Annonce

1. maj 2013 - 21:04

Regeringen har valgt side, den forkerte side

Jeg er for nylig flyttet til Island, og jeg har i dag haft en overraskende hyggelig 1.maj. Jeg har ikke boet så længe her, men indtil videre er mit indtryk, at efter de mange energiske og inspirerende protester mod regeringen og de ansvarlige for det økonomiske kollaps for nogle år tilbage er den islanske venstrefløj gået i opløsning. Jeg har ikke set nogen tegn på nogen eksisterende organisering - tværtimod er organisationer forsvundet og venstreorienterede steder, som før eksisterede, er lukket.

Men idag - til hvad jeg frygtede skulle blive en kold og kedelig 1.maj - var der faktisk mødt rigtig mange op for at udtrykke deres utilfredshed med det herskende og korrupte system, og jeg mødte og talte med venlige og interessante folk. Det udgør måske ikke nogen bevægelse og langt fra nogen politisk bevidst organsering, men nu ved jeg da i det mindste at der findes folk på Island, som ønsker noget andet, og at der er nogen at "lege med".

Jeg har naturligvis ikke holdt nogen 1.maj-tale. Dels kan jeg endnu ikke tale islandsk og dels kender jeg slet ikke nok til forholdene her. Men jeg kan stadig læse dansk og følger stadig med i den politiske udvikling i Danmark.

Hvis jeg nu skulle have skrevet en 1.maj-tale for et dansk publikum, så ville jeg måske tage udgangspunkt i historien bag 1.maj, komme ind på de krav denne dag typisk har været brugt til at fremføre, dvs de ting som arbejderbevægelsen og venstrefløjen traditionelt har kæmpet for, og så ville jeg måske sammenholde dette med de krav, som stilles af den nuværende danske regering, og de ting, den kæmper for.

Det kunne for eksempel se sådan ud:

 

Arbejdstid

"Arbejdernes Internationale Kampdag" startede i 1886, hvor amerikanske arbejdere gik i strejke og demonstrerede for indførelsen af 8-timersarbejdsagen. De amerikanske fagforbund havde valgt den 1. maj som dagen, hvor den koordinerede kamp for kortere arbejdstid for alvor skulle begynde og hundredtusindvis af arbejdere deltog i demonstrationer i de amerikanske storbyer.

Mange steder blev demonstrationerne mødt af politi og det professionelle og paramilitære korps af strejkebrydere, "the Pinkertons", som slog løs på folk, og i Chicago kom det til et særligt voldeligt sammenstød, hvor både fagforeningsfolk og politimænd blev dræbt. 8 fremtrædende socialister blev efterfølgende anklaget for at have "planlagt" urolighederne og 7 af dem blev dømt til døden i en farce af en retssag, som er gået over i historiebøgerne som en grotesk skueproces.

På trods af retssystemets voldelige undertrykkelse (måske ansporet af den?) fortsatte kampen dog og bevægelsen for en 8-timersdagen spredte sig. I 1889 besluttede europæiske socialister sig for at bruge den 1. maj til at strejke og demonstrere for den samme sag - i solidaritet med de amerikanske arbejdere og til ære for de dræbte i Chicago.

1.maj blev altså dannet for at kæmpe for kortere arbejdstid.

... Lad os springe lidt i tid og rum - til Danmark 2011. Her fik en socialdemokratisk ledet koalition flertal i Folketinget og dannede regering, hvilket dog næppe var på grund af ét af dens forslag i valgkampen. En central del af den fælles platform for den såkaldte "røde blok" var nemlig, at arbejdstiden skulle forøges. Planen var at øge produktionen ved at alle arbejdere skulle arbejde lidt længere hver dag, men da det viste sig umuligt at gennemtvinge, så foreslog man i stedet at fjerne helligdage, hvilket de dog heller ikke har haft held til.

Det væsentlige her er dog, at den danske regerings oprindelige økonomiske plan var, at kæmpe for længere arbejdstid - stik i mod det krav, som arbejdere mistede livet for, og som førte til grundlæggelsen af 1. maj som arbejdernes internationale kampdag.

