Røde lejesvende og upartisk midte

DR består ikke af røde lejesvende. Det konkluderer en ny bog fra Syddansk Universitet, og det kommer næppe som nogen overraskelse på venstrefløjen.

Det er nemlig rigtig rigtig lang tid siden, at Erhard Jakobsen hvæsede om Jesper Klein og kompagni, at deres politiske holdninger skulle de holde kæft med på deres arbejde.

Og ser man på persongalleriet i DR’s TV-Avis med Morten Løkkegaard, Poul F. Hansen og Paula Lorrain, der de seneste år alle er sprunget ud som borgerlige politikere, eller Jetset Reimer og dennes kritikløse interview med overklasseløget Rigmor Zobel, så er der heller ikke her belæg for socialistisk mistanke mod den ”røde” public servicekanal, som ellers har været yndet skydeskive ikke mindst fra DF’s side.

Undersøgelsen konkluderer, at DR leverer saglig og upartisk journalistik ud fra normale nyhedskriterier, der ikke adskiller sig synderligt fra TV2, og at Christiansborg-journalisterne snarere ligger i midten af dansk politik end til venstre.

Nuvel, måske det så er her køteren ligger begravet! For som venstreorienteret så har jeg generelt meget svært ved at se, at hverken DR eller TV2 leverer særlig kritisk eller for den sags skyld saglig journalistik. Det sås meget tydeligt i sagen om Jægerlækagen.

Tvært imod er det min påstand, at der i Danmark er en massiv borgerlig mediedominans, der især gælder de dagsordensættende store aviser, men som også spiller over i de elektroniske TV-medier.

Klimakrise, fødevarekrise, afviklingen af frihedsrettigheder med terrorpakker og lømmellovgivning, folkelig EU-modstand, krigsmodstand, asylaktivisme, feminisme som andet end et slagsmål om bestyrelsesposter osv. er alle emner, der ikke behandles.

Skulle det alligevel ske, så er det typisk ud fra en politivinkel: Har de fæle demonstranter nu lavet ballade og hvor mange er buret inde? Og formår et af emnerne alligevel at komme på dagsordenen, så lur mig, om det ikke er indenfor en ubrudt konsensus om, at løsningerne selvfølgelig ligger indenfor den kapitalistiske og politiske verdensorden, som vi kender i dag.

Tænk blot på finanskrisen, hvor de samme bankøkonomer, som var skyld i krisen også blev brugt som eksperter og der skulle vurdere omfang og redningsplaner for krisen. Eller tænk på Niels Brinchs dækning af Afghanistan-krigen. Næppe sagligt set fra mit bord. Alternativerne kommer nemlig aldrig rigtigt til orde.

Måske årsagen skal findes i det lille ord midten nævnt ovenfor. Måske der er en komplet tosset forestilling om, at midten er upartisk, midten er ikke ideologisk farvet, midten kan og skal se tingene fra begge sider, som når journalisterne i undersøgelsen pligtskyldigst spørger både VKO og oppositionen i form af primært S-SF og R.

Som om midten er upartisk eller uideologisk! Hvis konsensus i dansk politik er plus eller minus 10 til 20 procent socialliberalisme, garneret med stramme nyliberalistiske styringsredskaber, så er det da denne ideologiske ramme, der igen og igen dækkes af DR og co.

Den systemkritiske politik er derimod stort set fraværende, og selv for Enhedslistens vedkommende har man trods folketingsrepræsentation måttet sande, at skal man gøre sig i medierne i dag, så må vi tale sproget og køre med på halve dagsordener, hvilket da også har vakt en del kritik og debat, som der dog ikke skal tages stilling til her.

Bevares, nu er dette næppe nyt for nogen, men netop derfor er det måske på tide at tage debatten alvorligt om, hvordan vi får en venstreorienteret offentlighed tilbage. For det gør en forskel for vores politiske projekt som venstrefløj. Det gør en forskel med hensyn til at skabe folkelige bevægelser og til at presse Socialdemokrater og potentielt SF, hvis de kommer i regering til at føre en anden politik end den socialliberalisme, som er nævnt ovenfor.

Tænk blot på den succes, som de borgerlige har med CEPOS, 180grader og de borgerlige morgenaviser. Tænk hvis vi kunne kopiere dette, og lige så ofte kunne levere kommentatorer, nyhedshistorier og alternativer til alskens debatprogrammer på TV.

