Annonce

25. marts 2010 - 12:57

Nationalisme og kulturkamp: ’Frihedsministeren’, kapitel 2

I sidste afsnit af føljetonen om “frihedsministerens” ideologi og filosofi så vi, at Søren Pind har et lettere inkonsekvent forhold til rettighederne.

Han er ikke tilhænger af den liberalistiske tankegang om universelle rettigheder, men går i stedet ind for eksklusive rettigheder – eller privilegier – som er forbeholdt en bestemt gruppe. Denne gruppe har ikke gjort noget særligt for at gøre sig fortjent til sin særlige status, men er slet og ret født i ind i den.

Søren Pind mener, at den liberale rettighedstænkning, der også giver visse grundlæggende rettigheder (retssikkerhed, frihed fra tortur m.v.) til folk, der ikke er født ind i det nationale fællesskab, er en slags “landsforrædderi”. Den ophæver nemlig de indfødtes særlige og priviligerede status og fratager dem noget, de ifølge Søren Pind har ret til.

I dette kapitel skal vi se nærmere på, hvad det er, der ifølge Søren Pind trues, hvis folk, der ikke er født i landet, også får ret til at være her eller hvis menneskerettighederne efterleves. Herigennem vil vi afdække mere grundlæggende elementer i hans politiske filosofi og underbygge tesen om, at Søren Pinds filosofi står langt væk fra den klassiske liberalisme.

Politisk partikularisme – mod menneskerettigheder

Hvad er det så, danskerne for eksempel vil miste, hvis vi giver flygtninge ret til at komme i sikkerhed i Danmark? Det besvarer han i sit essay om “Venstres Kulturkamp” (Berlingske.dk den 22. august 2009). Mennesket har nemlig ifølge Søren Pind en ret til at føle "sammenhæng med sin oprindelige kultur".

Denne ret har åbenbart forrang overfor de mere klassisk liberalistiske frihedsrettigheder. En asylansøgers eller f.eks. en palæstinensers ret til liv og sikkerhed kan således afvises med henvisning til hhv. "det danske folks” eller “det israelske folks” ret til kulturel ensartethed og sammenhæng (Se indlægget: “Den politiske proportionalitet” på soren-pind.dk, 4. januar 2009).

Denne politiske indstilling, hvor rettigheder er forbundet til en bestemt kultur og etnicitet, og hvor bevaringen af denne går forud for de politiske og juridiske menneske-rettigheder, kaldes partikularisme. Det er normalt noget, der forbindes med det modsatte af liberalismen. Det er en holdning, der er baseret i etnisk, religiøs og nationalistisk identitetspolitik og separatisme, og som normalt anses for uforenelig med den politiske liberalisme og med rettighedstænkningen som sådan.

Kulturkonservatisme – ikke liberalisme

Det er vigtigt at slå fast, at Søren Pinds argument ikke er det, at staten først og fremmest har pligt til at sikre sine egne borgeres muligheder og præferencer. Vi ved, at der er masser af individer i Danmark, der ikke føler noget afsavn, når en flygtning får asyl eller en indvandrer fra en anden “kulturkreds” bosætter sig i landet. Der er derimod sågar danskere, der godt kunne tænke sig et opgør med visse dele af deres forfædres kultur, og altså ikke har brug for at fastholde en sammenhæng med denne.

Disse danskeres politiske præferencer har ingen politisk forrang, for de udgør stadig en slags “landsforrædderi” i Søren Pinds filosofi. At ønske at bryde med den kulturelle og nationale identitet er en "trussel" mod nationalstaten uanset hvem, der gør det.

Men liberalismen opstod faktisk som et opgør med princippet om forfædrenes og traditionernes magt over nutiden. Liberalismen står dermed historisk i modsætning til konservatismen, der ønsker at fastholde de gamle traditioner og strukturer. Søren Pind er pladseret solidt blandt den gamle konservative reaktion, ikke den liberale rettighedstænkning.

Hvis retten til at føle, at ens nation har en sammenhæng med dens oprindelige kultur, virkelig er en politisk rettighed, så betyder det afskaffelsen af alle andre rettigheder – og af grundtanken i det liberale demokrati som sådan. Normale politiske rettigheder indebærer ikke, at andre mister nogen af deres rettigheder – rettigheder er inklusive, hvor privilegier er eksklusive. Men retten til ikke at se sit samfund forandre sig, er en ret, der udelukker andres ret til at leve som de vil.

