22. maj 2012 - 17:32

Nej! Norge har ikke afskaffet statskirken

Dette indlæg hører ikke rigtig ind under de emner, jeg normalt skriver om, men der er grænser for hvor mange gange, jeg kan høre på det samme vrøvl og de samme falske påstande, før jeg må til tasterne og sige "Det passer jo ikke!"

Overalt i de danske medier (og nogle af de norske) kan man i disse dage høre at Norge har gennemført en adskillelse af kirke og stat og afskaffet statsreligionen. Dette er ikke bare misvisende og dårlig journalistik - det er decideret og direkte løgn (og sløsede og løgnagtige medier er trods alt et emne, jeg går op i).

Norge har IKKE afskaffet statskirken eller statsreligionen, og Norge har IKKE adskilt kirke og stat. Den norske grundlovsændring kan dårligt være et "eksempel til efterfølgelse" for Danmark, for de ændringer, der nu bliver gennemført i Norge, er ændringer Danmark har gennemført for længe siden.

Kirke og stat bliver ganske vidst lidt adskilt i Norge med den nye grundlovsændring i den forstand at de bliver til to forskellige enheder, hvor de før nærmest var den samme, men kirken bliver ikke selvstændig og staten bliver ikke sekulær. Norge går fra et oldgammelt og dybt forældet (og udemokratisk) system til et system, der minder om det danske (som også er forældet).

Norge bliver som Danmark

Hvordan nogen journalist eller andre, der må formodes at sætte sig en smule ind i tingene, kan få den norske grundlovsændring til at blive til at "Norge dropper statskirken", sådan som Ritzau for eksempel proklamerede i de danske aviser i sidste uge, går over min forstand. Det fejlagtige ritzau-telegram fik ovenikøbet tilføjet en åbentlyst løgnagtig påstand fra Politikens "journalist", som på egen hånd (baseret på fri fantasi) tilføjede ordene: "Den evangelisk-lutherske tro mister sin status som officiel norsk statsreligion."

Begge dele er direkte i modstrid med sandheden, hvilket enhver journalist, som gad at gøre sit arbejde, kunne finde ud af på et par minutter.

Det fremgår nemlig utvetydigt af den nye grundlovstekst, at Norge fastholder en statskirke og en officiel national religion. Den nye grundlovstekst lyder nemlig:

"Den norske Kirke, en evangelisk-luthersk Kirke, forbliver Norges Folkekirke og understøttes som saadan af Staten. (..) Kongen skal stedse bekjende sig til den evangelisk-lutherske Religion."

Hvordan i alverden kan man få den tekst til at blive til, at stat og kirke afskilles og statsreligionen afskaffes?

Sammenlign den med ordene i den danske grundlov:

"Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. (..) Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke."

De to tekster er jo stort set identiske! Den nye norske grundlovstekst om forholdet mellem stat og kirke - skrevet i 2012 - bliver altså nærmest identisk med den gældende danske tekst, som stammer fra 1849. Velkommen ind i det 19. århundrede, Norge!

Den norske statskirke vil altså stadig være forankret i den norske Grundlov. Det vil også fortsat være sådan, at den norske statskirke har særstatus i lovgivningen, at dens præster er statsansatte og -lønnede tjenestemænd, der vil stadig være et kirkeministerium og en særlig kirkelov, som fastsætter forholdene for statskirken, og så videre.

Forholdet mellem kirke og stat kommer altså til at minde om det, der allerede er gældende i Danmark. Danmark har ikke just adskilt kirke og stat, så hvordan kan man bruge de ord, når Norge gennemfører en reform, der minder om den, der for længst har været gennemført i Danmark? Og hvordan i alverden kan sekulære danskere betragte den norske grundlovsændring som et fantastisk eksempel til efterfølgelse, når det i virkeligheden er Norge, som langt om længe efterfølger Danmark?

Der er ikke megen religionsneutralitet eller sekularisme i en grundlovsændring, som slår fast, at "Værdigrundlaget forbliver vor kristne og humanistiske Arv" og at en bestemt udlægning af kristendommen "forbliver Statens offentlige Religion".

Hvad forandres?

Der er dog reelle og vigtige forandringer i den norske kirkereform. Som sagt træder Norge nu endelig ind i det 19. århundrede sammen med Danmark (mens andre lande bevæger sig ind i det 21.) - den ordning, de havde før, var nemlig noget, der mindede om noget fra tiden omkring den westfalske fred (fra 1648, hvor det blev fastlagt at statsoverhovedet har retten til at bestemme hvilken religion, der skal være den officielle i landet, mens privat udøvelse af uofficielle religioner var tolereret).

Selvom det stadig vil stå i Norges Grundlov, at den evangelisk-lutherske kirke er den officielle nationale kirke, som skal understøttes af staten, og at kongen skal bekeende sig til den nationale religion, så afskaffes nu den tekst, som siger at kongen skal "haandhæve og beskytte" statsreligionen. Det er ikke ligefrem en stor ændring, eftersom den norske konge i praksis ikke har magt til at føre krig for sin kirke, eftersom Norge ligesom Danmark for det meste læser "regeringen", der hvor der står "kongen" i Grundloven.

