Annonce

14. januar 2011 - 15:02

Racismen iblandt os alle

Når der tales om racisme i Danmark tales der oftest om en hvid racisme mod etniske minoriteter. Danskerne er fremmedfjendske og lukker sig inde i deres forstillede danskhed, for at undgå afsmitning fra nye kulturer og religioner.

Men i Danmark møder man om ikke andet lige så mange fordomme og racistiske forestillinger minoriteterne imellem. Problemet her er bare, at dette problem ikke bliver italesat, og man efterlades derfor på bar bund i forhold til en strategi mod disse strømninger.

Iranerne har flest homoseksuelle blandt etniske minoriteter i Danmark. Iranerne konvertere til kristendommen i hobetal. Kurderne udfører flest æresdrab. Ingen palæstinensisk fader vil tillade sin datter at gifte sig med en somalisk mand. Alle tyrkiske kvinder er ofre for tvangsægteskab.

Dette er kun en brøkdel af nedladende racistiske udtalelser minoriteter imellem.

Denne racisme har dog længe været kendt. Det der til gengæld overraskede mig under en middag for nogle uger siden, var da jeg spurgte en ung kvinde hvorfor racismen minoriteter imellem var ignoreret, hvorefter hun svarede;

Hvis en iraner kalder mig en dum araber, tager jeg det ikke alvorligt. Vi er alle i samme båd alligevel. Det er som om der er interne regler for etniske minoriteter. Danskernes ord er bare mere sårende.

Denne kvinde kæmper dagligt mod racismen i det danske samfund og det var forvirrende for mig, at den samme person, som kunne udtale sig så lidenskabeligt mod racisme syntes uvidende om egne fordomme mod andre og giver en blåstempling af racisme videre - så længe den er mellem minoriteter. Det er et budskab om hykleri, der bliver givet videre, og skaden er den samme – lige meget hvem de racistiske udtalelser kommer fra.

Denne holdning må også påvirke børn og unge fra minoritetsfamilier. Hvordan vil de kunne se stereotyper om deres egen minoritet som falske, hvis de hører deres egne forældre udtale racistiske udsagn og generaliseringer om folk fra andre minoritetsgrupper?

Spørgsmålet er; Hvordan takler man denne komplekse problemstilling, der i den grad underminere antiracistisk arbejde, på venstrefløjen?

Annonce