Annonce

7. marts 2012 - 14:54

Regeringen fører neoliberal politik

Jeg har tidligere anklaget Socialdemokraterne og SF for, at bedrive neoliberal politik. Neoliberalisme-litteraturen er omfattende. Jeg vil dog blot forsøge mig med et kortfattet argument, for hvorfor regeringen bedriver neoliberal politik.

Liberalismen har gennem et par århundreder udviklet et vokabular til, at kritisere staten som en forhindring for individuel udfoldelse på et varemarked. Neoliberalismen er snarere et forsøg på at indrette staten med samme styrings- og reguleringsmekanismer som foregår på et marked. Neoliberalisme står derfor ikke i et modsætningsforhold til staten. Der er mere tale om konkurrencestyring inden for statens anliggender. Det vil sige, at neoliberal tænkning og praksis på forskellig viser er et forsøg på, at oprette måleinstrumenter, bygge konkurrencerelationer, øget overvågning af statens værdier, lave ranglister over de bedste og dårligste sygehuse og gymnasier, øge fokus på effektiviseringer osv. Og ikke mindst at få alle ud på markedet for arbejdskraft.

 

Reformprogrammer

Reformprogrammet, der er startet af R-A-F-regeringen, ligger i forlængelse af denne neoliberale tænkning. Sådan som jeg ser det, forsøger regeringen sig med en trimning af staten, hvor pengene skal bruges mere effektivt, samtidig med at man lægger konkurrenceelementer ind mellem staten og dens borgere.

Ophævelsen af førtidspensionen for unge, gør fx at man fremover løbende skal genforhandle sin ret til eventuelle ydelser hvis man ikke er i stand til at arbejde. Reformen er reelt en nedskæring. Samtidig indlægger man en kundestruktur eller en konkurrencerelation mellem borgeren og staten hvor individuelle borgere i stigende grad skal retfærdiggøre hvorfor de har ret til en ydelse. Reformen bliver forklædt som en hjælpende hånd, men er i realiteten en nedskæring og en måde at gøre borgere til kunder.

 

Klassekamp

Regeringens langsigtede hovedargument er, for mig at se, at velfærdsstaten skal fremtidssikres. Velfærdsstaten skal fremtidssikres ved, at gøre den mere effektiv og trimme den. Det overflødige fedt skal skæres fra. Argumentet er i realiteten en trussel, der hentes direkte fra kapitalens eller arbejdsgivernes vokabular: ”Find dig i færre og mere effektive ydelser, eller hele samfundet falder sammen.” Truslen ligner til forveksling arbejdsgiverens argument om, at true arbejdstageren med, at flytte deres produktion til udlandet med lavere lønninger.

Regeringen bedriver efter min overbevisning klassekamp, men de er på den forkerte side af konflikten. Regeringen hævder – på linje med arbejdsgiverne – at varetage det fælles ansvar. Reformerne er dog i realiteten en fratagelse af tilkæmpede rettigheder.

 

Øget arbejdsudbud

Regeringen har af flere omgange forsøgt sig med, at argumentere for øget arbejdsudbud. Ideen er, at folk der er i arbejde ikke koster staten penge. Derfor skal man overflytte folk fra understøttelse til markedet for arbejdskraft. Arbejdsmarkedet har dog for tiden et meget større udbud af varer, end der er afsætning. Der er mange arbejdsløse.

Et øget arbejdsudbud er et forsøg på yderligere, at øge udbuddet af arbejdskraft. Resultatet bliver, at prisen på arbejdskraft falder. Dette kan direkte aflæses på de aktuelle overenskomstforhandlinger hvor resultaterne indtil videre har været overraskende ringe. Reallønsnedgangen er allerede en realitet.

Øget arbejdsudbud øger samtidig konkurrencen mellem mennesker på markedet for arbejdskraft. Denne konkurrence har kun en vinder, og det er kapitalen. Regeringens arbejdsudbudspolitik fodrer kapitalen med billig arbejdskraft og lønningerne kommer under pres. Regeringens reformprogram er klassekamp, men regeringen går kapitalens ærinde under dække af, at de vil have folk i arbejde og hjælpe fællesskabet. Ligesom virksomheder i krisetider altid siger, at arbejdstager skal holde for.

Annonce