Annonce

20. september 2011 - 12:00

Om venstrefløjens kostplan efter valget

Ulrik tager fat på venstrefløjens kostplan efter valget. Jeg er helt enig med Ulrik i at diæten nødvendigvis kommer til at se anderledes ud, men jeg er noget usikker på det med kamelslugning: kameler er altså virkeligt store dyr, Ulrik. På størrelse med en hest eller en ko, bare med længere ben og pukler.

Jeg har ganske vist kun set kameler i Zoologisk Have, men til gengæld har jeg engang redet på en dromedar, og selv om den kun har én pukkel, så vil jeg anslå at den har cirka samme størrelse som sin to-puklede fætter. Og det er altså seriøst stort.

Det er bestemt ikke fordi jeg er kostforagter, og vi holder for overskuelighedens skyld lige vegetarer og veganere helt ude af ligningen, men jeg tror vi skal starte med mindre dyr. Såsom bæverrotter eller jordegern - hvis vi nu skal fastholde at diæten skal bestå af eksotiske dyr.

Noget andet er, at hvis man spiser så meget kød, så kommer man altså også til at bruge rigtigt meget tid på toilettet, og med alt det vi skal nå, så er jeg ikke sikker på at det er det bedste sted at prioritere at opholde sig uforholdsmæssigt meget – ikke mindst da vi jo også har et lille grimt barn vi skal kigge efter.

Og så er der det med at sluge.

Det er altså stik mod alle kostråd jeg nogensinde er stødt på, Ulrik. Jeg har altid lært at man skal tygge sin mad grundigt, vist nok af hensyn til både fordøjelse og mæthedsfølelse. Og det med at tygge sin mad grundigt imødekommer jo derfor også i høj grad ovenstående pointe om at vælge mindre dyr.

Hvis en kamel skal tygges grundigt igennem, mundfuld for mundfuld, så vil det jo tage en freaking evighed at fortære den. Også selvom den eventuelt har ligget i en lækker marinade. (Hvis vi holder fest, så er det selvfølgelig en helt anden snak, for der kan der jo være en ganske fornuftig økonomi i at servere marineret kamel).

For at opsummere: Diæten bør og må blive anderledes for den parlamentariske venstrefløj efter valget, men hvis vi skal bevare vores gode helbred også frem mod de næste par valg, så tror jeg det er en god idé at huske på hvad vi har lært gennem vores opvækst: madpyramiden (hvor kød som bekendt er noget af det der skal indtages mindst af (i parentes bemærket også for klimaets skyld)) og så at tygge hver mundfuld grundigt.

Hvis det er tommelfingerreglen, så går det såmænd nok at vi af og til hverken har tid eller overskud til at kæle for menuen, men tyr til pulversuppe, noget hurtigt fra grillen eller sluger et hurtigt jordegern på vej ud af døren.

Men lad os fastholde at det er undtagelser fra en ellers god og nærende diæt. Ikke mindst for babyens skyld, da gode kostvaner jo som bekendt grundlægges i barndommen.

Annonce