Rødvinsreformen 2.0

Som bekendt har regeringen fremsat sit højt profilerede skattereformforslag. Og i bedste Thor Möger-stil haft den frækhed at kalde det en rugbrødsreform selvom ligheden til den foregående regerings skattereform er slående og vel nærmest minder om en opdatering snarere end en nyskabelse. En Rødvinsreform version 2.0 om man vil.

Nu skal jeg ikke her bruge tid på at gennemgå den fra a til z, men vil dog alligevel lave et tankeeksperiment. Hvor skal der luges ud, hvis reformen skal være spiselig og uden større forringelser? Da jeg desværre er forhindret i at deltage i Enhedslistens hovedbestyrelsesmøde i weekenden med skatteudspillet på dagsordenen, så kan dette ses som mit indspark til debatten forud for mødet, og I kære læsere kan jo give jeres besyv med til de HB-medlemmer som læser med. Hvad skal der til for, at Ø kan indgå en skatteaftale med regeringen?

Inden vi kommer så vidt, så vil jeg dog gerne gennemhegle skidtet for at være bygget på luftkasteller og forudsætninger, som er bristet, allerede inden blækket var tørt.

Hele forudsætningen er det sædvanlige DREAM-modelbyggeri og de våde drømme om at øge arbejdsudbuddet fra Radikal og vel sagtens efterhånden også S-SF’s side. Påstanden er, at en øgning af arbejdsudbuddet medfører flere arbejdspladser, hvilket bygger på to præmisser.

Nemlig for det første at folk gerne vil arbejde mere, hvis de får mere i løn, hvilket ikke passer – det er slet og ret en borgerlig løgn. Og for det andet, at lavere skat på arbejde OG større forskel mellem at være indenfor og udenfor arbejdsmarkedet vil presse lønnen, så vi får øget konkurrenceevnen og dermed flere eksportjobs. Heller ikke dette passer!

Jo, det passede i Tyskland i nullerne, hvor lønnen virkeligt blev sænket, så der i dag er 7 mio. tyskere, som har et fuldtidsjob og alligevel er afhængige af socialhjælp, og det førte dengang også til arbejdspladser i Tyskland, selvom prisen har været netop fattigdomsjob. Problemet er bare, at det ikke vil ske i Danmark, da alle andre europæiske lande som følge af EU’s økonomiske vanvidspolitik er godt i gang med at gøre det samme. Og så opnår man ikke nogen fordele – blot et ræs mod bunden. Så når man budgetterer med 14.600 jobs i 2020 som følge af reformen, så kunne man lige så godt have sagt nul og alt derimellem. Det er en fis i en hornlygte.

Med andre ord, så er jeg ikke imponeret af denne dybt borgerlige skattepolitik ført med såkaldt rød hånd og i min verden, så bør Enhedslisten aldrig medvirke til at øge arbejdsudbuddet og sætte lønnen under pres på denne måde, hvilket da også må være konsekvensen af vores eget agitationsmateriale, når det kommer til trepartsforhandlingerne.

Men lad os se på de enkelte dele.

Det er naturligvis uspiseligt overhovedet at give en masse skattelettelser til de rige i en tid, hvor velfærden bløder.
                
Helt uspiseligt, ja direkte giftigt er det desuden, at skattelettelser til de rigeste betales af de fattigste. Regeringen foreslår en markant hævning af, hvornår man skal betale topskat. Hvor den gamle regering foreslog at flytte grænsen med 20.000, så foreslår regeringen at flytte den 70.000 kroner.

Desuden hæves beskæftigelsesfradraget, hvilket kommer alle til gode – med et arbejde vel at mærke, mens dem udenfor arbejdsmarkedet ikke får noget. Dermed er det noget af en ”gave” for de lavestlønnede idet den øgede forskel naturligvis vil udmønte sig i større pres på lønnen og større desperation for at komme med om bord fra dem udenfor.

Der er en økonomisk lovmæssighed, som siger, at de lavestlønnede jobs altid vil lægge sig lige over niveauet for overførselsindkomster. Når forskellen øges vil skattelettelsen altså blive spist op af løntilbageholdenhed. Hvorfor skulle arbejdsgiverne give mere, end de kan få arbejdskraften til? Og hvorfor kommer dette aldrig frem, når man igen og igen skal høre om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde for folk på offentlig forsørgelse? Selv hvis kontanthjælpen halveres, så vil det hurtigt være en lille forskel igen.

Disse to skattelettelser skal så betales delvist af fantasipengene fra de ”flere jobs” – eller som vi alle ved, af yderligere besparelser på velfærden de kommende år i takt med, at virkeligheden melder sig. Og de skal betales af dem udenfor arbejdsmarkedet, hvis satser fremover kun skal stige med inflationen og ikke med lønudviklingen. Dette skal føre til en besparelse på 3. mia. Denne ide blev i øvrigt svinet til som dybt asocialt fra både højre og venstre side, da Søren Pind stillede forslaget i 2003.

