Annonce
Queer vrede # 2: Omvendt korstog
Kristne missionærer kan virkelig sætte mit pis i kog.
For tiden kan du læse om queer vrede her på bloggen. I dag handler det om, hvordan nogle kristne missionærer forleden ødelagde mit gode humør. Og om hvordan jeg fik det tilbage.
Da jeg åbner øjnene, ser jeg lige ind i min hunds store ansigt, der stirrer tilbage på mig med opspilede øjne, fordi han vil op i sengen. Jeg klapper på madrassen, og han springer op og slikker mig i ansigtet, inden han maser sig ned under dynen og presser sin bløde pels mod min mave.
Brændeovnen er gået ud i løbet af natten, og der er koldt på mit værelse, så jeg bliver liggende under dynen. Jeg sætter en plade med Sun Ra på og trækker gardinet fra. Frostklar solskin maser sig vej gennem universet og fylder rummet. Sneen drysser sine skæl på tagenes rubinrøde sweatre, på asfaltens koksgrå tweed. Det er blevet vinter, og jeg kan høre Martin-Martin forbande sin knallerts frosne tændrør i gården.
Om formiddagen skriver jeg og laver kedelige ting. Efter frokost går jeg en lang tur med min hund i parken. Han spiser sne og tisser på en plastikpose. Pusherne genkender mig og hilser med et venligt nik.
På vej hjem går jeg forbi det tyrkiske marked og køber hvidt brød og gedeost med dild. Jeg savner at have ostefest med Halfdan. Da min ekskæreste havde brækket mit hjerte, kom Halfdan med milkshake og ost hver dag og spurgte: ”hvordan har min prinsesse det i dag?” Han spurgte også, om han skulle tage ud og brænde min ekskærestes hus ned. Jeg var ikke helt sikker på, hvor seriøs han var, så jeg sagde, at det behøvede han ikke. Jeg køber også tørrede frugter og nødder og oliven. Man skal have det lidt godt.
Da jeg drejer ind på min gade, ser jeg fem mænd i pænt tøj stå foran skolen og dele noget ud til eleverne. De stikker ud her i kvarteret. Der er ikke så mange hvide, velklædte mænd heromkring. Det er kristne missionærer. Jeg kender deres slags.
Min kristendomslærer i folkeskolen var fundamentalist. Jeg gik til konfirmationsforberedelse, og da jeg var spejder, skulle vi bede til Gud, og jeg fik skældud, da jeg sagde, jeg troede mere på Satan. På mit gymnasium var der bønnemøder i kantinen i frikvartererne. Der var vækkelsestelte på gågaden fredag nat, og da jeg var teenager, blev jeg stoppet på gaden af folk, der holdt kors op foran mig og sagde, at jeg ikke var ”et af Guds bedste børn.”
Kirken er min fjende
Kristendommen er ligesom reklamer. Du behøver ikke vælge den til. Den er der bare. I folkeskolen, i supermarkedets julekatalog, i arkitekturen og kunsten. Store bygninger i bybilledet. Lyden af kirkeklokker. Twilight-filmene, luderstemplet, rock musik og homoægteskab. Og selv hvis du prøver at vælge den fra, får du proppet hovedet fuld af den.
Nogle gange kommer den umaskeret med præstekjole og bibel i hånd. Andre gange kommer den snigende som skam over noget, der gør dig glad eller lovgivning afledt af mosebøgerne. Og ligesom med reklamer er kristendommen aldrig god for dig. Den vil bare gøre dig svag og snylte på dig.
Personligt har jeg taget min kamp med Gud. Jeg korsfæstede en frø og satte ild til guld, som Crowley sagde, jeg skulle. Jeg snittede et omvendt kors i min arm, da jeg var 18. Jeg hilste den hornede. Jeg takkede den onde for mad.
Jeg er færdig med at vende den anden kind til, når de kristne hælder vievand ud af ørene. Jeg er færdig med at angre og bede om Guds tilgivelse. Færdig med dårlig samvittighed og patriarkalske slavekontrakter med Guds velsignelse. Færdig med skyld med skyld på.
Men jeg giver altid folk en chance. Det er min stil. Så jeg spørger, hvordan de bliver modtaget her i kvarteret, hvor de fleste er kommunister, muslimer eller queers eller en kombination af alle tre ting. Han fortæller, at de ikke bliver så positivt modtaget.
- Godt, svarer jeg.
Da jeg fortæller, at jeg - som svans - ikke er så begejstret for kirken, forklarer han mig, at min homoseksualitet er et fængsel, der holder mig væk fra Gud.
Han var også selv homoseksuel og kommunist, indtil han lærte Jesus at kende. Og han spår også mig en lys fremtid som heteroseksuel, ikke-kommunistisk kristen. Jeg spår ham et blåt øje, men jeg er så blid og høflig, så jeg siger ikke noget.
En af mine venner sagde engang, at først når kirken ville inkludere ham, ville han overveje at blive gift. Ikke før. Men sådan har jeg det ikke. Kirken har sandsynligvis flere kvinde- og queer liv på samvittigheden end Hitler og Stalin til sammen, og jeg har 2000 års fløjlshandskefascime, der skal hævnes, før jeg har noget at gøre i en kirke.
