Annonce
Om at heppe på taberne
Godt 48.000 har stemt, og stillingen er 72 % mod 28 % på netafstemningen på eb.dk. Her kan man kan tilkendegive, hvem man støtter i fejden mellem 3F og Krifa, der har det store forspring. Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange hackere og Liberal Alliance internet-spil, der måtte være skyld i dette resultat, men det er sgu lige før, jeg tror, den er god nok.
Alle veje udgår fra Vejle
Udgangen af konflikten på Vejlegården kommer til at være afgørende for fremtidens arbejdsmarked – ikke fordi sagen som sådan skiller sig ud fra de hundredevis af andre ordinære fagretslige konflikter, 3F kører lige nu, men på grund af den måde sagen er blevet udråbt til en frihedskamp for ”den lille mand”, der tilsyneladende gør det legitimt at forringe løn- og arbejdsvilkår drastisk.
Jeg kan ikke sige klart og tydeligt nok, hvor meget jeg håber, 3F tegner overenskomst, så vi kan sætte en prop i spiralhullet mod et lavtlønsarbejdsmarked, som vi kender det fra udlandet. Jeg støtter fuldt og helt LO-fagbevægelsen i deres kamp for stærke overenskomster, der sikrer ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
Men hvordan kom det så vidt, at 72 % tilsyneladende er for discount-forretningen Krifa på eb.dk?
Jeg genfandt billedet, da jeg for et par uger siden lavede en hurtig rundspørge sammen med nogle kammerater på gaden i Vejle for at undersøge, hvad deres holdning var til Vejlegården: ”3F og deres metoder er for gammeldags”, ”Vi lever i et frit land – så må man også frit vælge fagforening” og ”Hvad gør 3F for Vejle? Intet! Det gør Amin!” var nogle af de holdninger til konflikten, som gik igen.
Jeg har netop afsluttet mit bachelorprojekt på sociologi, som handlede om orienteringer i politik bredt forstået blandt forskellige grupper på arbejdsmarkedet, og også her var en vis skepsis mod fagbevægelsen. Lønmodtagerne var godt nok medlemmer af en LO-organisation, men for fleres vedkommende var det ikke med deres gode vilje. For dem var fagbevægelsen blevet for bureaukratisk, ude af trit med medlemmerne og ikke mindst for dyr. Havde deres kolleger tilladt dem at melde sig ud, havde de gjort det.
Svaret på mit spørgsmål ovenfor skal nok findes i disse begrundelser: Mange kan ikke længere se sig selv i fagbevægelsen, fordi de føler, den er outdated, bureaukratisk og dyr. Udfordringen er så, hvordan man imødekomme denne kritik, tilpasse sig og stadig levere de hamrende nødvendige funktioner, fagbevægelsen leverer. Hvordan kan man opretholde sin status som en stærk interessevaretager, hvis dem man repræsenterer siver ud af organisationen?
Frie fagforeningsvalg
Meget af virakken om Vejlegården, 3F og Krifa kan for mig at se koges ned til, at det er blevet helt legitimt at tale om ”frit fagforeningsvalg” som noget positivt, fordi folk ikke længere forbinder den etablerede fagbevægelse med kampen for deres konkrete arbejdsvilkår. Plusord som ”frihed” påklistres definitorisk negative fænomener som forringede løn- og arbejdsvilkår, fordi bevidstheden om, hvilken rolle fagbevægelsen spiller for samfundet og for den enkelte simpelthen står for svagt.
”Frit fagforeningsvalg” rimer også på Fogh-dogmet om ”frit valg”, der svækkede de offentlige velfærdstilbud. På denne måde minder forringelserne på arbejdsmarkedet meget om dem, vi har set inden for det offentlige, hvor forringelser og opprioritering af private løsninger på bekostning af det offentlige pakkedes ind som ”frie valg”.
En anden interessant betragtning i denne sag er, at jeg snakkede med et par på gaden i Vejle, som begge stemte på Enhedslisten, men som var stærke støtter af Krifa. De var lidt forbløffede over, hvordan Enhedslisten var gået ind i sagen. Det samme kan man se inde på SFU’s facebook-side, hvor argumenterne for ”frit fagforeningsvalg” genfindes blandt folk, som antageligt er sympatisører og måske medlemmer af SFU.
