Annonce
Queer-hooliganisme-Terror i Hyskenstræde
Hyskenstræde-balladen har fået mig til, at overveje hvad den principielle forskel mellem queeraktivisme, hooliganisme og gadefest i Hyskenstræde er. Der må findes nogle forskelle, men faktisk er der også ligheder.
Begrebsaktivisme
Deleuze har en filosofisk metode. Han har sikkert flere, men en af dem, han indimellem benytter, handler om hans omgang med begreber. Deleuze tager et begreb fra én sammenhæng og bruger det i helt andre sammenhænge. Han kalder det intuitiv-metode (Thau 2006:220).
Han skulle efter sigende kalde dette for en slags begrebsaktivisme. Fx har han brugt begreber om planters rodnet til, at beskrive organisationsformer og forskellige former for brætspil til at forklarer forskellen på staten og markedet (Deleuze 2005).
Pointen er, at filosofiske begreber kan få en ny betydning og kan beskrive verden på en ny måde hvis man tager dem ud af deres normale sammenhæng. Begreberne kan på den måde åbne nye måder at angribe verden på. Nye måder at tænke og opfatte verden på. Som når en i bankohallen råber: ”ryst posen”. Det forsøger jeg mig på nu!
Queer
Queer-begrebet har virkelig meget potens. Det er et stærkt og vigtigt begreb, der må kunne bruges på en ny måde, der kan åbne det sociale og politiske på nye måder.
Queer betyder oprindeligt mærkeligt (unusual), underlig (odd) eller ’svær at beskrive’. Samtidig er det et nedladende ord for bøsse. Lad os tage fat i queer som i mærkelig eller underlig.
Jeg hørte på et tidspunkt, i forlængelse heraf, et slogan eller en parole der lød: ”Not gay as in happy, but queer as in fuck you”. Man kan forstå queer-begrebet som et modstandsbegreb eller et politisk begreb. Jeg er underlig eller mærkelig, jeg ved det, og jeg er ligeglad; as in fuck you.
Queer kan herved forstås som en måde, at angribe de anordninger og normer, der normalt tildeler folk deres identiteter. Queer handler måske om, at ’fucke’ med de forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er grimt og pænt, normalt og unormalt.
På QueerJihad.dk kan man læse følgende: ”Det er ret svært at forklare, hvad queer betyder. Det er et ret nyt begreb, og der er mange bud på, hvad det præcist dækker over. For os [queerjihad] handler queer om at gøre op med traditionelle opfattelser af kønsroller og seksualitetsforståelser. Stort set alt, hvad du gør forholder sig til, hvilket køn du har. Langt de fleste handlinger dikteres af dit køn, medmindre du bevidst ændrer på det”.
Denne analyse og ambition om, at gøre modstand mod køns- og seksualopfattelser må man kunne udbrede til andre af de sociale kampe.
Der er en enorm politisk kraft i denne ambition om, at fucke med ordenen. Jeg vil gå så langt som til at sige, at dette præcis er hvad politik handler om. Politik handler om, at lave huller og sprækker i ordenen, for herved, at kunne bygge noget andet. At skabe politiske begivenheder.
Hooliganisme
Fodboldfans er ofte skide irriterende, vulgære og underligt råbende. Jeg kan sagtens se en fodboldkamp i fjernsynet derhjemme, og jeg rejser mig også op af stolen når Liverpool eller Barcelona scorer og råber ”Yes!”. Men fodboldfans virker ofte vulgære og de råber og skriger. Der er noget frastødende og dumt over fodboldfans.
Jeg har efterhånden en del venner, der er vilde med fodbold, køber sæsonkort til stadig og snakker meget om fodbold. Jeg kan godt snakke med indimellem, fordi jeg også har interessen, men når der kommer den der råbeoverbygning på, så står jeg af.
Mine venner forklarer mig, at der er mange forskellige fan-traditioner: Hooligans, Ultras, officielle fangrupper der er knyttet til de respektive klubber, anti-racistiske grupper, samt andre uofficielle grupperinger.
Hooliganismen er en bestemt slags fodboldkultur, efter hvad jeg kan forstå. De mødes for, at slås og lave ballade. De er ligeglade med reglerne og normer. De er ikke interesseret i lov og orden. Orden og normer er det centrale her! De vil selv bestemme hvad der er normalt og unormalt, og de interesserer sig ikke for det omgivende.
