Annonce
Prins Henrik-modellen
Hvad er Prins Henrik modellen?
At leve efter Prins Henrik modellen betyder, at man lever i et heteroseksuelt ægteskab og på overfladen er kongen (eller prinsen) af heteroseksuel normalitet, men samtidig lever et hemmeligt liv med fx homosex, transeri, parksex eller frækt dameundertøj under uniformen.
Man fortæller det ikke til nogen, og man forlanger af dem, man gør det med, at de heller ikke siger det videre. Når man bliver spurgt, afviser man det som ”ekstreme rygter.” Måske udtrykker man endda væmmelse og foragt for det, man i al hemmelighed elsker, når journalister og kolleger kommer ind på emnet.
For helt at undgå pinlige spørgsmål, kan man gøre ekstra meget ud af sit heteroseksuelle ægteskab og fremstille sig selv som en dominerende ægtemand eller en perfekt husmor og grine hjerteskærende af den strøm af homofobiske vittigheder, der strømmer ud af vores samfund.
Ikke altid et skalkeskjul
Det heteroseksuelle ægteskab kan være et skalkeskjul, som næsten ikke er til at holde ud, men mange, der lever efter Prins Henrik modellen, har faktisk et kærlighedsfyldt familieliv. De har valgt den partner, som de bedst kunne lide og forestille sig som deres gode ven gennem livet. De holder af ham_hende og nyder hans_hendes selskab, og de har måske endda børn, som de elsker.
Det er altså ikke sådan, at de lever på en løgn. Begge sider af deres liv er ægte. Den ene er bare hemmelig, og uanset hvor dejligt og trygt der er derhjemme, løfter de aldrig sløret for deres udenomsægteskabelige forbindelser.
Det er Prins Henrik modellen i sin rene form. Der er mange måder at tilpasse den på, så den passer til ens eget liv. Mange kendte mennesker lever efter den. Men også mange almindelige mennesker. Måske kender du nogen? Det kan være svært at sige.
Hvad betyder det for queer fællesskab?
At leve i skabet er først og fremmest at undertrykke sig selv. Man lyver overfor sig selv og andre, og man kan aldrig rigtigt vide, hvem ens ægte venner er. Man lever som et halvt menneske i verden.
Men det er langt fra bare en privatsag. For hver gang man fortæller en løgn, følger der tusind små løgne med. Man er ikke bare uærlig overfor sig selv, men også overfor sin familie og sine partnere. Man involverer alle de queers, man har kontakt med og forventer, at de lægger de samme bånd på sig selv. Hvad må de sige i telefonen? Hvor må I blive set sammen?
Prins Henrik ødelægger queer fællesskaber
Men man bidrager også til undertrykkelse af queers generelt, fordi man giver et indtryk af, at vi slet ikke er så mange, som vi er. Og endnu værre: man sender et signal om, at det er forkert, ulækkert, perverst at være queer, og at man har holdt det hemmeligt, fordi man skammer sig.
Man er en forræder. Man har forrådt sine queer brødre og søstre, sin familie, sine queer venner og sig selv.
Tænk på, hvor mange lærere, pædagoger, politikere, royale, kendisser, der har haft indflydelse på dit liv. En stor del af dem har været i skabet med det ene eller det andet, som de ikke følte, de kunne dele med verden. Hvad siger det dig? Måske at de aldrig var blevet kendte, politikere, politi eller din lærer, hvis de havde været ude? Det er i hvert fald det, de selv har frygtet.
Men man kan spørge, hvilken værdi det egentlig har, at folk kan lide dig, hvis de ikke kender dig? Hvad betyder det, at du har venner, der ville væmmes ved dig, hvis de vidste, hvad du går rundt og laver? Sandheden er, at de fleste af dine venner nok alligevel er ligeglade med, om du er queer eller ej. Det er de fleste mennesker trods alt efterhånden. Og dem der ikke er, er ikke værd at bruge tid på alligevel.
Men hvad med George Michael?
