Annonce

19. marts 2012 - 18:50

Når Mette Frederiksen kommer hjem fra arbejde


Kan man forstå regeringens aktuelle beskæftigelsespolitik gennem psykoanalysen og dens autoritetsbegreber? Og er Mette Frederiksen i virkeligheden vores allesammens far, der er kommet hjem efter en lang dag på kontoret?

Psykoanalysen arbejder med et fint autoritetsbegreb: Faderen. Faderen som autoritet, kan findes i mindst 2 former.

Den ene autoritetsfigur er den moderne industrifader, som var på arbejde og kom hjem og slog børnene hvis de ikke havde været i skole eller læst lektier. Eller hvis de ikke gik på arbejde som ham.

Den anden faderfigur er den postmoderne autoritet. En autoritet, der i virkeligheden er en onkel. Onklen er der kun for hyggens skyld. Når onkel passer ungerne, må man gøre hvad man vil, bare man hygger sig. Den postmoderne autoritet regerer ved sit fravær. Du kan uddanne dig til hvad du vil, bare du nyder dit job.

Kan man overføre de to autoriteter til regeringens aktuelle fordring om arbejde? Og hvilken tragikomisk teaterstykke medfører dette?

 

Onkel Hjort

Før krisen fandtes det kreative arbejdsmarked, hvor alle havde jobs. Der var konkurrence om at elske sit job mest. Hvem kunne realisere sig selv mest på jobbet? Og hvem var gladest for sit arbejde? Der var arbejde til (næsten) alle, og uddannelse førte automatisk til et kreativt selvudviklende arbejdsliv.

Det var let for Claus Hjort at skælde ud, når alle i forvejen var i arbejde. Claus Hjort var hyggeonklen i beskæftigelsesministeriet før 2008. For folk var glade for deres job. De elskede deres selvrealiserende arbejde og arbejdede så der blev råd til både nyt køkken og bil nummer to.

Claus Hjort regerede som legeonkel eller weekend-far.

 

Fader Mette Frederiksen

I dag – efter krisen har sat ind – er arbejdsmarkedet og arbejdets fordring forandret. I dag er mange arbejdsløse, arbejdets kreative og selvudviklende idealer er erstattet med pligter og skyldfølelse. Arbejde er først og fremmest surt slid som beskæftigelsesministeren påbyder sin befolkning.

Det er naturligvis Mette Frederiksen, der er faderen: autoriteten der er kommet hjem fra en lang dag på kontoret. Mette Frederiksen skal rydde op efter den slaphed, som onkel Hjort har hygget sig med. Vi skal alle arbejde os ud af krisen. Om vi vil det eller ej. Alle skal i job, og vi skal øge udbuddet i jobkøen.

 

Far er død

Men ungerne er uregerlige efter en længere periode i Onkel Hjorts favn. Claus Hjorts incestuøse omsorg for ungerne har ført til slaphed. Mette Frederiksen har noget af en opgave foran sig.

For efter Nietzsche satte kniven i ryggen på Gud, ved vi alle, at faderen også er død. For hvad giver Mette Frederiksen ret til, skide sur, at smække med døren og skælde ud. De ugidelige stiller kritiske spørgsmål og føler sig uretfærdigt behandlet; ”Jamen onkel Hjort sagde vi godt måtte!”.

Efter Claus Hjort har været på besøg er alt spoleret. Vi vil hellere nyde arbejdet, end tvinges til det.

 

Tragikomik

Den nye regerings beskæftigelsespolitik er helt latterlig. Skældud virker aldrig efter en weekend hos onkel; ”Vi vil passes af onkel Hjort igen!”.

Efter introduktionen af selvledelsens og kreativitetens arbejdsmarked, kan Mette Frederiksen ikke gå tilbage til den sorte arbejdspædagogik. Den autoritære ledelsesfigur er død og den kan ikke genoplives.

Det er Mette Frederiksens eget uheld, at hendes parti selv aflivede den autoritære fader i 70’erne.

 

Bare vent til Far kommer hjem

Selvom det var moderen, der var hjemmegående under industrialismen, var det faderens ansvar at opdrage børnene. Moderen opdragede ved faderens fravær; ”Bare vendt til far kommer hjem”, sagde moderen, når der skulle skældes ud. Faderen regerede gennem moderen.

Nu er fader Frederiksen kommet hjem. Men hvorfor virker deres beskæftigelsespolitik, så fortsat så latterlig? Svaret skal nok findes, i netop det forhold, at faderen altid har regeret gennem sit fravær. Gennem truslen om sin hjemkomst. Hvis faderen først træder ind i rummet, kan vi se, at han er fordrukken og blot et menneske som alle andre. Ligesom Mette Frederiksen.

Det var det Claus Hjort vidste, under hans regime. Han regerede gennem truslen. Han smilede imens alle vidste, at vi frivilligt skulle gøre hvad han sagde. Autoriteten skal mangle, for at vi kan føle dens fulde styrke.

Og hvem andre end Margrethe Vestager har sans for denne detalje. Margrethe Vestager har andre til at lede for sig. Det er næsten så man kan høre Mette Frederiksen sige; ”Bare vendt til Vestager kommer hjem”, mens ingen hører på hende og ungerne fortsat hellere vil have onkel Hjort tilbage.

Annonce