Jeg bryder mig ikke om den her slags planlagte slåskampe og føler mig voldsomt frastødt af den praksis. Men der ligger en række interessante diskussioner i denne fankultur. På hjemmesiden allehaderos.dk kan man blandt andet læse om kampen mod regulering, siddepladser, overvågning, fan-registre, regulering af flag og pynt og andre lignende ’normaliserende’ tiltag fra de officielle organisationers side.
Den ’radikale’ del af fankulturen har blandt andet sloganet: ”imod moderne fodbold”. Der ligger næsten en Frankfurterskole-agtig negativ dialektisk kritik gemt her. Den moderne kommercielle fodbold regulerer og ensretter fodboldkulturen. Det moderne samfund normalisere fodboldkulturen og tømmer den for det uberegnelige og mangfoldige. Sådan kunne man lave ræsonnementet.
Det er en normaliseringskritik, der ligger i forlængelse af en af G13-aktionens slogans: ”Normalize This” – malet på gult med en knytnæve på banneret, der kommer hamrende. Og her opstår et pudsigt sammenfald. Hvad fanden har hooliganisme med ungdomshuskamp at gøre. Jeg gider fanme ikke være hooligan, men jeg gider godt være G13-aktivist.
Måske har kampe mod normalisering et sammenfald indimellem. Ungdomshuskampen handlede blandt andet om, at give ’fingeren’ til normen. At sige ’fuck systemet’ vi gider ikke indrette os efter hvilke forestillinger der er om køn, seksualitet, etnicitet eller sociale kategorier i øvrigt.
Men er det ikke præcis det samme, der ligger gemt i ’radikale’ fodboldfans’ slogan: ”imod moderne fodbold”. Et ønske om ikke, at skulle være tilknyttet et bestemt sæde på stadion, at være imod registrering, at have fyrværkeri med på stadion hvis man vil.
Begærspolitik? Hvad fanden er meningen?
Der sker snart en kortslutning her! Hvad fanden foregår der! Jeg gider sgu ikke sættes i bås med hooligans. Men hvad nu hvis de har sloganet: ”not roligan as in happy, but Ultras as in fuck you”.
Hvori består dette absurde sammenfald. Måske kun i det begrebslige, da dette jo også er mit udgangspunkt for teksten. Men kunne det tænkes, at der var et sammenfald af strategi eller lignende.
For mig, at se, er sammenfaldet, et begærspolitisk sammenfald. Både queers og Ultras vild ha det hele. De vil i seng med alle! De vil ikke hæmmes eller styres. De vil alt på samme tid. De gider ikke, at rette sig efter hvad man må/kan/bør/skal mm. De vil hvad de gør, og gør hvad de vil. Og handler på tværs af hvordan begæret ellers styres. De vil begge være perverse!
Queerterrorisme
Senest stødte jeg ind i ordet ’Queerorist’. En sammentrækning af ordet queer og terrorist. Terroristerne er dem man ikke forstår, dem man ikke vil forstå og dem man blot betegner som forbrydere og barbarer. Det er sjældent grupper eller bevægelser selv udnævner sig til terrorister. Oftest er det den politiske modstander, der benævner en gruppe som terrorist.
Det er en kriminalisering er fjenden, der gør det muligt, at bruge midler som man ellers ikke tager i brug. Terroristen er ikke et rigtigt mennesker, men en kriminel der kan tortureres og nedværdiges. Terroristen har ingen fornuft og dens politiske kampe og rationaliteter er derfor ikke legitime. Terroristen er ufornuftig.
Som tidligere nævnt betyder queer mærkelig eller afvigende. Queerorism må derfor være ambitionen om, at være totalt frastødende, kriminel, uden fornuft og gøre det som en politisk strategi. At være pervers med vilje!
Alle hadet Hyskenstræde. På nær dem der var der. ”Det var en virkelig fed fest” er den kommentar jeg hører mest fra folk, der var til festen.
Måske var Hyskenstræde-festen en omgang Queer-hooliganisme-terror!
Kilder:
Thau, Carsten (red.) (2006) Filosofi og Arkitektur, Kunstakademiets Arkitektskole Institut 1, Århus.
http://modkraft.dk/spip.php?article10623
Annonce