Kirken brændte kvinder og bøsser levende. Kirken spreder aids, fordi paven forbyder kondomer, mens hans præster voldtager børn. Den laver livsfarlig homofobi i Jamaica, Uganda og USA og driver tusindvis af queers til selvmord, fordi de ikke kan forene deres identitet med de kristne samfund. Og så kan det godt være, det ikke har noget med den danske folkekirke at gøre. Men det har det jo alligevel, for det er den samme klub.
Men jeg har begået den mest klassiske fejl; at diskutere med religiøse mennesker. At tale rationelt med folk, der ser spøgelser og hører stemmer. For hvert rationelt argument jeg kommer med, får jeg en ny dosis hokus pokus fra missionærens bibel, og vores diskussion går i ring.
Jeg ved godt, kristendommen ikke er så nærværende for alle og alle steder, som den har været for mig i mit liv. For mig er den et traume, og missionærer er den største trigger. Jeg fatter for sent, at jeg er faldet i deres salgstale-fælde og dirrer allerede af raseri.
Når først de har fået proppet Gud ind i dit hoved, er det svært at få ham ud. Trille ved det. Trent Reznor ved det. Marilyn Manson ved det. Rimbaud og Crowley vidste det. Jeg afbryder brat hans tsunami af nonsens og siger, at jeg skal op og lave mad. Så går jeg.
Jeg må gøre noget
Tilbage i lejligheden kan jeg mærke blodet koge. Jeg er vred på de kristne.
På kirkens historie. På Moses, Paulus, kirkefædrene og patriarkerne. De dumme svin. Jeg er vred på alle de kristne pikhoveder, der gør livet mere indviklet for queers, end det er i forvejen. Men jeg er allermest vred over, at der står fem voksne mennesker i min gade og fortæller vanvittige og ondskabsfulde løgne til børn.
Jeg ville ønske, der var voksne, der havde stillet sig mellem mig og de kristne, da jeg var barn og forsvarsløs mod autoritære voksnes fantasiverden. Jeg bliver nødt til at gøre noget.
Beskyt børn mod kristendommen
Som et queer menneske er jeg del af en krig. En krig mod de kristne. Et omvendt korstog. Jeg vil se kirker brænde. Jeg vil se Hvidekrist dø. Og hvis det skal ske, er der nogen, der må begynde at slå ham ihjel og tænde tændstikker. Nogen skal kaste den første sten mod kristendommen. Og jeg melder mig gerne.
Jeg tager mine sko på, går ned på gaden og direkte hen til de kristne, som jeg beder om at gå.
Jeg siger til dem, at hvis de vil være kristne, er det deres valg, men hvis de vil udbrede kristen propaganda, skal de gøre det til voksne, som er modne nok til at tage kritisk stilling, for børn fortjener en barndom fri for religion, indoktrinering og skam.
Jeg siger til dem, at jeg godt er klar over, at det er ret ekstremt at smide folk væk fra et offentligt sted, men at jeg ligeså lidt kan ignorere deres offensive aktion, som jeg kan gå forbi et nazi-klistermærke på et busskur i Husum uden at pille det ned. Og at jeg i øvrigt synes, det er dem, der er ekstreme.
Efter en længere, højlydt diskussion, der samler flere af kvarterets unge, pakker de kristne deres bibler sammen og stiger ind i en flot bil. Inden de kører, lover de ikke at komme tilbage.
Jeg vandt.
En aften med kultur
Oppe i lejligheden føler jeg mig stærk som Gummi Tarzan. Nikolaj, som jeg bor med, laver thaimad. Det er også stærkt. Han er god til at lave mad, så han står tit for aftensmaden. Jeg er god til at bygge ting i træ, som jeg finder på gaden, så det står jeg for.
Jeg er glad for, at jeg reagerede på min vrede i stedet for at lade den æde mig op. At jeg gjorde noget, som man siger. Det er trods alt også mit kvarter.
Om aftenen tager jeg med en veninde til koncert med tre metalbands i en klam kælder. Der er super stemning, og jeg er i pitten det meste af tiden.
Da jeg cykler hjem, er himlen klar, og enkelte stjerner maser sig vej gennem byens lysforurening. Martin-Martins tændrør fryser til igen, og jeg er ædru. Sneen har malet sin overvældende graffiti på bilernes smykkende krom, på s-togets kolde perron. Cyklens dæk skrider i den knasende sne, og mine fingerspidser er så uforståeligt følsomme.
Da jeg kommer hjem, læser jeg digte i min sofa. Det er midt om natten. Min hund sover i mit skød. Jeg venter med at gå i seng, til jeg er helt sindssygt træt. Så træt, at jeg næsten ikke kan børste mine tænder.
I sengen tvinger jeg mig selv til at holde øjnene åbne så længe, jeg kan. Det er svært. Trætheden er som en bil ovenpå mig. Da søvnen endelig får overtaget og suger mig ind i sig gennem sit sugerør, føles det som at dykke ned i varmt, blødt vand på en iskold vinterdag og bare lade sig drukne.
_______________________
Læs første del i serien om queer vrede her
Læs om, hvordan jeg brugte satanisk magi mod de kristne på gymnasiet
Hør en radioudsendelse, hvor jeg fortæller, hvorfor jeg er imod homoægteskaber
Læs om, hvor transfobisk Gud er
Læs 10 gode grunde til at melde sig ud af folkekirken
Regn ud hvor meget du betaler i kirkeskat
Meld dig ud af folkekirken - få det nu gjort!
Lyt til en forklaring på, hvorfor religion bør ses som en mental lidelse
Lidt julemusik:
Annonce