Har jeg ret i ovenstående om lønudviklingen, så kan det måske vise sig ikke at være så slemt, idet reallønstilbagegang betyder, at lønnen stiger mindre end priserne. Men så mangler finansieringen omvendt, og skattelettelserne til de rige er ufinansierede.

Uanset hvad, så er det reaktionært!

Et andet skidt punkt er opgøret med den universelle velfærdsstat. Bevares, der er mange steder, hvor velfærdsgoder er afhængige af indkomsten, men det gør det ikke bedre, at øge dette, selvom man gemmer det bag et solidarisk skær.

Eksempelvis skal børnechecken skæres for de 4.500 rigeste familier, hvilket er latterlige peanuts at spare på at sælge ud af velfærdsprincipperne, og flere af den slags forslag betyder, at opbakningen til velfærden forsvinder og dermed også viljen til at betale skat og være solidarisk. Det er klassisk undervisningsstof på C-niveau i gymnasiet og gælder også for forringelserne af folkepensionen, hvor regeringen foreslår at skære ned i grundbeløbet og hæve i tillægget for de fattigste folkepensionister.

I 2011 vedtog Enhedslisten et papir på årsmødet om den offentlige sektor, hvor vi slog fast: Enhedslisten står fast på arbejderbevægelsens gamle princip om velfærd for alle.  Derfor fastholder vi, at de rige skal have samme ret til velfærd, som de fattige, men de rige skal via en kraftig omfordeling af skattebyrden betale langt mere til den fælles velfærd.

Så lad os da fastholde det og brandbeskatte de rigeste inklusiv deres pensioner for de rigeste pensionister i stedet for at ødelægge velfærdssamfundet.

Nu er det ikke min ambition at gennemgå hele forslaget, men udover ovenstående er der generelle afgiftsstigninger, som rammer socialt skævt. Nogle af dem såsom dieselafgiften kan vi fint leve med, andre er sikkert værre.

Og så får erhvervslivet lov at trække 115 procent fra på investeringer, hvilket ikke er dumt, når man tager i betragtning, at realøkonomien har lidt af manglende produktivitetsinvesteringer under boblen, hvor afkastet var større på finansmarkederne.

Til gengæld er det dumt omfordelingsmæssigt, hvor man får et kunstigt højere bundresultat, som den enkelte kapitalist kan bruge til at trække mere overskud ud i egen lomme. Direkte betalt af skatteyderne og uden garanti for, at det ikke koster arbejdspladser.

Bevares, der er også indsatser for øget kontrol af udenlandske indkomster, imod social dumping osv. Rentefradraget begrænses også, hvilket på den ene side er godt, men på den anden side igen skævvrider mellem de store generationer, som er veletablerede på boligmarkedet og dem på vej ind eller netop indtrådt med mest gæld.  Mon ikke det kunne løses smartere – fx ved at kombinere det med beskatning af gevinst ved boligsalg, så priserne falder og dermed renteudgifterne på sigt for førstegangskøbere.

Så bottom line er, at det værste ved reformen for mig at se, er hele det økonomiske tankesæt, som den indeholder. Pres på lønnen, straf af folk udenfor arbejdsmarkedet, øget arbejdsudbud osv. Hvis jeg skulle kunne støtte en reform, så skal det ud, og tidslerne med angrebet på den universelle velfærd, pensionisterne og børnefamilierne, øget erhvervsstøtte, asociale afgifter osv. skal også ud.

Og det vil ikke i mine øjne nytte noget at tro, at man kan mildne dette ved at få lidt ekstra på Nordsøen eller nogle rettigheder til dagpengemodtagere o.l. som det har været debatteret i Enhedslisten.

Skal lønpresset i reformforslaget annulleres, så skal arbejdsudbudsøgningen stoppes, og forskellen mellem overførsel og løn mindskes – ikke øges – også selvom det svækker muligheden for et forlig. Det betyder, at dem udenfor arbejdsmarkedet skal kompenseres økonomisk og ikke på rettigheder og dermed skal forslaget også ændres, så den samlede profil ikke som nu bidrager til øget ulighed – tværtom.

Og nå ja, nu vi er ved det, så må den ikke betyde færre indtægter til statskassen og dermed velfærden, og her tæller DREAM’s fantasimilliarder og papirjobs ikke med, i min bog.

Det virker voldsomt og ret umuligt at få Ø med til en skatteaftale, hvis ovenstående skal opfyldes og jeg få min vilje, men kære venner. Det gør faktisk ikke noget. Alternativet til influenza er ingen influenza. Alternativet til en skattereform er ingen skattereform.

Vi behøver ikke indgå en shitty reform for at redde nogens røv, vi kan være ligeglade. Vælger den borgerlige regering så at lege med de andre borgerlige, så er det deres valg. Men så gider jeg heller ikke høre mere pis om at de ville til magten for at forandre VKO’s politik, som vi i to år op til valget blev tudet ørerne fulde af.

Det er regeringen, som må vælge – ikke os!

Om mine HB-kollegaer så er enige, det ved jeg ikke. Men mon ikke en del læser med, hvis I vil i give dem et ord med på vejen?