Det efterlader mig i virkeligheden med det store spørgsmål: Hvilken rolle skal LO-fagbevægelsen spille fremover? Dels på arbejdsmarkedet, og dels i offentligheden og i politik.
Svaret på de to kan ikke adskilles meningsfuldt. Vi må på venstrefløjen insistere på, at politik er en kamp om magt som nulsumsspil. Når vi så entydigt tager 3F’s parti, er det, fordi vi ønsker en stærk folkelig modvægt til arbejdsgiver- og kapitalinteresser på arbejdsmarkedet.
Venstrefløjen og fagbevægelsen 2012
Det er også, fordi vi ønsker en decentralisering af magten i samfundet, så den enkelte lønmodtager får magt også gennem sit fagforeningsmedlemskab og ikke bare gennem sin stemme til folketingsvalg. En decentralisering som dog ikke kommer af sig selv, og som beror på en stærk enhedsfagbevægelse. Det må hverken medlemmer, sympatisører eller vælgere være i tvivl om.
Så det er altså ikke bare LO-fagbevægelsen, der taber. Det gør også alle vi, der mener, at politik er kamp om magt og interesser, der brydes mere systematisk, end at man kan shoppe lidt frem og tilbage og meningsfuldt være medlem af Krifa og stemme på et venstrefløjsparti.
Det handler også om, at vi som venstrefløj fejler i at formulere et samlet budskab og et samlet projekt, når man kan stemme på os og samtidig være medlem af Krifa. Og mon ikke der er et par stykker af de 72 % inde på eb.dk, som også stemte rødt sidste gang?
Jeg tror, et af svarene på denne fælles udfordring for fagbevægelsen og venstrefløjen er at politisere flere dele af samfundslivet. Gør det klart, at det betyder noget, om man står i rigtig eller gul fagforening ved at give fagforeningerne mere magt. Alt for meget magt ligger skjult i administrative processer, vi som venstrefløj mangler sproget og styrken til at sige fra over for.
Den anden del af dette handler også om, at fagbevægelsen skal være bedre til at forstå sine medlemmer som netop medlemmer, hvis interesser den varetager og ikke bare kunder i en butik. LO-maskinen bør overveje, om den kan slankes, så det kan blive billigere at være medlem samtidig med, at fagbevægelsen skal være mere til stede i folks bevidsthed som interessevaretager. Det tror jeg især kommer af tilstedeværelse på arbejdspladser – men også i offentligheden med klare, tidssvarende budskaber.
Det sidste er også en udfordring for os i venstrefløjens partier. Vi må ikke lade de borgerlige debattører og partier tage patent på noget så basalt som ”frihed”. Det er helt centralt, at vi er til stede i den debat og kommer med vores modsvar. Det har jeg skrevet lidt om på www.damefrokosten.com, hvor konceptet er, at man skal fatte sig noget kortere end her ;-)
Dette års agurkestrid mellem Vejlegården og 3F bliver næppe den sidste strid af den type, så vi skal være klar på at tage debatten – også med andre argumenter end, at ”det er en normal konflikt, som løses inden for det fagretslige system”. Selvom det er rigtigt, er det lidt mere sexet at tale om frihed.
Mit overordnede bud på disse udfordringer er, at mere skal gøres til moralske spørgsmål i stedet for tekniske. Ved at udvikle et nyt politikbegreb og lykkes med at gennemtvinge en bredere forståelse af politik både som proces og som praksis, tror jeg, vi kan lykkes med at revitalisere fagbevægelsen såvel som venstrefløjen. Mere herom i mit næste blogindlæg.
- Christian Østergaard's blog
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Annonce
Annonce
Top debatter
Christian Østergaard
Jeg er 23 år gammel, medlem af SFU's landsledelse og folketingskandidat for SF. Til daglig studerer jeg sociologi og bor på Nørrebro.
Politik er en kamp om fordeling af magten i samfundet. Som demokratisk socialist er min grundlæggende vision at brede magten ud til flere, og det må være udgangspunktet for alt vores arbejde.
Den primære udfordring for venstrefløjen i dag er at formulere en relevans af vores samfundsforandrende projekt for folk, som de er flest. Det betyder, at vi skal være knivskarpe på at konkretisere vores visioner og være pragmatiske i vores tilgang til politik.