Kulturkamp eller -krig?

Søren Pinds fokus på fastholdelsen af en bestemt national kultur og levevis - og anklagen om "landsforrædderi" mod de, der ikke har samme interesse - gentages i endnu skarpere form i hans essay "Danmark er ikke til salg" (Berlingske.dk 5.sept. 2009). Følgende citat er vendt imod de, der forsvarer retten til asyl, men de politiske implikationer går langt videre. Lad os se afsnittet i i al dets nationalistiske og historisk forvrøvlede helhed:

"Gennemførelsen af deres krav vil fjerne forudsætningen for Danmarks eksistens, og vil undergrave retsstaten. Fordi det her var vores sted, hvorfra vi - det danske folk - kunne have vores kultur i frihed og sikkerhed. De moderne folkevandringer har sat denne adkomst - denne ejendomsret - under pres. Men i sagens natur er det jo et enten eller. Enten består Danmark med sin kultur - eller også, hvad man har set masser af steder, forgår den og Danmark med den."

Med andre ord: Den primære politiske værdi er, at nationens kultur skal bevares og fastholdes – koste hvad det vil - også når det koster andre mennesker livet og friheden, og også hvis det betyder, at de liberale rettigheder må skubbes til side. Dette bombastiske citat uddyber og forstærker Søren Pinds udtalelser i indlægget om "Venstres Kulturkamp".

Han gør her spørgsmålet om at undgå kulturel forandring til et spørgsmål om selve nationens overlevelse og statens sikkerhed - og dermed noget staten må forholde sig til som var det en krig. Det sætter hans retoriske udtalelser om "frihed" og "rettigheder" i et noget andet perspektiv og forklarer måske hvorfor, han samtidig kan gå ind for deres afskaffelse. Politiske rettigheder og borgernes frihed kan ganske rigtigt sættes til side hvis det vitterligt drejer sig om statens sikkerhed.

Men ingen jurist, der tager menneskerettighederne alvorligt, vil hævde, at en stat legitimt kan argumentere for, at rissikoen for kulturel forandring skulle være nok til at erklære krigstilstand og sætte rettighederne ud af kraft. Desuden er fastholdelse af en bestemt kultur slet ikke liberal politik.

I den liberalistiske filosofi bør staten være “kultur-neutral” og blot koncentrere sig om at sikre de strukturer, der gør det muligt for indbyggerne at leve på den vis, de selv finder værdi i. Dette gør staten netop ved at sikre de politiske rettigheder og ikke forholde sig til kulturelle udtryk. Kulturen hører til privat-sfæren i den politiske liberalisme. For konservatismen og for Søren Pind er kulturen koblet til nationens sikkerhed og bliver dermed et statsligt anliggende.

Kulturelle afvigere: en trussel mod nationen

Hvis bevarelsen af den kulturelle ensartethed er den primære politiske værdi, så er det ikke kun udefrakommendes rettigheder, der må ofres, men alle individers.

Når indvandrere og andre ikke-borgere kan nægtes rettigheder med henvisning til, at det ville forandre vort samfunds sammensætning og dets sammenhæng med den oprindelige kultur, så er der ikke umiddelbart noget, der kan forhindre, at statsborgere ikke også skulle kunne nægtes de samme rettigheder, hvis de ønsker at leve på en måde, der bryder med forfædrenes livsstil og moral.

Selvom det næppe er hans intention, så bør det påpeges, at Søren Pinds partikularistiske kulturkonservatisme dermed også kan fungere som et argument mod homoseksuelle og andre “afvigere”, hvis valg og levevis også vil forandre samfundets kulturelle sammensætning.

Denne kulturkonservatisme står i skarp kontrast til den klassiske liberalisme, der forsvarer den formelle ret til at leve som man vil, så længe man ikke krænker andres rettigheder.

Til gengæld er den i fuld overensstemmelse med mange af de regimer og ideologier, Søren Pind ellers bruger en stor del af sin energi på at kritisere – regimer, der ligesom Pind også vil argumentere for, at det at adskille sig fra den dominerende kultur og de herskende traditioner er en slags trussel mod nationen og dermed et offentligt anliggende.

Annonce