(Matias' forord: Jeg blev forhindret i at deltage i Århus for Mangfoldighed af en maveinfluenza af dimensioner, og eftersom jeg ikke var med, synes det svært at italesætte mange af de mavesure indlæg, der har været om arrangementets afvikling, usaglige og smålige som de end måtte synes.
Jeg har derfor fået min kusine Frk. Skrald – en frisk størrelse, der var med på dagen og har gjort sig mange af de tanker, jeg selv har følt i den forbindelse – til at skrive et indlæg i debatten. Jeg håber, I synes om det, og at det vækker genklang hos jer, som det har gjort hos mig.)
Om at bevare bredden
Dette indlæg er ikke et forsøg på at vælge side i en debat, som indtil videre mestendels har været fokuseret på at give nogen skylden for at det gik galt, selv om det egentlig gik ret godt. Det er mere et forsøg på selvkritik, og på at finde ud af, hvorledes drejebogen for dagen kunne have været bedre og mere solid ved en pragmatisk tilgang, der var fokuseret på at bevare det brede samarbejde.
De røde tråde i dette indlæg er, at den store demonstration var en kæmpe sejr og noget nær perfekt (sikke en tilslutning!), at det er vigtigt med det opbyggelige og fejringen af mangfoldigheden, men at det også er vigtigt at konfrontere gade-fascismen, der voldeligt bekæmper denne mangfoldighed. Endvidere at en konfrontation absolut ikke behøver at være voldsom af karakter, og at den måde, det så endte med at udspille sig på, bestemt også har negative konsekvenser, og sidst – men ikke mindst – at det opbyggelige og det konfronterende sagtens kunne have fungeret samtidig i stedet for at være hinandens modsætninger!
Den store demonstration for mangfoldighed var en kæmpe sejr og utrolig vigtig for den generelle kamp imod racisme og islamofobi i det danske samfund. Den var også skelsættende for den fremtidige kamp mod racismens og islamofobiens voldelige fremtrædelsesform i Århus' gader. Denne mobilisering blev gjort mulig vha. brede formuleringer i indkaldelsen og en forsikring om, at det ville foregå fredeligt og på afstand af fascisterne. Det er klart, at det var nødvendigt og rigtigt, og der skal lyde en kæmpe applaus til alle arrangørerne. Demonstrationen blev fulgt op af en 'folkefest' på Bispetorv, hvilket er en fin idé, som dog sjældent vil være alt-inkluderende, når det kommer til at protestere imod udfoldelsen af en fascistisk bevægelse.
'Forsvarsligaerne' er nemlig et fascistisk fænomen. Dette indebærer blandt andet, at de vil knuse alt, som ikke hører ind under deres normalitetsbegreb med vold, og at ”succes” for denne bevægelse afhænger af deres evne til at dominere og terrorisere bybilledet. Det er vigtigt (og derfor også okay) at stå samlet og vise, at vi ikke bare er imod deres holdninger, men også at vi ikke er bange for dem og ikke finder os i deres forsøg på splittelse.
Imidlertid medførte den måde, som konfrontationen kom til udtryk på, nogle negative ting, som kunne være undgået. Til trods for, at der generelt er tale om en sejr, så har det konsekvenser at være den (i dette tilfælde) opsøgende part, når det ender i så fysiske konfrontationer, som det gjorde. Det er her vigtigt at forstå, at der faktisk ikke var nogen, som brød med aktionskodekset på noget tidspunkt: Al uro foregik fjernt fra demonstrationen og folkefesten. Det betyder dog ikke, at det var den bedste løsning, og at det ikke kunne være foregået smartere.
Det, som endte med at ske, kan have en negativ effekt på mobiliseringspotentialet, som er vigtigt i kampen fremover, og det kan også gøre det vanskeligere for de deltagende, når de skal hjem i klasseværelset og på arbejdspladsen (eller hvor de nu skal hen) og fortælle, hvorfor venstrefløjen havde retten på sin side og gjorde det rigtige.
Hvad værre er, så gav det et billede af selve det at konfrontere gade-fascister som noget farligt og vildt. Det behøver det ikke at være! Det betyder ikke, at man skal tage afstand fra dem, der handlede (og slet ikke, at man skal kalde dem for småborgere!), men at man kan søge efter bedre alternativer, som også inkluderer de militante og det at konfrontere gade-fascisterne med deres forsøg på splittelse og frygtindgydelse. 'De' (dem, der agerede militant) var nemlig ikke bare nogen helt tilfældige folk, som var kommet efter gang i gaden, men nogen, som i ramme alvor var kommet for at reagere på undertrykkelse. Kodekset blev ikke brudt, men det var altså heller ikke alt-inkluderende.
Mølleparken
Folk fra min gruppe havde nogle dage forinden valgt at gå med ned til Mølleparken. Dette var vi ikke kommet frem til, fordi vi på nogen måde mente, at et gruppeslagsmål var den mest fornuftige løsning (og da slet ikke løben frem og tilbage med politiet), men derimod fordi vi erkendte, at der ville være mange, som ville tage derned uanset, og fordi vi ville påvirke det i en positiv retning.