Ja, hvad med ham? Han hedder slet ikke George Michael, men Georgios Kyriacos Panayiotou. Men han gjorde nok klogt i at vælge et navn, der lød lidt mere engelsk, når han nu ville være popstjerne. Han er heller ikke heteroseksuel. Det er ikke nogen hemmelighed nu, men det har det været.
WTF??? Georgios Kyriacos Panayiotou er homo!!!
En 2. generationsindvandrer med et navn, man ikke kan udtale på engelsk, der kan lide at have sex med mænd på offentlige toiletter, er ikke det bedste materiale at lave en popstjerne af i et racistisk og homofobisk samfund. Så han blev i skabet og omgav sig med smukke damer i musikvideoerne. Det virkede også. Han blev popstjerne. Og det viste sig også at have været klogt at lægge lidt låg på sig selv.
Da han blev skubbet ud af skabet af en politimand på et offentligt toilet, havde han lige optaget en ny duet med Mary J Blige. Den skulle have været med på hendes nye plade, men da George Michael pludselig var svans, blev sangen fjernet fra pladen.
Hvad siger det dig, at en popsanger er i skabet i så mange år og først springer ud, når han bliver tvunget? Bliver du selv mere eller mindre motiveret til at springe ud? Heldigvis lavede han en ret skamløs video som reaktion på sin outing.
Du mener selvfølgelig Outside fra 1998.
Ja. Dejlig video.
Men man kan da ikke tvinge folk til at springe ud. Det kan have store konsekvenser for nogen.
Klart nok, det er ikke lige let for alle. Der er forskel på folks familier, baggrunde og på, om man kan forvente at få støtte eller ej. Der kan være tilfælde, hvor det kan forsvares, at man bliver i skabet. Og under alle omstændigheder tager det altid tid, inden man er klar til at springe ud.
Tag dig tid, men gør det!
At stå der og sige helt klart og tydeligt, at man identificerer sig som det ene eller andet, som folk plejer at spytte på, kræver mod, og det går imod et helt livs heterofascistiske indoktrinering. Ordene bliver hængende i halsen. Det er okay. Tag den tid, du skal bruge. Men det har altså også konsekvenser, hvis man lader være med at springe ud. Den evige frygt for at blive opdaget for eksempel.
Og hvorfor skulle du ikke snakke om din kærlighed, dit køn, dine sexoplevelser, når heteroerne taler om deres? Hvorfor skal dine oplevelser forbigås i pinlig stilhed, som om det var dårlig ånde? Hvorfor skal du være tvangsindlagt til at glo på og høre på heteroseksuelles privatliv og aldrig selv have retten til at vise det frem, der betyder noget for dig?
Feminine svanser, macho-lebber, transer og politiske queers sprang ud længe før homoægteskaber og pink dollars gav diskrete homofile muligheden for at tage afstand fra dem. De forsigtige homofile kan takke de perverse queers for, at de overhovedet kan have en kæreste uden at ende på galeanstalter, bål eller i fængsler. Og når vi går på gaden og kæmper for vores frihed, så gavner det både os og dem i skabene, men når der falder brænde ned, så rammer det kun os, der er ude.
Men hvad skal man så gøre ved det?
Det er meget simpelt: spring ud og bliv ude! Ikke mindst for din egen skyld. Og som sagt: de fleste er alligevel ligeglade, når de lige har vænnet sig til tanken. Du skal ikke være bange for at miste dine venner. Og du er jo ikke alene.
Vigtig meddelelse nummer 1:
I næste uge holder Bøssernes Befrielsesfront 40 års jubilæum med et kæmpe program. Jeg holder en workshop og er med i en paneldebat. Jeg håber, du kommer. Det bliver sjovt og meget bøsset.
Vigtig meddelelse nummer 2:
Fremover vil jeg besvare spørgsmål fra læserne her på bloggen. Det kan være alt fra brevkasse-spørgsmål om mode, sex, parforhold, aktivisme, musik og film til mere personlige ting om mig eller opklarende spørgsmål om tidligere indlæg.
Send dit spørgsmål til queer-jihad@care2.com – jeg glæder mig til at svare dig!
Tre gode sange om emnet (sådan da):
Annonce