 

Løn

Men kortere arbejdstid var jo ikke arbejderbevægelsens eneste krav. Så længe der har været lønarbejdere og "arbejdsgivere" har arbejderne kæmpet for at få højere løn, så de kan få et bedre liv, mens arbejdsgiverne naturligvis har været interesseret i at holde lønomkostningerne nede, så de kan få et større overskud. Dette er den helt centrale konflikt mellem arbejdere og arbejdsgivere, og den har naturligvis også fyldt meget i 1.maj-begivenheder overalt i verden siden oprettelsen af denne arbejdernes kampdag.

1. maj er altså også en kampdag for bedre lønforhold for arbejderne.

... Lad os igen springe hen til det danske folketingsvalg i 2011. Regeringen kom som sagt til på et valgprogram om at forlænge arbejdstiden, og da den skrev sit regeringgrundlag indeholdt det bl.a. nogle formuleringer om lønforhold og om den centrale interessekonflikt mellem arbejdere og arbejdsgivere.

Regeringsgrundlaget indledes med erklæringen om, at "tiden er kommet til at tænke på helheden" og til et "samarbejde mellem lønmodtagere og arbejdsgivere". Med andre ord "aflyses" den centrale konflikt og regeringens grundlag er baseret på et fiktivt interessesammenfald mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. Nu skal der "samarbejdes" mellem parter, der ellers har modstridende interesser, og i stedet for at kæmpe for bedre forhold for arbejderne, og være bevidste om at der findes grundlæggende konflikter, skal vi altså "tænke på helheden". Dette er klassisk konservativ tankegang af den slags som bl.a. de kristelige såkaldte "fagforeninger" er baseret på.

Men hvad betyder det så at "tænke på helheden"? Det betyder, at arbejderne skal gå ned i løn!

I regeringsgrundlaget står der: "Danmark skal forbedre sin lønkonkurrenceevne over for udlandet." Det er politikersprog for: De danske lønninger skal ned, så de kommer på niveau med de tyske lønninger (i mens kan de tyske politikere kræve at det tyske lønniveau skal ned så det kan konkurrere med det polske). Grundlaget siger det også mere klart: "Danske lønmodtagere har før vist, at de i en krise er parate til at være tilbageholdende. Det har vi brug for igen."

Den anden side af dette er naturligvis, at virksomhederne, arbejdsgiverne, får større overskud, fordi de kan spare på lønomkostningerne. Eller som der står i regeringsgrundlaget: "Omkostningsniveauet skal være rimeligt."

Når regeringen opfordrer til "samarbejde" mellem lønmodtagere og arbejdsgivere og til at "tænke på helheden," så betyder det altså i virkeligheden, at den stiller sig på arbejdsgivernes side i den grundlæggende interessekonflikt, hvor arbejderne på den ene side kræver bedre løn og arbejdsgiverne på den anden side kræver bedre overskud og de to krav er hinandens modsætninger.

Og vi har allerede set regeringen handle i denne konflikt. Socialdemokrater har klappet begejstret, når arbejdsgiverne vandt overenskomstforhandlinger, som betød reallønsnedgang for arbejderne, ministre har grebet aktivt ind i konflikter på arbejdsgivernes side, og regeringen har selv, som arbejdsgiver, taget initiativ til konflikter mod lønmodtagere.

Den første maj er arbejdernes internationale kampdag og den danske regering har klart vist, at den står på den modsatte side af denne kamp. Den såkaldt "røde" regering arbejder for længere arbejdstid og lavere løn, og har altså placeret sig entydigt på arbejdsgivernes side.

 

Social sikkerhed

Men 1.maj og arbejderbevægelsen handler ikke kun om forholdene for de, der arbejder her og nu. Siden grundlæggelsen af arbejderbevægelsen har den også kæmpet for bedre sociale og økonomiske forhold for de, der ikke er i arbejde - de midlertidigt eller langvarigt arbejdsløse, de syge og invalide, de ældre, der enten er gået på pension eller er nedslidte, og så videre. Dette er en naturlig del af arbejderbevægelsens kamp, fordi bedre sociale forhold for dem udenfor arbejdsmarkedet også forbedrer arbejdernes vilkår af to grunde: Dels fordi alle arbejdere selv en dag rissikerer at "ryge udenfor", og dels fordi forholdene for dem udenfor udgør det sociale minimumsgrundlag for os alle.