Billedet af en masse unge autonome og nydanskere, som bare var kommet efter gang i gaden og slagsmål med politiet for enhver pris, er ikke sandt, selv om det det kan virke sådan, hvis man tror på alt, hvad medierne fortæller.
Stemningen var nærmere den, at man ikke ønskede at besvare en gruppe menneskers forsøg på at kickstarte en paneuropæisk bevægelse, der (efter engelsk forbillede) skulle gå igennem indvandrerkvarterer og banke deres familier og ydmyge dem, med et ”Okay, så går jeg lige herover og holder en fest”. Det er ikke for at tale nedsættende om hverken folkefest eller festdeltagere, men for at forklare, at det var selve det at konfrontere fascisterne, som var den altoverskyggende dynamik.
I virkeligheden er det nok ikke så forfærdeligt unormalt, og overalt, hvor fascister holder demonstrationer, har folk da også behov for at konfrontere dem. Også denne gang gik det sådan, og det burde nok ikke komme som den store overraskelse for nogen. Desuden var de fleste indvandrer-rødder, der deltog, virkelig modtagelige over for gode råd, som fx at de ikke skulle smide med folks cykler eller baldre tilfældige ruder.
Det var enormt tydeligt, at der ikke eksisterede nogen generel modus operandi eller bare en plan. Der blev handlet på følelser, og folk befandt sig i et uvant rum, hvor reglerne for ageren blev skabt, imens man agerede. For eksempel var der en yngre gut, der i en følelsesladet ekstase løftede en cykel op og ville smide den i åen(!?). Hurtigt forklarede folk ham, at det ikke var en god idé, og spurgte ham om, hvad han dog tænkte på. Det virkede som om, han vågende op og indså, at det faktisk ikke gav nogen mening.
Det var altså tydeligt, at stemningen opererede i et rum, hvor folk handlede og fandt ud af, hvad der var okay at gøre, samtidigt med at de handlede. Det grundlæggende var, at man ville konfrontere fascismen, hvilket var et grundvilkår følelsesmæssigt, principielt og taktisk, men det var ikke på nogen måde givet, hvordan det skulle gøres. Faktisk var folk som sagt virkelig modtagelige over for gode råd, og mange ville gerne have hjælp.
Drejebogen
Den ene form behøver ikke udelukke den anden, men kan sagtens være komplimenterende. Jeg mener, at der efter demonstrationen burde have været to muligheder: en folkefest og en overdøv/konfrontér fascismen-ting. Det er et koncept, som man har set taget i brug med dundrende succes i Sverige og for nyligt i både Malmö og Stockholm. Helt konkret, så har der som svar på fascistiske gademobiliseringer været indkaldt til bredt funderede initiativer, der ikke-voldeligt konfronterede dem. Dette er forløbet helt fredeligt til trods for tilstedeværelsen af mange af de samme aktører som i Århus.
Konsekvenserne af en sådan strategi er naturligvis, at nogle vil mene, det er for provokerende, mens andre vil have vanskeligt ved at gå ind for et ikke-voldskodeks, men det er en mulighed for at bevare den bredde, som måske blev tabt lidt her i lørdags. Eventuelle helt ikke-konfrontative initiativer kan sagtens fungere parallelt med en sådan løsning. Det kunne gøres uden at kompromittere Århus for Mangfoldigheds helt igennem ikke-konfrontative grundlag, da ÅfM ikke havde behøvet (og sikkert ikke ville gå med til?) at arrangere det.
Kunne man bare have lagt demonstrationen lidt før og lavet en lidt tidligere afslutning på folkefesten, ville det være muligt for folk at sive ned til Mølleparken, imens SF'erne gik hjem og (formentlig forgæves) ventede på, at de kunne ringe til pressen for at tage afstand fra dette eller hint. Dette eller hint ville dog aldrig indtræffe, da en effektiv konfrontation sagtens kan være folkelig eller bred og samtidig vise fascisterne, at vi er mange flere, end de er, uden at det behøver eskalere.
Det nytter ikke en disse at kaste mudder efter hinanden eller sige, at 'så må de jo selv arrangere det'! Selvkritik er vejen frem, og en folkefest på afstand af en fascistisk bevægelse kommer aldrig til at være alt-inkluderende. Folk vil i al evighed kunne brokke sig gule og blå i hovedet over, at folk ikke overholdt kodekset, på trods af at de ikke var med i den demonstration som vi arrangerede.
Jeg har aldrig været i Mølleparken før, men det gik hurtigt op for mig at jeg løb rundt i et amfiteater. Selve opbygningen af pladsen vidner om dette med sin runde park som scene og det skrånende landskab rundt om sig, samt Mølleåen som orkestergrav og solen, som skinnede hele det panoramiske vidunder op. På scenen stod en flok elendige skuespillere i en dårlig parodi, og fra tilstødende vinduer og fra regnbuen på taget af Aros var øjnene rettet imod dem. Desværre manglede det buhende publikum (altså os), som skulle have stået der og brokket sig højlydt sammen.
Så tillykke til os! Vi gjorde det skide godt, men lad os gøre det endnu bedre næste gang ...