Annonce

10. maj 2012 - 10:25

Pædagogikkens dag - svar på tiltale

Jeg har lånt min blog ud til en af CEVEAS pædagogiske meningsdannere, fordi jeg synes det er afgørende at pædagoger får en skarpere og tydeligere stemme i den offentlige debat.

Jeg håber du vil læse med

Af Louise Kimmer, vuggestuepædagog fra Allerød.

Jeg er en af 25 pædagoger og socialpædagoger, som sammen har uddannet os på Tænketanken Ceveas meningsdannerskole. Vi er fælles om et brændende engagement for pædagogik – og en frustration over de vilkår, vores børn tilbydes. I dag afholder vi på Frederiksberg Pædagogikkens Dag – historier fra virkeligheden.

Det kunne ikke være mere aktuelt, da debatten om pædagogik og vuggestuer nærmest er eksploderet i de sidste uger. Jeg vil gerne byde debatten velkommen.

Hvor er det befriende, at der endelig kommer fokus på de allermindste i vores samfund! Det er en perfekt anledning til at kunne starte en dialog om, hvad vi som samfund byder vores børn nu og i fremtiden. Ikke mindst er det et oplæg til at diskutere hvilke intentioner vi har på vores børns vegne.

Jeg arbejder i en virkelighed, hvor pædagoger i fællesskab med forældre formår at skabe grobund for, at børn kan vokse op og blive hele mennesker. Vi skaber omsorgsfulde, udviklende, nærværende og kreative miljøer. Vi skaber en hverdag, hvor børnene får kendskab til sig selv og til andre mennesker. Vi skaber en tryg base, hvor barnet kan udvikle selvværd og selvtillid til egen formåen. Vi arbejder med at regulere børnefællesskaber, så alle får en chance for at være med.

 

Vi værner om tiden til mødet med det enkelte barn. Dette møde indeholder nogle meget vigtige byggesten for vores samfund. Det er her muligheden er for, at barnet bliver set som det unikke menneske det er. At blive set betyder, at man bliver bekræftet i at man har en betydning. At andre regner med en og at der er brug for lige nøjagtig mig i dette fællesskab.

 Vi støtter op om demokratiet ved at hjælpe børnene med, at give deres mening til kende. Bidrage til fællesskabet og finde modet og skabe overskuddet til, at involvere sig og deltage aktivt i vores samfund.

 

Vi brænder for det vi laver, men er ofte dybt frustreret over det vi tilbyder børnene. Vilkårene for pædagogikken bliver dårligere og dårligere, i takt med at der konstant skæres i de pædagogiske ressourcer. Vi vil gerne udvikle os og er en faggruppe der er i bevægelse. Vi er åbne overfor de mange forskellige tiltag der skabes. Vi deltager aktivt i diverse kommunale tiltag, så som ”fri for mobberi”, SAL (Systemisk analyse af læringsmiljøer), inklusion og ikke mindst fokus på forebyggelse og tidlig indsats. Ingen tvivl om, at det er gode initiativer med udgangspunkt i at vores børn skal have de bedst mulige rammer. Det er til tider bare som om, at de pædagogiske ressourcer forsvinder i disse tiltag. Vi vil så gerne det hele, men oplever at tiden og nærværet med børnene, trods de gode intentioner, forsvinder.

 

Vi drømmer om et samfund, hvor arbejdet med mennesker er højt priotireret. Et samfund, hvor vi tør tænke langsigtet og investere i menneskers liv. Vi drømmer om flere pædagogiske ressourcer, så vi kan skabe en god hverdag for vores børn. Vi drømme om, at vi med udgangspunkt i vores fælles engagement og i samarbejde med praktikere, fagfolk og politikere, kan sætte en ny dagsorden. Vi vil være medskabere af en god barndom med opmærksomme, omsorgsfulde og inspirerende voksne.

 

Vil du være med til at diskutere? Så kom til Pædagogikkens Dag på Frøbelseminariet, Frederiksberg fra kl. 13.00-16.30.

Annonce