Pejlemærker til Antorini og task forcen

Kender i det når man sidder til et møde med nogen man ved man er uenig med, men alligevel har svært ved at være uenige med dem?

Sådan havde jeg det da jeg for en måneds tids siden hørte (den tidligere)regeringens task force om fremtidens dagtilbud fremlægge sine konklusioner om hvordan vi styrker vores dagtilbud.

 Antorinis task force, eller rettere tidligere socialminister Benedikte Kjærs task force, har nu fremlagt fire pejlemærker som skal være udgangspunktet når vi til efteråret skal diskutere kvalitet i fremtidens dagtilbud.

Hele udgangspunktet for gruppens arbejde er inklusion og læring, inklusion og læring. Det lyder jo umiddelbart meget godt, det er i hvert fald svært at være uenig at alle børn skal inkluderes i fællesskabet og at de skal lære noget. Alligevel får jeg en dårlig smag i munden når jeg tygger lidt på orden. Nok fordi inklusion er blevet en spareøvelse, og fordi læring er blevet noget med skolen.

Der har jo sådan set altid har været læring i vores dagtilbud, i hvert fald når der har været gode rammer og voksne nok.

Sociale kompetencer, forpligtende fællesskaber, sprog, motorik etc. er noget som børn bl.a udvikler når de er i institution. Det er jo læring – selvom det ikke har noget med alfabetet eller to tabellen at gøre.

Task forcen præsentere da også i sin rapport et forholdsvis bredt læringsbegreb, men når jeg alligevel er skeptisk er det fordi at ministeren der skal være i spidsen for det hele ikke har det.

De fire pejlemærker er da også svære at være uenige i:

1)     En reflekteret og tilrettelagt pædagogisk praksis med fokus på læring og inklusion

2)     Målrettet forældresamarbejde

3)     En stærk evalueringskultur med fokus på kvalitetsudvikling

4)     Professionelt og tydeligt lederskab på alle niveauer

Pædagogikken skal altså være målrettet, alle forældre skal med, pædagogerne skal overveje deres praksis. Ja - det er jeg da enig i, men jeg tror nu at de fleste pædagoger arbejder målrettet og overvejer deres praksis.

Mit største problem med disse 4 pejlemærker, er at de nu bliver – hvis ikke de er blevet det – udgangspunktet for at diskutere kvalitet. Og jeg mener at der her mangler nogle ret væsentlige ting og grund forudsætninger. Det er nogle helt ændre ting diskussionen om kvalitet i dagtilbuds skal tage udgangspunkt i

Derfor er her 4 pejlemærker til Antorini og task forcen

1)     Normeringen – antallet af hænder hænger sammen med omsorgen

Uanset hvordan vi vender og drejer det betyder antallet af voksne noget. Det giver sig selv at npr man kun er to på stuen til 13 vuggestue børn, er det svært at give børnene den nødvendige omsorg og de nødvendige udfordringer. En skal skiftes, en skal trøstes, der er en mor i telefonen og to skal lærer at deles om et stykke legetøj – også var der lige resten af børnene.

Og her må jeg krybe til korset og sige at Ole Henrik Hansen har ret i en ting – omsorgen betyder. Og hvordan sikrer vi så den bedst? Ved at sørge for at der er hænder nok, så der bliver tid til at pædagogerne kan gøre det de er bedst til. Nemlig at udvikle, hjælpe og udfordre børnene.

Derfor er normeringen det vigtigste pejlemærke for at sikre kvalitet i fremtidens dagtilbud

2)     Uddannelsen

Når det er sagt betyder det jo også noget hvilke voksne der er sammen med børnene. Altså at det er dygtige pædagoger og medhjælpere.  Derfor er pædagoguddannelsen mit næste pejlemærke.

For at der kan komme kvalitet i vores dagtilbud er der nød til at være kvalitet i den uddannelse pædagogerne får. Det undrer mig at task forcen er skøjtet direkte hen over dette. De pædagogstuderende skal have mere undervisning, bedre praksis kobling også skal de ud af normeringen så vi sikrer deres praktik et bedre uddannelsesmæssigt mål.

3)     Demokrati

Jeg mener også at et godt forældresamarbejde spiller en afgørende rolle. Men jeg tror ikke den bedste måde at få det på er ved at bede dem læse højt for deres børn 20min om dagen. Jeg tror vi får det ved at give dem indflydelse. Hvis forældresamarbejdet skal lykkes skal forældrene inddrages i dagligdagen i institutionen og de beslutninger der tages om institutionen ellers. Dette skal selvfølgelig være i samarbejde med personalet. Derudover

Demokratiet er afgørende for de gode daginstitutioner, både for forældre og medarbejdere.

Det er fuldstændig afgørende at de ansatte i daginstitutionerne har indflydelse på deres eget arbejde og deres egen hverdag. Derfor skal demokratiet styrkes ved, at det pædagogiske personale selv bestemmer hvordan de evaluere deres praksis

4)     Leg og dannelse

Det der undrer mig allermest er at der ikke i task forcens anbefalinger et ord om leg. Det er rimelig mærkeligt når det handler om børn i 0 -6 års alderen. Jeg vil i hvert fald argumentere for at leg er en ret vigtig del af et barns liv. Og at legen har stor indflydelse på barnets liv. Derudover er det jo også gennem legen at børn lærer utrolig meget.

Derfor skal legen også være i fokus når vi snakker om kvalitet både i fremtidens dagtilbud, men også i barnets liv.

Vi kan kalde det pejlemærker – vi kan også kalde det forudsætninger. Det er i hvert fald det der er mit udgangspunkt for at diskutere hvordan vi får nogen endnu bedre institutioner end dem vi har i dag. Og hvis du har flere pejlemærker vil jeg meget gerne høre dem