Nej til social massegrav - tale til dagpengeaktion i Glostrup d. 27. 11. 2012

Jeg vil i dag holde en slags nytårstale, selvom det ikke er nytår. Jeg vil nemlig prøve at kigge tilbage på, hvad der er sket i det politiske Danmark det sidste års tid.

Men først vil jeg lige præsentere mig selv, for dem af Jer, der ikke har mødt mig før. Jeg hedder Anna Rytter og har i mange år arbejdet professionelt og frivilligt med udsatte, hjemløse og flygtninge i Odense. Jeg har tidligere siddet i byrådet i Odense, hvor jeg også har arbejdet særligt meget med social- og arbejdsmarkedspolitik og jeg er nu Folketingskandidat for Enhedslisten. Samtidig er jeg også selv arbejdsløs, så jeg ved, hvad det vil sige at leve med røven i vandskorpen.

Måske har nogen af Jer set mig med mine papkasser foran Christiansborg, da Folketinget åbnede. Papkasserne er lavet af den odenseanske kunstner Hans Christian Arnklit og er udsmykket med billeder og citater af odenseanske hjemløse. Hjemløse mænd, der for ganske få år siden var helt almindelige borgere som du og jeg, med familier, jobs og fremtidsdrømme. Jeg håber, I vil tage jer et minut eller to til at kigge på dem bag efter.

Men nu til talen. Der er nemlig sket rigtig meget i løbet af det sidste år, der er værd at se tilbage på. Det politiske år startede med den store lykke, at vi fik en ny regering. Det var godt nok ikke helt den røde regering, vi havde håbet på. Men alligevel en kæmpe fremgang for Enhedslisten og venstrefløjen. Efter et årti med Pia Kjærsgård, Anders Fogh og Lars Løkke ved roret, kunne man ikke andet end at blive lykkelig af at se Helle, Villy og Margrethe overtage ministerkontorerne.

Der blev lavet en finanslov, der gjorde op med de diskriminerende og ulighedsskabende fattigdomsydelser. Der blev lavet rigtig grøn klima- og energipolitik. Der blev endda talt om at gøre op med den meningsløse aktivering, skabe grønne jobs og rulle skattelettelserne til de allerrigeste tilbage. Der kom lempelser på udlændingepolitikken og et håb om, at vi igen ville behandle asylansøgere med anstændighed og menneskelig respekt.

Mens blomsterne piblede frem i foråret, steg håbet om, at Margrethe Vestager måske alligevel godt kunne bruges til noget.

Men lykken varede kort. Store sorte skyer trak op, og snart blev det tydeligt for enhver, at vi slet ikke havde fået den solidariske regering, som vi havde håbet på. Tvært imod har vi fået en regering, der er villig til at trække tæppet væk under tusindvis af syge, handicappede og arbejdsløse. Vi har desværre fået en regering, der fortsætter den økonomiske politik, som skabte den store ulighed og fattigdom i 00'erne. Vi har fået en regering, der ligger sig fladt på ryggen som en skødehund, når de rigeste vil have skattelettelser og finanssektoren bankpakker. Vi har fået en regering, som smækker med døren, når de syge, arbejdsløse og handicappede rækker hånden frem for en hjælpende anerkendelse.

Regeringen har lavet en skattereform med de borgerlige, der endnu engang forgylder de rigeste og lader de fattigste betale. De er i gang med at lave en førtids- og flexjobreform, som er en direkte hån mod syge og handicappede. Mange mennesker kommer til at skulle leve for langt mindre end de gør i dag, og mange mennesker lades helt i stikken, da de fremover slet ikke vil være berettiget til hjælp.

Regeringen har vist med al tydelighed, at de ikke vil lave varige løsninger for de mange, der falder ud af dagpengesystemet og vi risikerer nu, at titusindvis af mennesker kastes ud i en social nedtur, hvis endemål meget vel kan være i en papkasse på gaden. Regeringen havde alle muligheder for at redde dagpengemodtagerne. Enhedslisten kom med gode, konstruktive forslag til, hvordan man kunne skabe jobs og uddannelse til de tusindvis, der mister deres forsørgelsesgrundlag til nytår. Men alt, hvad regeringen ville, var en sutteklud af en akutpakke, der nu ser ud til slet ikke at have nogen effekt.

Det har været et hårdt år for arbejdsløse, syge og handicappede. Vi har igennem året været hele følelsesregistret igennem. Først lykke, glæde, håb og optimisme. Senere skuffelse, ærgrelse, mistro og forvirring. Og nu sorg, vrede og håbløshed. Det letteste ville være at give op, falde til patten og lade stå til.

Men heldigvis er vi også fulde af hunger efter retfærdighed. Vi er stadig fulde af håb om forandring til det bedre. For hvem er det, der er skyld i den høje arbejdsløshed? Hvem er det, der kan klandres for at krisen er blevet så dyb og langvarig? Børsspekulanter, ejendomsmatadorer og grådige bankdirektører. Hvorfor skal vi betale for deres krise?

Den Danske Bank forsøger i disse dage at pleje deres image med store kampagner, der skal vise, hvor socialt ansvarlige de er. Ja, de kan ændre deres slogans og logoer, men det er jo stadig den samme investeringspolitik og forretningsmodel, som skabte krisen. Det er stadig de samme politikere, der sidder på Christiansborg, og fører nøjagtig samme politik, som skabte krisen.

Det er på tide, at vi kræver, at der sadles om. Det er på tide, at vi kræver et reelt systemskifte og en forandring, der kan mærkes. Vi vil ikke bare have de samme gamle løsninger, der ikke dur! Vi vil ikke poste flere penge i lommerne på de allerrigeste, spekulanterne og de uansvarlige banker. Vi vil have solidariteten tilbage og vi vil ha rigtig forandring til gavn for os helt almindelige mennesker.

Dét skal være vores nytårsønske. Men det er ikke nok bare at ønske det. Vi skal sammen ud og kæmpe for det. Og vi opgiver aldrig kampen for et solidarisk Danmark, uanset hvor mange forhindringer, vi møder på vores vej!