Om depression

I 1930’erne havde samfundet en depression. Det var og er datidens og nutidens samfundsdiagnostikere enige om. Men kan samfundet overhovedet ha en depression? Og hvad er forholdet mellem samfundets depressioner og dets medlemmer? Mig for eksempel.

Den store depression i 30’erne bliver stadig diskuteret blandt økonomer. Men hvorfor snakker økonomer i psykologiske termer. For en økonom er depression noget med økonomisk recession. Depression er når folk ikke tror på økonomien og holder op med at forbruge. Hvis det er definitionen har jeg altid været depressiv. Jeg har altid været en fattigrøv, men har sjældent bekymret mig over det.

Kan det være samfundets skyld, at dets medlemmer lider af depressioner. Altså, at depressioner ikke kun kommer af ens forkrampede forhold til sine forældre, kærestesorger der bare ikke gider at går væk, manglende personlige fremtidsplaner, personlig ensomhed og den slags.

Det er ikke på mode, at anklage samfundet for ens personlige problemer: ”Så må du ta dig sammen”, er den generelle attitude. Men hvad hvis finanskrise, egoisme, samfundets organisering og arbejdsløshed har en finger med i spillet.

Kan man anklage samfundet for ens psykiske ustabilitet. Eller er det kujonagtigt. Og kan man overhovedet være psykisk ustabil. Er psykisk ustabilitet ikke bare mangel på produktivitet, manglende købekraft og apati over for samfundet.

Skulle man begynde, at gå til sociolog i stedet for psykolog. Sociologen kunne give en forklaringen på hvorfor man er ugidelig, ensom og indadvendt. Terapiforslaget kunne være, at erkende samfundets manglende evne til, at reproducere sig selv på en bæredygtig måde. Det er samfundet, der gør dig psykisk syg. Dig selv fejler intet.

Psyken findes ikke!

Som den poststrukturalist jeg efterhånden er blevet, kunne man med Foucault ved sin side, anskue terapi og psykologien som en management strategi og subjektiveringsstrategi. Anti-psykiatrien er meget muligt ikke særlig frugtbar, men man bør alligevel have den med i bagagen.

Terapien handler om at få folk til, at ”finde de nødvendige ressourcer” og at korrigere sine praksisformer og tankeformer til omgivelserne. Det er en strategi for, at få samfundets medlemmer til, at være produktive og aktivt deltagende. Og det har man vel også selv interesse i.

Grundlæggende kan man opfatte psykologen som en samfundets HR-medarbejder, på linie med styrkecenteret og slankekampagner. Det er en stor omgang biopolitik! Hvem vil ikke gerne være produktiv, aktiv, slank og sund.

Under industrialiseringen fik man dårlig ryg, i dag får man depression. Under industrialiseringen fandtes sikkert en blomstrende fysioterapi, i dag har psykologerne og terapeuterne kronede dage.

Videre læsning:

http://da.wikipedia.org/wiki/Depression

http://da.wikipedia.org/wiki/Depressionen

http://en.wikipedia.org/wiki/Anti_psychiatry