Annonce

9. juni 2009 - 12:15

One down. One to go.

Jeg forsøgte at gribe problemet “videnskabeligt” an: Jeg tog en test.

Resultatet blev, at jeg i forhold til Europa var 93 pct. enig med en socialdemokrat ved navn Christel Schaldemose. Jeg var mindst enig med kandidaterne fra Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU.

Selv om der var noget besnærende ved tanken om at stemme på en kandidat, der næsten deler navn med legendariske Krystle fra Dollars, så var det alligevel for stor en mundfuld at stemme socialdemokratisk. Et kort øjeblik overvejede jeg Emilie (tillykke med valget), men endte alligevel med at stemme blankt. I protest.

Jeg kan kun erklære mig enig med Mattias i at det var et lortevalg, og vil til listen over dårligdomme tilføje, at det kun lykkedes at få lukket den ene af de to lister ned. Tak for indsatsen Junibevægelsen, og synd at du skal tage turen til de evige valglokaler alene.

Folkebevægelsen klarede skærene, med en – på deres præmisser – veludført kampagne. Med udmeldelseskravet gemt af vejen på et lille underligt mærke nederst i højre hjørne på valgplakaterne, og et komplet meningsløst slogan, der appellerede til laveste populistiske fællesnævner.

Lad os udsætte sloganet for en lille bullshit-test: Skal EU bestemme alt? Øh nej, det er der vist ingen der siger, og det gør EU såmænd heller ikke… Come on.

Det internationalistiske figenblad lyder: Verden er større end EU. Kære venner, hvis I havde en parole der lød: Verden er større end Danmark, så kunne man måske tage det alvorligt.

Lavpunktet i Folkebevægelsens kampagne var dog arrangementet under overskriften: ”Fuck EU – Giv os Danmark tilbage”. Pinligt, pinligt, PINLIGT. Man slipper altså ikke fri af sit image som DF-klon ved at kopiere DF’s pay-off. Jamen hov, er der så nogen der siger, Natasja er vores ikon, ikke DF’s. Til det er der bare at sige, at man ikke gør en voldtægt god igen, ved at gentage den (og det er da i øvrigt satans, som symbol-voldtægt pludselig er blevet in).

Tankevækkende er det også, at Folkebevægelsen slap for at blive slagtet for ovenstående arrangement her på Modkraft. Skulle jeg for et øjeblik placere mig i det perfide hjørne, så kunne jeg lufte en mistanke om at Folkebevægelsen havde købt sig til nådig redaktionel behandling, ved at lægge en del af sit kampagnebudget på nærværende site.

I stedet for den oplagte slagtning, så fik en af arrangørerne lejlighed til forurettet at bedyre sin internationalisme. Jamen, så sig da noget internationalistisk, i stedet for noget plat, åndsforladt nationalistisk.

Men perfiditet er nu en gang ikke særligt klædeligt, så jeg forlader hurtigt hjørnet igen. Det var nok bare en svipser, men det var da træls at det var i Information man skulle finde den kritiske historie om den påfældende lighed mellem DF og Folkebevægelsen.

Alt i alt beviser Folkebevægelsens valgkamp, at venstrefløjen havde været bedst tjent med at denne anakronisme var blevet lukket ned sammen med Junibevægelsen. Men det egentlige problem og den egentlige ulykke er, at Folkebevægelsens overlevelse gør det virkelig op ad bakke, at nyorientere venstrefløjens Europa-politik frem mod næste valg.

Med Søren i parlamentet, vil bl.a. Enhedslisten fortsat deponere sin Europa-politik i en alliance med stalinister, Retsforbundet og Dansk Samling – hvor det eneste samlingspunkt er et tåbeligt, reaktionært krav om udmeldelse, selv om det paradoksalt nok er gemt af vejen på førnævnte lille underlige mærke nederst i højre hjørne. Man vil ikke engang stå ved det.

Godt 168.000 stemmer ville det anderledes end mig, herunder mange kloge venner og kammerater, og har dermed ufrivilligt været med til at forsinke venstrefløjens helhjertede indtog på den europæiske kampplads. Men jeg er samtidig sikker på at flertallet havde stemt anderledes, hvis de havde haft et fornuftigt alternativ.

Med valgresultatet er det blevet vanskeligere at skabe dette alternativ frem mod 2014. Men det ændrer ikke ved nødvendigheden. Kampen for arbejdstagerrettigheder, velfærd, økonomisk omfordeling, klima og miljø udspiller sig den europæiske arena, så der skal vi selvfølgelig rejse os trodsigt i vrimlen og knuse hvert grænsernes led, under fanen der favner hele verden og i hvis folder fremtiden er gemt.

Nødvendigheden understreges af de borgerliges og nationalisternes sejr på bekostning af socialister og socialdemokrater. Og det endda i en krisetid hvor vore analyser tilsiger os, at venstrefløjen er på hjemmebane, og burde vinde stort set uden kamp. Eller sagt på en anden måde: de objektive betingelser for stærk vind i sejlene burde være særdeles gunstige. Det er fandeme alarmerende, kære venner.

Nationalisme handler om identiteter, og tendensen er klar: identitet er i høj kurs, mens politiske projekter har det svært. Men måske handler det i høj grad om kvaliteten af de politiske projekter på ”markedet” og markedsføringen af dem.

I så fald ligger ansvaret hos os selv. Skabelsen af en Folkebevægelse FOR et rødt Europa er en brik i det spil.

Indsæt selv et mere funky navn.

Annonce