Som Michael Schølardt fra Solidaritets redaktion skriver i seneste nummer af dette blad, så er de folkelige bevægelser svage, hvilket skyldes dels svage partiafdelinger på venstrefløjen, men også og ikke mindst, at der ingen socialistisk offentlighed er.

Citat: ”Der er ingen medier, som udkommer ofte nok, læses af mange nok eller læses af alle politiske retninger indenfor arbejderbevægelsen. Det betyder, at der ikke er et pres fra neden fra partiaktivister, miljøaktivister, faglige aktive m.fl. Alle bevæger sig rundt i deres egen lille offentlighed.”

Jeg tror, at den gode Schølardt har en pointe. At så længe vi ikke har røde medier, der læses af nok og som formår for alvor at samle de forskellige delbevægelser og sætte tingene i sammenhæng, ja så får den enkelte bevægelse ikke samme slagkraft, og den politiske utilfredshed på de mange delområder manifesterer sig ikke i en øget opbakning bag venstrefløjen. De sammenhængende alternativer præsenteres simpelthen ikke på tværs af bevægelserne.

Nu er det hele ikke så sort endda! De venstreorienterede medier findes faktisk, og nærværende portal Modkraft er et glimrende eksempel. Takket være ildsjælene bag, så har venstrefløjen et slagkraftigt medie i Modkraft. Og med den seneste udvikling ikke mindst her i blogssektionen, så kører debatten ikke kun om SF’ere og andet godtfolk, men også med. Og det er sgu vigtigt!

Også Dagbladet Arbejderen er et godt eksempel, som med sin nye hjemmeside er blevet et endnu bedre redskab til at afdække de borgerliges asociale politik lokalt og globalt og præsentere sammenhængende alternativer.

Dette gælder fx når Arbejderen i en kommentar til den aktuelle landsindsamling fra MS til den fattige verden sætter fokus på, at EU med blot én ny politik risikerer at kaste op mod 75 millioner indiske mælkebønder ud i fattigdom takket være stærkt subsidieret mælkepulver fra EU. Som det i øvrigt tidligere er set i Den Dominikanske Republik, hvor EU-støttet mælk har kastet 20.000 mælkebønder ud i fattigdom. Og at en politisk indsats mod EU derfor vil batte mere end mange indsamlinger (uden at forklejne disse).

Netop derfor kan det ærgre mig, at der ikke er større politisk bevidsthed på venstrefløjen om vigtigheden af egne medier.

For Arbejderens vedkommende synes der at være en udbredt skepsis blot fordi avisen ejes af kommunistisk Parti. Og det er sgu ærgerligt, når man ser på det store og redelige journalistiske arbejde, hvormed de forskellige folkelige bevægelser og den politiske dagsorden dækkes. En dækning der kan bruges uanset om man er mest til Marx, Villy eller Johanne og et abonnement kan varmt anbefales.

Ligeledes med Modkraft, der ganske gratis leverer gode debatter, nyheder og diskussion til brug for hele venstrefløjen. Men hvorfor pokker er der så ikke en større bevidsthed om vigtigheden af dette i organisationerne på venstrefløjen? Hvis Modkraft skal fortsætte den gode udvikling, så kræver det, at vi løfter i flok både ved at melde os ind i støtteforeningen Medkraft, bruge siden og øge kendskabet hertil.

I næste weekend holder Enhedslisten sit årsmøde. Her skal de delegerede tage stilling til et forslag fra mig og en række gode politiske kammerater om at styrke kendskabet til venstrefløjens medier bl.a. ved at lave en præsentationsserie i medlemsbladet Rød+Grøn af medier som Modkraft, Arbejderen og diverse venstreorienterede tidsskrifter.

Jeg håber, at det bliver vedtaget, og jeg håber, at debatten om, hvordan vi kan styrke venstrefløjens medier vil fortsætte. Der er sgu brug for det!

Og til sidst en reklame: Hvis man er i Århus eller omegn i morgen (mandag den 10. maj), så kig indenfor Cafe Oskar på Mejlgade til en debat om venstrefløjens medier og Arbejderen i særdeleshed mellem redaktør Birthe Sørensen, mig selv og forhåbentligt mange af jer. Mødet starter kl. 19 og der kan købes mad fra kl. 18 :-)