Men formelt set har Norge faktisk ikke være noget demokrati i nogen moderne forstand indtil nu. Der har nemlig ikke været lige adgang til landets officielle og beslutningsdygtige embeder for alle landets borgere uafhængigt af deres religion. Den norske grundlov har nemlig krævet, at mindst halvdelen af regeringsmedlemmerne (i grundlovsteksten: "Statsraad"), skal bekende sig til statens offentlige religion:

§12: Af Statsraadets Medlemmer skulle over det halve Antal bekjende sig til Statens offentlige Religion.

Endvidere lød det, at de, der ikke bekender sig til statsreligionen skal udelukkes fra indflydelse på sager, der angår statens religiøse forhold:

§27: Medlem af Statsraadet, der ikke bekjender sig til Statens offentlige Religion, deltager ikke i Behandlingen af Sager, som angaa Statskirken.

Disse to antidemokratiske paragraffer bortfalder nu, og det samme gør den menneskerettighedskrænkende paragraf, der forpligter forældre, som er medlemmer af statskirken, til at opdrage deres børn i overensstemmelse med dens doktriner:

§2: Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende sig til den, ere forpligtede til at opdrage deres Børn i samme.

Dette er vigtige og tiltrængte ændringer - men det er altså ændringer, der får Norge til at komme nærmere noget, der kan kaldes et demokrati, ikke ændringer, der adskiller kirke og stat eller afskaffer statsreligionen. Den norske statskirke vil stadig eksistere og have særstatus - ligesom i Danmark.

Kirken bliver lidt mere selvstændig

Ligesom religionen havde (formel) indflydelse på lovgivningen og statsforvaltningen, havde staten i det norske og westfalske system stor indflydelse på kirkens affærer. Indtil den nye grundlovsændring og den medfølgende ændring i kirkeloven var det for eksempel den norske regering, som udnævnte kirkens biskopper. Dette bliver nu ændret, så kirken selv kan vælge sine egne ansatte - altså nøjagtigt ligesom i Danmark.

Det vil dog stadig være den norske stat, som fastlægger kirkens interne forhold i "kirkeloven" - intet andet trossamfund har sin egen lov - og de endelige afgørelser ved f.eks. klager over præster, konflikter om interne arbejdsforhold e.l. vil blive taget af staten, som er kirkens øverste ansvarlige og præsternes arbejdsgiver.

Den norske statskirke vil ikke blive et selvstændigt retssubjekt med ansvar for egne affærer og handlinger, men vil tværtimod fortsat høre ind under den norske statsforvalting - blot med en smule mere administrativ autonomi end før. Det adskiller sig altså heller ikke fra det gældende danske system.

Den norske statskirke har altså taget et lille skridt mod større selvstændighed, men har langt fra opnået adskillelse fra staten eller juridisk myndighed.

Hvad forbliver det samme?

Endvidere opretholdes det nuværende norske system, hvor børn automatisk indskrives som "tilhørige" til statskirken fra fødslen, så længe blot én af forældrene er medlemmer af kirken - den anden forælder har ingen mulighed for at sige fra, og indskrivningen foregår uden forældrenes samtykke og uafhængigt af, om barnet bliver døbt eller ikke.

Og endelig vil de norske kommuner stadig være pålagt at financere driften af de lokale afdelinger af statskirken samt at være repræsenteret i de "kirkelige fællesråd", som administrerer denne drift og de kommunale og statslige midler, som kirken altså fortsat vil modtage.

Der bliver dog tilføjet en sætning i den nye norske grundlov, som lyder: "Alle Tros- og Livssynssamfund skulle understøttes paa lige Linje," hvilket sandelig er en radikal sætning - som bare ikke kommer til at blive til virkelighed ved den nuværende reform, for den modsiges af stort set alle andre lovtekster på området, som netop giver statskirken en særstatus, som ingen andre "tros- og livssynssamfund" har adgang til. I regeringens egne kommentarer til loven står der da også, at bestemmelsen "skal verken innebære nye plikter for staten eller nye rettigheter for tros- og livssynssamfunnene" - den eneste sætning i den nye lov, som antyder et opgør med statskirkens priviligerede position bliver altså dementeret på forhånd.

En tiltrængt reform - for det 19. århundrede

Alt i alt er den norske reform en særdeles tiltrængt reform og et skridt i den rigtige retning, som skulle have sket for små 200 år siden, da Norge fik sin første grundlov. Men det kan på ingen måde karakteriseres som en "adkillelse af kirke og stat" eller en afskaffelse af statsreligionen... og egentlig er det bemærkelsesværdigt, at man i 2012 sætter sig til at skrive en grundlovsreform som eksplicit bekræfter at landet har en officiel statskirke.

Men nu hvor Norge endelig er kommet til nogenlunde samme niveau som Danmark, så kan det være de to lande sammen kan gå ind i det 21. århundrede og endelig adskille kirke og stat og religion og politik. For der er stadig et godt stykke at gå før begge stater kan kalde sig sekulære demokratier.