Annonce
Kommentarer
Klummens konklusion baserer sig desværre på en rigtigt dårlig forståelse af den nyere historie. Nærmere betegnet tiden efter 2. Verdenskrig og op til i dag. For når man kigger på den danske arbejderkamp i denne periode bliver man nødt til at spørge sig selv, hvad fagbevægelsen har opnået ved egen drift og hvad de har opnået på baggrund af direkte og indirekte politisk indblanding. Som jeg ser og forstår de sidste 60-70 års danske historie har arbejderbevægelsen på ingen måde stået på egne ben. Staten har f.eks. investeret milliarder og atter milliarder i statslånsordninger, fradragsmuligheder, nybyggeri osv., på baggrund af hvilke håndværkerne har kunnet forhandle konstant og markant forbedrede overenskomster hjem uanset om man har forhandlet under høj- eller lavkonjunktur.
Med andre ord har vi ikke nogen grund til at antage fagbevægelsen har nogle nævneværdige evner eller muligheder for at regulere "kapitalen", uden massiv politisk opbakning. Arbejderkampen er således et udpræget politisk projekt, som umiddelbart har størst mulighed for succes, når det udføres af politikkerne. Derudover er det mildest talt problematisk, at fagbevægelsen støtter venstrefløjen økonomisk, da der her opstår en klar interessekonflikt. 3F og andre fagforbund lever dybest set af at levere bestemte ydelser, som f.eks. ret til mindsteløn og overarbejdsbetaling - hvilket alt andet lige besværliggør indførelsen af disse i landets love, så de gælder alle og gælder lige (i.e. så de lever op til det socialistiske ideal).
Skal man sætte det på spidsen, kan man ikke lade være med at spørge sig selv hvem alt det her gavner? Når Ole Sohn f.eks. stiller lovforslag om yderligere udvanding af lukketidsbestemmelserne, gavner det så de lavtlønnede og/eller "arbejderne". Nej, naturligvis gør det ikke det. Det gavner udelukkende fagbevægelsen og deres højtlønnede ledere (det gavner naturligvis også arbejdsgiverne), for her får de bare endnu et argument, til at sælge et dyrt medlemsskab til de lavest lønnede arbejdere. Det gavner med andre ord kun de økonomiske interesser i en fagbevægelse, der er optaget af at kæmpe internt om de dejlige medlemskroner, alt imens de dårligst stillede arbejderes rettigheder befinder sig i frit fald mod den totale udvanding.
Kort sagt synes jeg ikke debatten om Vejlegården er interessant, før SF har besvaret to spørgsmål:
A: Hvordan gavner Ole Sohns lovforslag om yderligere liberalisering af lukketidsbestemmelserne kampen om bedre forhold for arbejderne?
B: Er det fordi SF, qua fagbevægelsens økonomiske støtte, er bange for at bide den hånd der fodrer dem, at de ikke har stillet forslag om en lovbestemt mindsteløn?
Jeg syns der er noget rigtigt i at fagbevægelsen er polistisk set kun noget der forsvare status quvo og hånd i hånd med et socialdemokrati og SF. Det betyder realt at man faktisk acceptere forringelser i dag . Mange på den yderste venstrefløj har allrede opfattet fagbevæglsen i 1960'erne som en udvidelse af socialstatslige institutioner, og i praksis er fagbevægelsen også nu. Det betyder at som bevægelse eksistere der ingen fagbevægelse, fordi alle muligheder til at bevæge sig er i bund og grund reguleret igennem overenskomstmæssige regler, love eller partipolitiske regler skrevet og uskrevne regler.
Det har syndikalisterne kritiseret LO's forløber allerede dengang i 1920'erne og det er sådan den dag i dag. Det er faktisk det deprimerende at du ikke tager banale historiske fakter som sociolog med i din overvejelser, fordi det triste ved den udviklinger er at den har værret undervejs stille og rolligt siden 2' verdenskrig.
Ud over det mangler du en forståelse af hvad velfærdstaten er for en størrelse. Rent socialogiske set er det faktisk lidt pinligt at du ike forholder dig til hvordan solidaritets-begræbet udvikler sig netop med og pågrund af noget som afgørende som en socialstat. Hvad betyder socialstatens forsikkrings-tekniske eller social-tekniske syn på mennesker og på det "moralske" defition af solidaritets" begræb. Hvad gør dette syn netop ved social konflikter og emner hvordan påvirke det også vent. en opposition?
