Annonce

28. november 2008 - 15:05

Praktisk socialisme

I en kritisk kommentar til min sidste blog skriver Bjarne Thyregod ’Jeg er da meget interesseret i at høre bud på, hvordan vi flytter de mange DF- og Venstrearbejderes synspunkter - andet end ved at løbe bag efter dem i et lidt langsommere tempo, men i retning mod samme mål.’

Med baggrund i vælgerundersøgelser, egne erfaringer og politisk teori, er her mit bud på 10 teser for en praktisk socialisme.

1. Teorien

Politik er klassekamp. Udgangspunktet for alt politisk arbejde må derfor være arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår. Alle andre kategorier, herunder køn, etnicitet, tro og seksualitet, er kun interessante som en del af samfundets sociale struktur.

Mangfoldighedsstrategien fungerer som nyliberalismens HR-afdeling. Den præsenterer nye ligestillede subjekter, som f.eks. indvandrere og homoseksuelle, i den politiske kamp, og fungerer i bedste fald forstyrrende, og i værste fald direkte skadelige for kampen for social retfærdighed.

Det politiske opgør med mangfoldighedsstrategien på venstrefløjen, er min første tese.

2. Formålet

Politik er kamp for egne interesser. Nogle siger det ligeud, som arbejderbevægelsen traditionelt har gjort det. Andre tilslører det, som store dele af venstrefløjen har tendens til. Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.

Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.

Det politiske opgør med nødhjælpstendenserne på venstrefløjen, er min anden tese.

3. Modstanderen

Modstanderen bor i whiskeybæltet og i Indre By. Ikke på vestegnen og i de jyske industriområder.

Nyliberalismen er hovedmodstanderen. Både når den fremtræder i økonomisk forstand på den anden side af forhandlingsbordet. Og når den fremtræder i kulturel forstand til smart fernisering på et galleri.

I politik er fjendebilledet altafgørende. For tiden oplever mange venstrefløjens fjender som de intolerante DF-vælgere i Albertslund, der råber fisse og hører Suspekt, på den ene side. Og ligusterfascisterne i Herning, der stemmer Venstre og flager med Dannebrog, på den anden.

Det politiske opgør med en del af venstrefløjens fjendebilleder, er min tredje tese.

4. Nationen

Vi skal være stolte af Danmark. Fordi en stor del af de sociale rettigheder, der skaber tryghed i vores tilværelse, stopper lige nøjagtig der, hvor nationen stopper. Der er med andre ord ikke efterløn på den anden side af grænsen.

Vi skal flage med dannebrog. Ikke fordi vi sværmer om en national romantik, men fordi vi erkender, at netop kærligheden til os selv, er forudsætningen for at kunne elske andre. Man kan ikke være international, uden at være national.

Det politiske opgør med venstrefløjens antinationale tendenser, er min fjerde tese.

5. Strategien

Vi skal droppe idéen om at være kapitalismens vagthund. Og i stedet være arbejderklassens magthund. Dele af venstrefløjen tror, at arbejderne støtter op om den bedste kritikker. Det er forkert. Folk støtter op om de kolleger og de partier, der kan skaffe resultater.

Det betyder at vores faglige og politiske strategi skal være magt- og kompromissøgende.

Det politiske opgør med ’de rene hænders politik’, er min femte tese.

6. Ideologien

I seneste valgkamp argumenterede Enhedslisten for et samfund, der ligesom Ungdomshuset, giver ’plads til alle, der giver plads til alle’. Dette synspunkt er opkoget af de liberale tendenser, der viste sig i partiet omkring opstillingen af Asmaa.

Men et samfund er ikke et auditorium, hvor alle meninger er spændende og beriger undervisningen, men derimod et klassesamfund, hvor holdninger har konsekvenser, og derfor skal understøttes eller bekæmpes.

Socialisternes værdier dannes på arbejdspladserne. Her giver man ’plads til alle, der vil’. Folk der kører på frihjul i produktionen, i samfundet eller på overenskomsten, får den kolde skulder.

Det politiske opgør med den Jagtvej-liberale laizzes-faire ideologi, er min sjette tese.

