Passivitet støtter Israels krigspolitik

Det var befriende at læse Herbert Pundik i Søndags Politiken,
hvor han skriver: "Vesten har udvist en til kriminalitet grænsende
passivitet i forhold til Israels kolonisering, der begyndte efter
erobringen i 1967, men tog fart efter 1977, da den første højreregering
i Jerusalem kom til magten."

Han gør også opmærksom på de uendelige
menneskelige tragedier blandt de palæstinensere, som bosætterne har drevet fra hus og hjem.

Pundik anklager også de skiftende israelske regeringer, som har samarbejdet med bosættermafiaen,
der har rødder dybt ind i hæren og centraladministrationen.

Pundik fordømmer Vestens politikere og embedsmænd, som affinder sig med forholdende
og lader sig nøje med formaninger og vage protester. Vores udenrigsminister
Per Stig Møller tilhører denne kategori, sammen med EU.

Nu kommer en ny højreregering til magteni Israel, under ledelse af Benjamin Netanyahu. Men tidligere regeringer var ikke meget bedre, som Pundik henviser til: "De siger det ene, men gør det modsatte."

Fromt bedyrer de, at man går ind for oprettelsen af en palæstinensisk stat, men målbevidst fortsætter de med
at udbygge bestående bosættelser og lukker øjnene for nye.

Det hykleri har alle kritikere af Israels politik længe gennemskuet og det er derfor at man kræver
sanktioner mod Israel og har fordømt den internationale passivitet.

Hvornår forstår USA og den vestlige verden, at vejen til fred og sikkerhed i Mellemøsten ikke kan opnås gennem passivitet og ubetinget støtte til Israel?