Du hentyder at man skal have en mere moralsk forståelse af hvad der forgår på arbejdsmarkedet, men min kritik vil være hvordan kan man være moralsk hvis man ikke vid hvorfor man er det? Du overvejer nogle vigtig ting og umidbart har deu den rigtig tilgang ved at snakke og sprøge dem der handler om - du kommer ud af den sektereriske del af venstrefløjens debater. Det er meget godt, men syns jeg det er underligt at forholde sig til en moralsk til noget når den social og økonomiske deimension bare betyder passiv mellemskab, når fagbevægelsen svigter realt som social og økonomisk fællesskab.
Hvilken typpe soldiartet propagandere man realt i "fagbevægelsen" og den lille del af venstrefløjen som tror på en genopliving af en såddan bevægelse er nyttigt. Dem som går ind for at overenskomstsystemet og en velfærdstat, må indrømme også at arbejderne realt er bundet op på politiske og overenskomstmæssige som gøre at fagbevægelsen realt ikke er en kamporganisation, men kun rene servicevirksomhedder. En genopliving af en sådan bevægelse kræver at man dropper velfærsstaten som den er i dag og tænker på andre socialsitiske alternativer som gildesocialsm, rådssocialisme, sydikalisme, anarkisme, kommunisme, ... osv.
Hvem i fagbevægelsen eller i politik vil realt noget andet end det system der er nu og som også faktisk formår at gøre en forskel? Ø SF? Ingen af dem vise mod et projjekt der minder om noget alternativ.
En real forandring kræver også viden og forståelse had man har at gøre med, men der mangler det 100%, og bla fordi man ikke ønsker og vil tæne andre planer at en arbejderbevægelse som er kyttet ind et net af afhængihedsskabende faktorer som betyder at en real bevægelse lige nu ikke er muligt.
Jeg har den opfattelse at fagbevægelsen og socialstaten har betydet en real afpolitisering alle sociale konflikter og emner. Det betydet at det viden og kompetancer som engang var i en arbejderbevægelse i kraft at der var organiserede og aktive mellem er blevet til den del af en statslig valting som en del af overenskomst, udannelses eller social- og sundhedssystemet. Det betyder at diskuionen om som gøre at den enkelte eller grupper realt alt forholder sig til en hierarki og forvalting disse har meget lidt idfydelse på og hvis mål og metoder er forudsbedstemt, og at disse må føler sig afmægtigt, bliver upolitisk eller kun forholde sig rent profesionen i forhold til dette uden utopi elle en fundamental kritik af noget.
Sociologer har faktisk en vigtig rolle netop i dette ved at disse skaber og har skabt analyse redskaberne til denne byrokrati og forvaltningssystem som har skabt socialstaten.
man skal forholde sig til at mange af de opgaver socialstaten have var jo bla. også opgaven af netop af en arbejderbevægelse og dens tidskrifter, grupper og forfatter og det var alt fra børnepassning, uddanelse, ældrepleje, boliger, ..osv. det var ikke godt og med få recurser, men det betydet at folk vise hvorfor og hvordan penge blev brugt og at socialdarite og økonomiske kamporgansiatioenr var nødvenidgt.
Sidste i realt usynligt i dag og betyder at folk realt ikke har lyst til at støtte fagbevægelsen, fordi dsse ikke vid og kan forså hvad fagbevægelsen har at gøre med deres liv og sikkerhed ellers - og ja det er meget rigtig i. En socialstat uden fagbevægelsen er realt lang hen af vejen en faktum i dag, fordi den er maganiseret og isoleret sig på arbejdsmarekdet som enkelt sage. Lønmodtagernens opfattelse svarer til en virkelighed somde lever i og ikke den moral som nogle få på venstrefløjen misforstået dyrker.
Hvad med at selvkritik og måske lit læsning af Deleuze eller Donzelot og deres forfatter skab om hvordan "det sociale som begræb er blevet opfundet" eller en banal kapitalisme kritik som faktisk forhodler stil til at "det social" er ikke noget som blot falder ned fra himmlen.
