Om at skide i golfhuller # Tillykke til nationalismen...

Nu er golf ikke noget, som jeg normalt beskæftiger mig med. Alligevel er der grund til at dvæle en smule ved denne sport i denne tid.

Der er nemlig grund til at sige stort ”tillykke” til en vældig politisk modstander. Nationalismen, eller rettere EU-nationalismen, har nemlig i sin egen selvforståelse vundet en stor propaganda sejr i den fremmeste put-i-hul-sport.

For dem som er lettere mystificeret og har brug for en forklaring, hvilket jeg godt forstår, så vandt Europa for et par uger siden en golfturnering, hvor de bedste europæiske køllesvingere vandt over de amerikanske ditto. Ryder Cup, som turneringen kaldes, afholdes hvert år, og i år var det altså europæernes tur til at vinde.

Nu er dette en begivenhed, som ikke normalt vækker opsigt herhjemme, men alligevel kan den bruges til at vise et lille hjørne af, hvor omfattende EU-nationalismen er i sin jagt på at ændre din og min bevidsthed. Hvordan ingen sag er for lille til at forsøge at pådutte os en EU-identitet.

Europas hold i Ryder Cup stiller nemlig op under EU-flag, der vajer overalt på banen. Spillernes vindjakker og golfbiler bærer EU-symboler, og i EU-systemet fejres sejren som en EU-begivenhed. Ja selv det formelle logo er præget af EU-flag.

Nu er sammenblandingen af sport og politik ikke nogen ny ting. Da forhenværende kommissionsformand Romano Prodi gik af i 2004, så udtalte han kort efter OL’s afholdelse i Grækenland, at han største ønske var, at EU en dag ville stille et fælles OL-hold med EU-flag på dragterne og fælles indmarch under EU-fanen.

I nationalstaterne kendes det sørme også, at man i krisetider politisk rykker sammen om landsholdene, eller at siddende regimer bruger sportsbegivenheder i propagandaøjemed.

Og ønsket om at skabe en fælles EU-identitet, som skal legitimere den statsopbygning og magtcentralisering, som indiskutabelt foregår i EU er også et gammelt ønske.

I halvfjerdserne vedtog man første gang målsætningen om en såkaldt europæisk identitet og siden er det gået stærkt – rigtigt stærkt.

Der er igangsat utallige programmer for at fremme en særlig europæisk kultur, en europæisk dimension og identitet i uddannelsessystemerne, borgerskabsprogrammer og mediestrategier – herunder støttepenge og uddannelses- og kursusvirksomhed for journalister og redaktører, særlige ungdomsprogrammer, støtte til Europabevægelser, tænketanke osv. osv.

I 1985 vedtog man at indføre unionens symboler med flaget i spidsen, nationaldag den 9. maj, egen hymne osv. Der er indført fælles EU-kørekort og pas. Og i 1992 vedtog man at skabe euroen. Og senest indførte man EU-nummerplader herhjemme.

Alt sammen som et led i det nationalismeforskere har kaldt banal nationalisme, hvor symboler og referencer til fælles identitet og kultur i det daglige skal minde os om, hvilken nation, som vi tilhører, og hvor vi skal lægge vores politiske loyalitet forstås. Nemlig i EU!

I starten af halvfemserne vedtog EU desuden en rapport, som hed De Clercq-rapporten, som skulle brande EU som et følelsesfællesskab, der skulle tale særligt til kvinder og unge, der jo i EU’s selvforståelse er til falds for den slags forstås.

Sproget i De Clercq-rapporten var præget af en svulstig eurocentrisme og EU-nationalisme med EU som et misundt midtpunkt for kultur, civilisation, intellektuelt liv og storhed i verden og os borgere som umælende får, for hvem det blot handler om at indse vor rette identitet som EU-borgere. Som det hedder i rapporten:

“We are Europeans, and are proud of it. What is happening is that we are realizing our identity. In asserting our position in the world, we assert the richness of our culture, which is diverse and deep, a rich mosaic rather than an artificial “-ism”. European Union has deep, diverse and powerful roots. We are many in one: In uno plures, and we want to keep and nurture our diverse cultures that together make us the envied focus of culture, civilization, intellectual life and savoir-vivre in the world.”

