Om frygt, fordomme og fremmedhad

Min første sorte mand.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg mødte en sort mand. Det var i toget på vej fra Møn til Odense, dengang turen tog mange timer og man sejlede over Storebælt. Jeg var 6 år og skulle starte i 1. klasse efter sommerferien. Det kan jeg huske, at jeg høfligt og genert fortalte den meget fremmedartede ældre herre, der sad overfor os i kupéen. Min mor har senere fortalt, at det var første og eneste gang, min bror og jeg sad stille hele turen. Vi var travlt optagede af at betragte det eksotiske væsen, der sad overfor os. Jeg kan huske, at jeg tænkte på, om han mon var farlig. Om han kunne finde på at gøre mig noget.

Som voksen har jeg ofte undret mig over, at jeg i mit indre har skabt en fortælling om, at denne mand, var den første sorte mand, jeg havde mødt. Det passer nemlig ikke. Gennem hele min barndom er der kommet afrikanere og afroamerikanere i mine forældres og bedsteforældres hjem. De har bare ikke været fremmede. Først da jeg ser en sort mand i en togkupé, et fremmed sted, på ukendt territorium overmandes jeg af frygten for det ukendte.

Min anden sorte mand.

Senere skulle jeg blive forelsket i og gift med min egen afrikanske mand. Vi var begge fulde af fordomme og de første mange år gik med at nedbryde kulturelle barrierer og skabe en fælles forståelse for vore forskelligheder, vores indbyrdes forhold og omverdenens forholden sig til os. Men vi har aldrig oplevet hinanden som fremmede. Vi har altid kunne spejle os i hinandens øjne og genfinde os selv dér.

Da min svigermor første gang skulle møde sin hvide, danske svigerdatter bad hun mig på forhånd om jeg ikke godt kunne tage et tørklæde på. Hun ville ikke have, at jeg skulle bære tørklæde til hverdag, men jeg kunne jo bare tage det på ude i opgangen inden jeg ringede på hendes dør. Først ved fjerde besøg kom jeg uden tørklæde og jeg tror ikke engang at hun opdagede det. Hun havde vænnet sig til sin fremmedartede svigerdatter og jeg var ikke længere en fremmed for hende.

Fra frygt til forsvar.

Frygt er en fantastisk forsvarsmekanisme. Den skåner os for det skadelige og holder os fra det farlige. Frygten er ofte begrundet i rationelle argumenter om det frygtedes farlighed. Nogle edderkopper er giftige, derfor frygter mange af os edderkopper. Men frygt kan også være dybt irrationel. Mange mennesker, der lider af fobier, frygter dét, som vi andre er trygge ved. Mennesker med agorafobi frygter åbne pladser. Mennesker med klaustrofobi frygter lukkede rum. Nogle mennesker udvikler decideret angst og socialfobi. Nogle er bange for andre mennesker, mens nogle kun er bange for de mennesker, de endnu ikke har mødt.

Vi frygter ikke nødvendigvis dét, der er fremmedartet og anderledes end os selv, men vi frygter dét, vi ikke kender. Den irrationelle frygt for det ukendte er en forsvarsmekanisme, der skåner os for ubehagelige overraskelser og holder os fra det potentielt farlige. Vi forsøger ikke at gøre det ukendte kendt – det er for farligt! Tværtimod forsøger vi enten at lave det ukendte om til noget vi kender i forvejen, eller vi forsøger at bekæmpe det fremmede med alle tænkelige midler.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at nye danskere mødes med kravet om tilpasning og assimilation. Det er heller ikke så mærkeligt, at man i en globaliseret verden med åbne grænser igen taler om nationalstaten, danske værdier og begrænsning af indvandringen.

Jo tættere de fremmede kommer på os, jo længere vil vi holde dem fra kroppen!