik står for noget nyt. I den situation var det måske en god ide at fremvise, at man står for noget nyt og anderledes på andre vitale samfundsområder. For eksempel på et samfundsområde som narkopolitikken, der handler om de nederste i samfundet.

Så socialminister Karen Hækkerup og socialminister Astrid Kragh skal bare gå i gang. Hvis de tør.