Når klimaet taber til den økonomiske krise…

Polen har meldt ud, at de har problemer med de klima-målsætninger, som EU har opsat. Målsætningen går bl.a. på at nedbringe energiforbruget og CO2-udledningen med 20 procent inden 2020, og man kan argumentere for, at det er en forholdsvis ambitiøs målsætning, selv om der har været diskussioner om, hvorvidt det er nok. – Uanset hvad, er det helt afgørende, at det ikke kun er målsætninger i EU, men at hele verden tager ansvar.

Men nu har finanskrisen, som nok er ved at udvikle sig til en økonomisk krise, så skabt problemer. I Polen er problemet bl.a. at 94 % af deres el-produktion er kulbaseret, og hvis de skal reducere dette, vil det bl.a. kræve import at rigtig meget gas fra Rusland – noget man ikke er særlig begejstret for, fordi man ikke ønsker at være afhængig af Rusland. Og Italien kræver, at italiensk industri ikke skal betale for CO2-kvoter – ligesom Tyskland lufter tilsvarende tanker. De begrunder det i, at de ikke vil skade industrien, fordi de er bange for at miste arbejdspladser – og de pågældende lande har i høj grad brug for at skabe arbejdspladser.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg godt forstå, at det kan være svært som politikker at vælge mellem klima og arbejdspladser. Grundlæggende set er det et problem, at man ikke vender diskussionen, så det ikke bliver et valg, men at man kan kombinere det (f.eks. ved investeringer i vedvarende energi og mere offentlig transport – noget der både kan være til gavn for miljø og arbejdspladser).

Det interessante er så, at man ikke siger: Vi har problemer med at nå målene, hvad skal vi gøre. Men i stedet for har travlt med at sige, at det skal være de andre, der skal løfte mere af opgaven – eller at målsætningerne skal udvandes. Polen påpeger således, at det må være de rige lande, der skal tage størstedelen af opgaven! Tjaa.. og Tyskland og Italien virker mest af alt optaget af at redde deres industrier – og mener, at målsætningerne skal udvides.

Der er ikke forbandet meget solidaritet blandt landene. Sagen er langt fra slut endnu, så det bliver spændende at se, hvad der sker, lige nu kan man ærgre sig over det udbredte fænomen, der synes at herske hos mange regeringsledere: send lorten videre til nogle andre – frem for at tage ansvar!