Det er ikke for sjov at man i 1960'erne krævede arbejderautonomi ligsom tilbage i 1930'erne - sålænge socialstaten: politikerne, forvalting og en elite i faglige organsiationer har al økonomisk og social magt til at definere hvad der er " det social" og "solidaritet" realt vil der adrig være en bevegelse af lønmodtager af nogen som helts betyding for nogen.
En meget kort men nyttigt krtik af tekster socialstaten: The Welfare State:
Nothing but the management of capitalistic poverty
http://www.ruthlesscriticism.com/welfare_state.htm
Min yndlings kritik og måske den bedste kritik derfindes af socialstaten (men på tysk): Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus von Jürgen Mümken http://www.postanarchismus.net/
Christian
Udmærket indlæg og mange interessante betragtninger. Men jeg er ikke helt klar over hvordan det sidste afsnit skal fortolkes:
Jeg kan selvfølgelig bare vente på dit næste blogindlæg, men der er nogle ting der råber på kommentarer og debat. Min personlige holdning/erfaring er at venstrefløj, fagbevægelse og arbejdere (arbejderklasse om du vil) mere eller mindre vendte hinanden ryggen i 70'erne og 80'erne og gik hver sin vej. Som en sol med tre solstråler.
Mit første besøg som snottet ungknægt på modkraft - i den gamle "model" og udformning - for en halv snes år siden var meget sigende. Det dengang eksisterede debatforum var opdelt i overskrifter med bl.a. "Pressemeddelelser", "Fagligt", og så videre. Og meget symptomatisk var der ved mit første besøg ca. 10.000 indlæg under pressemeddelelser (fra partier og bevægelser af enhver art - syndikalister, autonome, stalinister, maoister, EL'er, queers, dyreaktivister,.. u name it..), og lidt under 100 indlæg under "fagligt". Den samlede progressive urkraft herhjemme var altså mere - ca 100 gange mere - optaget af proklamationer og presseinfo, end af at diskutere faglige forhold. Og det er ikke for at pege fingre - jeg er helt bekendt med at det rammer mig selv lige så meget.
Og når man så begynder sit liv i industrien føler mig sig altså frygteligt alene viftende med den røde fane og El medlemskabet i baglommen. Faktisk så alene at bare det at møde en gammeldags socialdemokrat efterhånden er en oase i ørkenen. Jeg har selv valgt mit arbejde og jeg ved godt at det kan lyde som klynkeri, men jeg sidder alligevel med en anelse skepsis overfor ideer om at "gennemtvinge" denne bredere forståelse. Bare det overhovedet at få "ørenlyd og taletid" er i sig selv en barriere - ihvertfald sådan som jeg oplever livet herude.
Første skridt er bare at få en fod indenfor. At få gjort venstrefløj OG fagbevægelse relevant og interessant for den forkætrede industriarbejder. Og det tror jeg bliver en meget større udfordring end bagefter at "gennemtvinge en forståelse"...
Hej Christian
Jeg synes det er godt du starter ud med reflektere over om afstemningen er god nok. Det tror jeg også den er.
Dit udgangspunkt er, at en bedre overenskomst åbenlyst bedre for den enkelte. Du mener nogen vælger Krifa til i stedet for 3F og undrer dig hvorfor. For den enkelte er Krifa eller 3F overenskomsten ligegyldig.
Man kunne anlægge et andet perspektiv, der tager udgangspunkt i at konflikten først og fremmest handler om at varetage Poul Eriks job og Poul Eriks ansattes stillinger. Hverken Amin eller de ansatte har nødvendigvis foretaget et tilvalg i forhold til Krifa, men i stedet et aktivt fravalg af 3F.
Du anfægter det er en frihedskamp. Selv synes jeg ordet er lidt for stort, men i substansen, så kæmper 3F for, at Vejlegården kun kan indgå overenskomst med dem, selvom de ingen medlemmer har på arbejdspladsen.
De ansatte vil til enhver tid efter konflikten kunne melde sig ind i 3F, men lige nu kan de 'kun' vælge mellem alle andre fagforeninger, da de ellers bliver påkrævet at strejke til dagpengesats og stå uden for deres arbejdsplads i en gul vest. Amin kunne have opsagt overenskomsten uden at tegne en ny, men han valgte Krifa der trods alt er bedre for alle ansatte end ingen overenskomst.
