Annonce

9. april 2012 - 11:21

PET og de slettede arkiver

I PET’s arkiver rejses grove anklager mod bl.a. navngivne EU-modstandere. Men samtidig har PET slettet de baggrundsoplysninger, som kan afklare, om anklagerne er pure opspind.

En af påskens pressehistorier har handlet om, at PET i midten af 1990’erne sletter et større antal sagsmapper om konkrete personer i sit arkiv. Sletningen foregik under den socialdemokratiske Nyrup-regering og skete angiveligt efter godkendelse af den daværende justitsminister, Bjørn Westh.

Ikke mindst destruktionen af Ole Sohns sagsmappe har stået centralt i debatten. Det skyldes naturligvis hans fortid som formand for Danmark Kommunistiske Parti (DKP) og rygterne om, at han i den egenskab modtog – eller ikke modtog – penge fra Sovjet til at understøtte DKP’s aktiviteter i Danmark.

På nuværende tidspunkt kan der i hvert fald udtænkes tre forskellige forklaringer på, hvorfor denne sletning fandt sted.

Den første er, at sletningen fandt sted, fordi det efter en periode havde vist sig, at sagsmapperne ikke indeholdt nogen dokumentation for, at de involverede havde begået noget som helst ulovligt. I den fortælling handlede sletningen altså om en elementær beskyttelse af uskyldigt registrerede.

Den anden forklaring er, at sletningen fandt sted, fordi den socialdemokratiske regering ønskede at forhindre, at der skulle komme belastende oplysninger frem om f.eks. Ole Sohn, der som SF støttede den socialdemokratiske regering. I den fortælling handlede sletningen om magtmisbrug for at beskytte afsløring af eventuelle ulovligheder.

Og den tredje forklaring er, at sletningen fandt sted for at dække over, at en masse af de registrerede oplysninger var indsamlet på ulovligt grundlag. I den fortælling handlede sletningen altså i virkeligheden om at beskytte PET og identiteten på de agenter, som havde infiltreret forskellige organisationer på efterretningstjenestens vegne.

Når det i dag kan være svært at afgøre præcist, hvorfor denne sletning fandt sted, så hænger det selvfølgelig sammen med, at det ikke længere er muligt at afklare indholdet. Men det betyder jo ikke, at alle de registrerede kan føle sig renset. Tværtimod har efterretningstjenesten omhyggeligt bevaret en række anklager mod navngivne personer, men har lige så omhyggeligt slettet de baggrundsinformationer, som kan afklare om, der overhovedet er noget hold i anklagerne.

Det gælder f.eks. min egen ringhed, som ifølge PET på en sommerlejr på Samsø i 1983 ”skal have meddelt, at han havde eksperimenteret sig frem til en velegnet type molotovcocktail, der kunne anvendes ved demonstrationer foran den amerikanske ambassade” (PET-kommissionens bind 9, side 116).

Påstanden er naturligvis totalt udokumenteret og PET-kommissionen må da også notere: ”Da PET’s emnesag er makuleret, er det ikke muligt at se, hvad denne oplysning er baseret på … Kommissionen har undersøgt alt relevant materiale, men har ikke kunnet komme historien nærmere” (side 117).

Alligevel forhindrer det hverken, at påstanden stadig fremgår af PET’s arkiver eller at ledende medarbejdere ved PET har viderebragt påstanden til villige journalister med det formål, at den skulle spredes i offentligheden. Samme behandling får en række navngivne personligheder i modstanden mod EU gennem tiderne. Det gælder f.eks. to af Folkebevægelsens første EU-parlamentarikere, Jens-Peter Bonde og Svend Skovmand, som i PET’s arkiver udhænges som mulige lakajer for Sovjetunionens påvirkning af EU-modstanden i Danmark. Og igen uden nogen former for bevis for, at de konkrete personer har begået noget som helst ulovligt.

En sådan praksis er en bananrepublik værdig. Derfor må den naturligvis ændres. PET kan ikke bare fastholde hemmelige anklager mod navngivne personer i sine arkiver samtidig med, at de sletter alle baggrundsoplysninger, som kan afklare, om der er noget som helst hold i disse anklager.

Derfor må PET pålægges at kontakte alle sådanne personer og fremlægge, hvad de har stående om dem. Så må det være op til den enkelte at afgøre, om disse anklager skal offentliggøres eller om de skal overføres til Rigsarkivet med den eksisterende lukkethed for personfølsomme oplysninger på 75 år.

På den måde vil der både kunne sikres en anstændig behandling af registrerede, som intet ulovligt har foretaget sig, samtidig med at intet går tabt for fremtidig historieforskning.

Annonce