Et andet fokuspunkt i rapporten, som lever den dag i dag, var opfordringen til at bruge betegnelsen Europa om EU, og som kan ses i diverse politiske udmeldinger herhjemme, som fx i De Radikales kampagne mod forbeholdene under titlen ”Mere Europa”.

Ideen bag er simpel nok. Som indfødt europæer har man en bevidsthed om at være netop europæer. Og det er dette, som EU forsøger at udnytte til at danne en egentlig EU-identitet. Ligeledes er der en høj grad af uafvendelighed i ordet Europa.

Ligesom de færreste danskere er imod Danmark, bevares man kan være imod den siddende regering og sågar kongehuset, men sjældent selve det geografiske område, så forsøger EU at knytte an til Europa. Europa er et kontinent, og det er svært at være imod et kontinent, hvorimod man sagtens kan være imod EU som politisk union og dette vil EU gerne ud over gennem denne EU-nationalisme.

Som den daværende franske præsident Jacques Chirac sagde i direkte TV forud for afstemningen om EU-forfatningen i 2005. ”Man kan ikke sige, jeg er europæer, og jeg stemmer nej”.

Selvom det alligevel blev et nej i Frankrig, så har strategien virket. I en undersøgelse jeg lavede på studiet for år tilbage med fokus på sprogbrugen under EF-afstemningen i 1973, det første direkte EF-parlamentsvalg i 1979 og afstemningen om Amsterdam-traktaten i 1998 og EU-parlamentsvalget i 2004, så viste resultatet entydigt en massiv stigning i brugen af Europa-national retorik.

Som bekendt handler nationalisme om at skabe et fællesskab på tværs af klasser, hvor disse udviskes i folks bevidsthed. Det handler om at skabe loyalitet og opbakning bag en (ny) statsdannelse, et siddende regime eller en ført politik.

I EU-sammenhæng handler det om at eliminere modstanden og skepsissen mod den gryende statsdannelse i EU, der allerede i dag bestemmer 80 procent af medlemslandenes lovgivning til glæde for lobbyister og erhvervsliv, som udsulter den tredje verden gennem unfair handelsaftaler, overfiskeri og dumpning af landbrugsvarer med eksportstøtte for blot at nævne nogle eksempler.

Den gryende statsmagt, som har militære ambitioner uden krav om FN-mandat og stormagtsambitioner med Lissabon-traktatens indførelse af præsident, udenrigsminister og fælles udenrigstjeneste og ambassader overalt i verden.

Og ikke mindst den gryende statsmagt, som i disse år fører det ene massive slag mod velfærden og den offentlige sektor med sparekrav overalt i EU begrundet i den udemokratiske og nyliberalistiske eurokonstruktion.

På den baggrund virker det nærmest vulgær-symbolsk, at det er i golf-sporten, at EU har opnået sit indtil videre største ”sportslige” gennembrud, når man påtænker denne sportsgrens ry som notorisk rigmandssport.

Og jeg er helt sikker på, at sejren er blevet fejret i EU-systemet.

Da jeg i 2002 arbejdede som praktikant for Folkebevægelsen mod EU i EU-parlamentet fejrede man også begivenheden med masser af mails fra diverse pressetjenester og officielle bulletiner om Ryder Cup, såvel som Melodi Grand Prix og Champions League. Sande EU-kulturbegivenheder forstås og så pyt med at østmafiaen har sat sig på MGP, eller at lande udenfor EU stiller op i CL.

Under sidste valgkamp offentliggjorde Enhedslisten en valgvideo med titlen VK-regeringen skider på dig, hvor nogle unge iklædt Robin Hood kostume som modsvar indtog en golfbane og gjorde ”gengæld” i et golfhul.

Slige uartigheder vil jeg naturligvis ikke opfordre til, men der er alligevel grund til et kritisk kig på, hvad EU gemmer i deres golfhuller. Og måske endda benytte lejligheden til at stille sig spørgsmålet om, hvorvidt vi som borgere skal finde os i, at denne propagandamaskine ifølge Tænketanken Open Europe årligt bruger mere end Coca Colas reklamebudget i forsøget på at pådutte os en EU-identitet, som i hvert fald mange af os helst vil være foruden.