Om undertrykkelse i minoritets- og majoritetskulturerne

Når jeg ikke er så optaget af at fare ud imod denne eller hin imam,der prædiker gammeldags moral eller Søren Krarup og hans lige er det fordi de ikke udgør det parlamentariske grundlag for den regering der har ødelagt så meget i vores samfund de sidste 10 år. Det gør Krarup og hans fætter som bekendt.

At der er "religiøse" og traditionelle forestillinger blandt mennesker, der er indvandret fra Tyrkiet og Mellemøsten, som er meget i strid med de individuelle frihedsrettigheder vi har opnået gennem politisk kamp mod højrefløjen, er klart.
Samtidig er det tydeligt, at der foregår en forbløffende hurtig ændring i de samme miliøer.
Den grundlæggende forudsætning for ændring, er anerkendelse af disse mennesker og deres baggrund, kombineret med åbenhed for dem på arbejdsmarkedet og stop for den udbredte diskrimination og fordomsfuldhed.

Det er min erfaring at det er de svageste familier, der holder mest krampagtigt på traditioner der f.x. ikke længere er levende i Tyrkiet. Dermed er der en indikation af, hvad der på længere sigt vil have den mest positive effekt.

Jo mere hetz og pres der lægges på folk des mere lukker de sig om sig selv - og omvendt.

Man siger, at den jødiske skole i Kbh ikke længere ville have haft et elevgrundlag, dersom der ikke var kommet en ny stor gruppe jøder til landet efter de zaristiske progromer i 1905.

Sådan er det. Vi er den kultur vi er rundet af, og ting tager tid.

Konkret må man som veninde, nabo, lærer osv selvfølgelig vise i ord og gerning hvilke frihedsrettigheder man går ind for - og i praksis vil sige, at træde til hvis en ung mand eller kvinde kommer i klemme hos restriktive forældre,uanset om disse forældre er kristne eller hvad de er.

Dette være sagt som et svar til Jacob Lindblom http://www.modkraft.dk/spip.php?art.... Jacob gør den ovennævnte debat til det centrale emne for sit indlæg om 8marts. Jeg har bemærket at de skiftende mer eller mindre ligestillingsministre under den reaktionære regering også altid fremhæver de samme forhold.

Skal man som politisk parti/venstreorienteret så slet ikke gøre noget—udover at være en godt medmenneske?
En ting er sikkert - man skal ikke gøre dette spørgsmål til hovedemnet for 8marts. For det er ikke hovedemnet. Det er uligeløn, skævt arbejdsmarked osv.
Hvordan man ændrer og påvirker folks vaner og forestillinger er straks meget sværere. Og der er forskel på at en del af en majoritets kultur angriber sin egen gruppes nedgroede vaner og fordomme og at den samme gruppe gør dette mod de samme grundlæggende problemstillinger hos en minoritet. For det er så dejligt let at fremstå hellig, når man kan pege fingre ad andre—som højrefløjen hele tiden gør, specielt DF gør - somom de nogensinde havde gjort noget imod kønsstereotypier.

I min forrige blog søgte jeg at få en debat om, hvorvidt man kan forene 8marts sammen med fagbevægelsen med paroler om antiracisme og om kamp mod kønsstereotypier og hetronormativitet.

Racisme, hetronormativitet og kønsstereotyper hærger såvel majoritets som minoritets kuluren.

Så det er en fælles kamp. Hvordan får vi samling om det? Kan vi gøre det sammen med fagbevægelsen eller må den indskrænke sig til det økonomisk-faglige eller hvordan gør vi det bedst?

Jeg ville gerne have denne debat "Is there anybody out there?"