7. Ny politik

Socialisterne skal ændre standpunkter på en række områder, fordi det vi mener, er dumt. Og meget af det Dansk Folkeparti (giver udtryk for at mene) er godt.

På integrationsområdet skal vi erkende, at de socialdemokratiske vestegns borgmestre havde ret i 80’erne og 90’erne. Vi stillede ikke nok integrationskrav til de nye medborgere, men spiste alt for mange af med sociale ydelser. Og godkendte familiesammenføringer i et omfang, hvor integrationen ikke kunne følge med.

På uddannelsesområdet skal vi erkende at begreberne ’ansvar for egen læring’ og ’læreren som konsulent’, var forkert politik. Og at vores udmøntning af projektarbejdet, har betydet en akademisering af skolen, skræddersyet til kulturelitens egne børn. I stedet skal vi have en mere praktisk tilgang til projektarbejdet, nationale tests og mere fokus på fagligheden i dansk og matematik i folkeskolens første klasser.

På retsområdet skal vi arbejde for, at samfundet opdrager sine borgere. Det betyder at antisocial opførsel som f.eks. vold, røveri, hærværk, skatteunddragelse, graffiti og voldtægt skal straffes hårdt. Og at vi bruger årsagsforklaringer til at forebygge, ikke til at undskylde, antisocial opførsel.

På Europapolitikken må vi erkende, at gabet mellem venstrefløjen og arbejderklassen vokser, uden at vi har ret meget substantielt andet end klassisk EU-modstand og ren føderalisme, at byde på. Her ligger der et åbenlyst behov for at udvikle en kritisk EU-linje, for et socialt Europa med national selvbestemmelse.

De politiske opgør på en række konkrete politikområder, er min syvende tese.

8. Drop udlændingepolitikken

Vi skal droppe begrebet udlændingepolitik, og i stedet diskutere asylpolitik, integration og indvandrerpolitik adskilt. En del af Dansk Folkepartis succes bygger på en sammenblanding af begreberne. På den måde er danskernes berettigede frygt for indvandring blevet til en generel modstand mod udlændinge.

Socialisterne skal stå stædigt fast på en asylpolitik, der ikke kolliderer med FNs konventioner. Vi skal arbejde for afskaffelse af starthjælp, afskaffe asylcentrene, forkorte sagsbehandlingstiden og fordoble antallet af kvoteflygtninge.

Samtidig skal vi begrænse indvandringen. Det er et afgørende signal, at vi ændrer opfattelse af, hvorvidt det var fornuftigt at importere arbejdskraft til landet i 60’erne og 70’erne. Og af afgørende aktuel betydning i forhold til østeuropæisk arbejdskraft. Udgangspunktet må være, at vi indenfor de rammer det er politisk muligt, forsøger at mindske indvandringen, og sikrer at de rejser hjem igen, når arbejdsløsheden igen begynder at stige.

Det politiske opgør med begrebet ’udlændingepolitik’, er min ottende tese.

9. Ledelsen

Efter 3-4 årtiers erfaringer med venstreorienterede ledere efter ’68, kan vi nu konkludere to ting. For det første: Det er godt, at mange flere får en lang videregående uddannelse, og endnu bedre at de tilslutter sig vores partier. Vi har brug for deres evner. For det andet: De skal ikke tegne ledelsen af vores partier.

Arbejderklassen elsker sine intellektuelle, men ikke sine akademiske ledere. Så vil folk hellere have en hjemmehjælper fra Gentofte.

Det politiske opgør med de akademiserede ledelser, er min niende tese.

10. Metoden

Vi skal være praktiske socialister. Det samfund vi arbejder for, er ikke en utopi, der kommer engang om mange år, og indtil da er det blot lidelse – sådan som venstrefløjens befrielsesteologer formulerer det. Socialismen lever i de forandringer, vi kan skabe lige nu og her. En legeplads fri for kanyler, en bedre gadebelysning i villakvarteret, et køleskab i skurvognen.

Det politiske opgør med venstrefløjens sidde-ned-og-snakke-om-utopia-kultur, er min tiende tese.

Annonce