Du håber at Vejlegården i sidste ende tegner overenskomst med 3F, men Amin har allrede sagt han hellere vil gå konkurs, så jeg tror det er den mindst sandsynlige slutning. I en konkurs vil de 72% eb-stemmer kun få endnu mere foragt for 3F og blive bekræftet i de havde ret.
Slaget er allerede tabt.
Men det er nødvendigt at fortsætte kampen for alle i fagforeningsbranchen.
Tak for jeres kommentarer.
Jeg er meget uenig i Jesper G's mistro til fagbevægelsen. Jeg tror ikke, dens primære politiske drivkraft er selvopretholdelse. Jeg er overbevist om, at den vil sine medlemmer det godt - så er diskussionen så, om det nødvendigvis imødekommes af den måde, den fungerer på i dag.
Men jeg køber ikke den der med, at fagforeningen kun er til for sig selv. Og her har jeg måske en anden opfattelse af Danmarkshistorien end Ex-butiksansat, men jeg mener, at fagbevægelsen har været en afgørende, skabende kraft i opbyggelsen af den velfærdsstat, vi har.
Den kan der være nok så mange problemer ved, som også er interessante for en sociolog. Det er dog ikke emnet for min blog i denne omgang - men klientgørelseskritikken overfor velfærdsstaten er bestemt også relevant at holde sig for øje som fagbevægelse, så man ikke får passive klienter, men bevidste medlemmer.
I forhold til de forskellige kritikker af fagbevægelsen såvel som mine tanker her i bloggen, vil jeg så gerne høre jer, som foreslår radikalt anderledes samfundsindretninger, som I mener vil være bedre til at realisere det gode liv for flere (eller hvad?) hvordan vi skal komme derhen? For jeg synes, det er lidt let bare at affeje velfærdsstaten og fagbevægelsen med henvisning til, at systemet er fucked og bør erstattes med noget andet.
Nå, det blev lidt halvlange kommentarer på jeres kommentarer - jeg synes, det er nogle gode indspark i en spændende debat. Og så vil jeg prøve at komme omkring de gode overvejelser fra Thomas A i min næste blog.
@ Christian
Fagbevægelsens primære politiske drivkraft kan vel godt være selvopretholdelse, mens de samtidigt vil deres medlemmer det bedste. Det ene udelukker på ingen måde det andet, snarere tværtimod.
Min kritik af fagbevægelsen, i en venstreorienteret optik, har jo ikke noget som helst at gøre med modvilje mod f.eks. 3Fs kamp for at kunne tilbyde et attraktivt produkt til deres eksisterende og potentielle kunder. Kritikken handler om, at fagbevægelsen, i dens nuværende form, og tanken om universelle rettigheder er to modstridende størrelser. Skåret helt ud i pap vil fagbevægelsen, i det øjeblik den sikrer universelle rettigheder, gøre sig selv unødvendig og det er helt åbenlyst også en væsentlig grund til vi ikke har disse rettigheder og de heller ikke umiddelbart er på horisonten.
I den forbindelse opstår min forundring. For er universelle rettigheder netop ikke en af de mest grundlæggende elementer for venstrefløjens politiske projekt? Og hvordan skal venstrefløjen kunne arbejde for disse universelle rettigheder, når den primært finansieres af en fagbevægelse, hvis eksistensgrundlag helt og holdent består i fraværet af universelle rettigheder, som f.eks. ret til overarbejdsbetaling osv., for arbejderne?
For perspektivering kan man kigge på arbejdtidsreglerne, som er et fremragende eksempel på fagbevægelsens praktiske inkompatibilitet med det venstreorienterede projekt. 37 timers arbejdsugen har status som en af fagbevægelsens helt store sejre. Men graver man lidt ned i tingene falmer hæderen betydeligt. Vi har ganske enkelt ikke en 37 timers arbejdsuge i Danmark. Det er en rettighed, der er forbeholdt fagforeningsmedlemmer under visse overenskomster. Arbejdere uden overenskomst er derimod overladt til "lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet", der foreskriver en maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer over et 4 måneders gennemsnit (1 uge = 7 dage). Den pågældende lov blev i øvrigt gennemført under hyl og skrig fra fagbevægelsen. Man mente den var en bombe under aftalesystemet - med andre ord følte fagbevægelsen, at indførelse af universelle rettigheder skadede deres "produkt".