Nej tak til endnu en krig.

Da vi for ti år siden fik en borgerlig regering lagde de ud med et opgør med de såkaldte ”smagsdommere”, som de ikke kunne lide. Det betød bl.a. at alt hvad der lugtede af freds- og konfliktforskning blev nedlagt. Senere blev Danmark som bekendt aktiv deltager i to blodige krige,der har kostet hundredetusinder af mennesker livet. De seneste 10 år har vi oprustet som aldrig før og regeringens svar på en løsning på alverdens problemer har været defensiv og militaristisk.

Danmarks forsvar for at deltage i krigene i Afghanistan og Irak har først og fremmest været at skabe demokrati og udbrede menneskerettigheder. Dette er dog overhovedet ikke sket, for alle og enhver kan da regne ud, at man ikke skaber fred og demokrati med bomber og krig. Og det kunne alverdens fredsforskere da også have fortalt regeringen, hvis det altså ikke lige fordi de var blevet afskaffet!

De sidste måneders oprør i Nordafrika og Mellemøsten viser os, at det faktisk er muligt at skabe demokrati i ellers håbløse diktaturer. Men bevægelsen hen mod demokratiske samfund skal komme fra neden – fra folket – og ikke fra udenlandsk militær indgriben.

Demokratikampen i Egypten, der indtil videre har resulteret i Mubaraks afgang og et løfte om demokratiske valg i august, blev i høj grad muliggjort af, at militæret ret hurtigt vendte sig imod regimet og valgte at stå på folkets side. Næsten hele Egyptens hær bestod nemlig af værnepligtige, der ikke havde lyst til at skulle kæmpe imod deres egne brødre og søstre. Det samme gjorde sig i det store hele gældende i Tunesien.

Situationen i Libyen er en helt anden, da størstedelen af den libyske hær er professionelle lejesoldater, bl.a. er en stor del af den Afrikanske Unions stående hær betalt af Libyen og derfor også hjemmehørende her, selvom soldaterne for størstedelens vedkommende ikke er libyere, men fattige afrikanere fra bl.a. Uganda og Angola, der forsørger en hel familie ved at være ”udlejet” til Gadaffi. De har derfor ingen ideologisk interesse i at støtte regimet i Libyen, men en klar økonomisk interesse.

En militær indgriben overfor Gadaffis overgreb imod befolkningen vil derfor medføre en langvarig krig og måske endda en regulær besættelse. Det er dybt problematisk at gribe ind militært uden overhovedet at have forsøgt at skabe fredelige løsninger. Ikke engang en fredsmægling er sat i gang.

Der er masser af muligheder for at sætte hårdt mod hårdt uden at skulle risikere at civile libyere og modige oprørere mister livet. Man kunne jo starte med en våbenembargo og en politisk og økonomisk boycot af Libyen. En sådan boycot skal naturligvis følges op af massiv nødhjælp til civilbefolkningen. Man kunne også prøve noget helt nyt: nemlig at give frit lejde og politisk asyl til dessertører fra den libyske hær.

Men måske er det netop her et af argumenterne for en militæraktion ligger for Danmark og den øvrige vestlige verden: nemlig udsigten til en massiv flygtningestrøm fra Libyen. Der er ingen tvivl om, at man vil gøre hvad som helst for at holde libyerne indenfor deres egne grænser. De 40.000 libyske flygtninge, der allerede bor i lejre i Algeriet, gør man heller intet for at hjælpe. Så hellere indlede endnu en krig, så vi kan få brændt noget af alt det krudt af, der ikke er blevet brugt i Irak og Afghanistan!