Jo lavere dette minimumsgrunlag bliver, desto mere desperate bliver dem uden arbejde, og dermed bliver de mere villige til at agere som løntrykkere og strejkebrydere - jo lavere ydelser de får, desto lavere løn er de villige til at arbejde for. Og jo lavere minimumsgrundlaget bliver, desto lavere løn bliver dem i arbejde villige til at arbejde for, for jo mere man rissikerer ved at miste sit arbejde, desto mindre villig bliver man til at indgå konflikt og kæmpe for bedre vilkår.

Sociale forringelser for dem udenfor arbejdsmarkedet rammer altså lønmodtagerne på flere måder og det sociale sikkerhedsnet har en funktion i den grundlæggende konflikt mellem arbejdere og arbejdsgivere. Det har en betydning for det lønniveau arbejderne kan kæmpe for. Derfor er det naturligt, at dette også har været noget arbejderbevægelsen historisk har kæmpet for - bl.a. med paroler og krav på 1.maj.

Også på dette punkt står den danske regering på den modsatte side. Den har gennemført et utal af forringelser af de sociale ydelser - fra halvering af dagpengeperioden, beskæring af arbejdsløshedsunderstøttelsen og mere afstrafning af arbejdsløse, til reformer af uddannelsesstøtten, der skal få studerende til at tage lavtlønnet arbejde. Altsammen har det som formål at presse lønniveauet for dem i arbejde ved at gøre både dem i og dem uden arbejde mere desperate og villige til at arbejde under ringere vilkår.

 

Vælg side!

På tre centrale områder, der alle har været arbejderbevægelsens krav igennem mere end et århundrede - kortere arbejdstid, højere løn, et bedre socialt sikkerhedsnet - har regeringen altså valgt at stile sig på den modsatte side: Den forsøgte at indføre længere arbejdstid, den arbejder for lavere løn og den gennemfører sociale forringelser. Den arbejder altså for det modsatte af hvad 1.maj og arbejderbevægelsen traditionelt har stået og kæmpet for.

Hvis der er nogen der mener, at regeringens repræsentanter ikke er vekomne på 1.maj-arrangementer rundt om i landet, så forstår jeg dem godt. Den såkaldt "røde" regering i Danmark står i modsætning til alt hvad "arbejdernes internationale kampdag" blev grundlagt for og historisk har været. Regeringspartierne - i hvertfald Socialdemokraterne og SF - har fraskrevet sig sin egen historie, sin ideologi og sin placering i konflikten mellem arbejdere og arbejdsgivere. Selvom de nu lader som om denne konflikt ikke eksisterer, så forhindrer det dem ikke i at handle aktivt på den modsatte side - imod arbejderne og for arbejdsgiverne.

Nu er det her ikke nogen 1.maj-tale, men hvis det var, så kunne den måske slutte med en omskrivning af indledningen i regeringens grundlag:

Tiden er kommet til at tænke på tænke på vores interesser igen og ikke kun på den "helhed" som kun gavner staten og arbejdsgiverne. Tiden er kommet til at forkaste regeringens samarbejdspolitik. Til at forkaste samarbejdet med højrefløjen og med arbejdsgivere. Tiden er kommet til at indse, at der er konflikter i samfundet, som ikke kan overmales med nogen "helhedsløsning". Konflikter, der involverer "særinteresser", og hvor man er nødt til enten at vælge side eller holde sig væk. De danske regeringspartier har valgt den forkerte side. De burde i stedet have holdt sig væk.

 

 

PS. Bortset fra indledningen er ovenstående tekst skrevet i formiddags og altså inden, der var nogen, der råbte "buuh!", og viste røv til nogle ministre rundt om i landet. Som sagt forstår jeg udemærket godt, at folk er utilfredse og vrede, men lige nu ved jeg altså ikke så meget om, hvad der er sket.

Annonce