Hvad der er mere bemærkelsesværdigt er dog, at så få af de snesevis af journalister og redaktører, som på et eller andet tidspunkt har været omkring dækningen af denne reform, har gidet at bruge 5 minutter på at læse hvad den går ud på. Så svært er norsk altså heller ikke at læse, hvis man kan dansk - og den norske grundlov er sågar skrevet på gammelt dansk. Om ikke andet så kan man vel ringe til nogen i Norge - evt. en kollega eller nogen i statsadministrationen - og spørge hvad det egentlig går ud på?

Det er muligt, at påstanden stammer fra en eller anden norsk politikers skåltale, men det gør den jo ikke mere sand, og journalisters opgave er da vel for pokker at undersøge magthavernes påstande og gerninger. Måske er det på tide at arbejde for en adskillelse af stat og journalistik og gjort "den 4. statsmagt" selvstændig?

Information:

Misinformation:

 

Kommentarer

Tak for en tiltrængt beregtigelse.
Man kan ikke undlade at få den tanke, at når denne misinformation blev spredt så omfattende, hænger det sammen med at den kunne udnerstøtte den Danske elites ønske om at afskaffe et par helligdage.  

Til de danske journalisters "forsvar" skal det siges, at rigtig mange norske journalister heller ikke har gidet at læse så meget som en enkelt linie i den nye grundlovstekst og heller ikke har forstået hvad der sker - de skriver også som om der var tale om en adskillelse af kirke og stat (til stor frustration hos de der faktisk arbejder for en sekulær stat). Danske journalister gentager nok bare de norske mediers løgne uden selv at lave noget research (som altså ikke ville tage mere end et par minutter).

Til de norske journalisters "forsvar" kan man dog indvende, at der jo er tale om en lille adskillelse i forhold til hvordan det var før - denne lille adskillelse af to ting der forbliver gensidigt afhængige - fører så til enorme overdrivelser hos journalisterne i et land der ikke kender til andet end at stat og kirke er ét. Den undskyldning har danske journalister dog ikke - det burde ikke føre til danske overskrifter om "adskillelse af kirke og stat" når Norge indfører et system, som vi har haft i Danmark i mange generationer og ikke selv ville kalde sekulært.

Danmark arbejder stadig på adskillelse af kirke og stat - Norge indfører det samme system som Danmark allerede har. I Danmark kan man altså kun skrive den slags, hvis man enten ikke har sat sig ind i den norske grundlovsændring eller sit eget, danske, system.

Glimrende artikel. Og jeg synes, at din kommentar om at adskille staten og journalistikken og gjort "den 4. statsmagt" selvstændig er lige i øjet!

Eller endnu bedre, måske skulle man frigøre journalistikken fra de store nyhedsbureauer, der bestemt ikke kvitterer for deres stigende indflydelse med en ligeså kvalitet i deres produkt.

Personligt er jeg voldsomt træt af, at samtlige danske dagblade meget ofte gengiver den samme artikel fra Ritzaus, Reuters, AFP etc. med nøjagtig samme ordlyd og helt åbenlyst har sparet enhver form for redaktion af indholdet væk.
Det er specielt påfaldende, når man kan læse engelsk og engang imellem supplerer nyhederne i danske medier med engelsksprogede medier, hvor man åbenbart ikke har været nødsaget til at spare den opsøgende og kritiske journalistik helt væk, trods gratismedier jo er et verdensompændende fænomen. Så er det påfaldende, at kvaliteten af de danske medier generelt bare ikke er særlig høj.

Som et relativt tilfældigt eksempel kan jeg nævne, at tilsyneladende stort set ingen etablerede medier i Danmark, udover et par stykker på den yderste venstrefløj, har opdaget at der er stor social utilfredshed og massedemonstrationer over hele Europa i forbindelse med krisen og alle de efterfølgende sparerunder. Selv BBC News har igår, 26/5-2012 taget debatten op og talt om Euroens åbenlyse krise og om den lige så åbenlyse utilfredshed med f.eks. de massive bankpakker. Demonstranter i både Irland og Grækenland kom endda til orde! Ikke set i danske etablerede medier meget længe.

Jeg gad godt, at Danmark kunne være et land, hvor journalistik igen var kritisk og objektiv og ikke bare agerede "mikrofonholdere" for de etablerede partiers politikkere og kopierede artikler fra nyhedsbureauerne som en anden flok zombier. Bare for lige at sætte tingene lidt på spidsen.

Kære Ole

Godt at du skriver om kristendommen, og hvordan man ser på verden på højrefløjen i det hele taget. Det er vigtigt at studerer, ellers kan man ikke slå dem. Hvis man bare siger, at ”religion er opium for folket,” så har man måske nok artsbestemt fænomenet korrekt ifølge klassekampszoologien, men så simpel er verden jo ikke. Jeg selv begik en artikel om Søren Krarups angreb på demokratiet her på modkraft, og den vakte ingen interesse overhovedet og fik kun en kommentar fra nogen, der havde læst overskriften og ikke mente den hørte hjemme her. Så hvis du kan trænge igennem er det fint.

Hilsen Niels

Annonce