Når EU spiller terrorkortet

Den europæiske arrestordre blev begrundet med kampen mod terror. Men i virkeligheden handler det om at give EU mere magt.

Siden 2006 har Danmark udleveret 163 personer (heraf 24 danske statsborgere) til retsforfølgning i andre EU-lande i henhold til den europæiske arrestordre. Men ingen af disse personer er udleveret på grundlag af terroranklager, skriver Information lørdag. Terror var ellers trumfkortet, da den europæiske arrestordre blev hastet igennem efter angrebene i USA den 11. september 2001.

Den europæiske arrestordre blev vedtaget i 2002 og trådte endelig i kraft den 1. januar 2004. I korthed går den ud på at et EU-land ”efter kun et mindstemål af kontrol skal anerkende udleveringsanmodninger fra en anden medlemsstats judicielle myndighed” (som det formuleres på EU’s officielle hjemmeside).

For at en udlevering skal kunne finde sted, kræves det dog som minimum, at den pågældende skal være mistænkt for en forbrydelse med en straframme på mindst 12 måneder eller skal være idømt mindst 4 måneders fængsel i det land, der kræver den pågældende udleveret.

At udgangspunktet var kampen mod terror fremgår f.eks. af EU-oplysningens hjemmeside, hvor der står: ”Den Europæiske Arrestordre er en EU-ordning, hvorigennem EU-landene kan få udleveret mistænkte forbrydere fra hinanden. Ordningen var særligt tænkt rettet mod terrormistænkte, men den dækker også en række andre forbrydelser.  Arrestordren gør det eksempelvis muligt for Danmark, via nogle simple formularer, at få udleveret en person, der opholder sig i Spanien, hvis vi mistænker personen for at planlægge et terrorangreb”.

Oplysningerne i Information får Jacob Mchangama fra den borgerlige tænketank Cepos til at slå fast, at den europæiske arrestordre i virkeligheden mere handler om at udvide EU’s strafferetslige samarbejde end om terrorbekæmpelse: ”Det viser bare, at arrestordren ikke har meget med terror at gøre”, siger han til Information.

Og det har han jo så evigt ret. Allerede i 2007 viste et notat fra EU, at arrestordren blev brugt til at få udleveret folk for småforbrydelser. Én blev krævet udleveret for besiddelse af mindre end et halvt gram hash. En anden på en mistanke om at have stjålet en pattegris. Og en tredje blev begæret udleveret for tyveri af to bildæk.  

Også de tilgængelige tal viser, at den europæiske arrestordre har fået en langt bredere anvendelse end terrorisme og andre alvorlige forbrydelser. I perioden fra 2005 til og med 2009, dvs. i løbet af 5 år, blev der udstedt ikke mindre end 54.689 europæiske arrestordrer.

I en rapport fra april 2011 må EU-kommissionen derudover erkende, at der er påpeget ”en række problemer med anvendelsen af den europæiske arrestordre”. Det gælder f.eks. manglende juridisk bistand, langvarige varetægtsfængslinger, krav om udlevering for mindre lovovertrædelser samt manglende undersøgelse af, om grundlaget for en udlevering faktisk er i orden.

Dertil kommer så også dårlige fængselsforhold i visse medlemslande. Eller som det direkte konstateres på side 7 i rapporten: ”Det fremgår af en række domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at forholdene i visse fængsler i EU er uacceptable”.

Den London-baserede ”Fair Trials International” har bragt en række konkrete sager frem i lyset. En af dem omhandler den britiske statsborger, Michael Turner, som blev indespærret i et tidligere KGB-fængsel i Ungarn i fire måneder efter at være blevet udleveret den 2. november 2009 i henhold til den europæiske arrestordre.

I løbet af sit fængselsophold blev han kun afhørt en enkelt gang af politiet om påstået økonomisk svindel i forbindelse med et feriehus-projekt. Efter de 4 måneders fængsel blev han sendt retur til Storbritannien, uden at der blev rejst en konkret sigtelse mod ham. Det skete først i december 2011, altså 2 år efter, at han var blevet anholdt og udleveret til Ungarn. Sagen er stadig ikke afgjort i det ungarske retssystem.

Hvad er så EU-kommissionens løsning på sådanne problemer? Det fremgik bl.a. af besvarelsen på en række spørgsmål, som jeg var med til at stille i EU-parlamentet den 20. maj 2011. Og det er at fastholde den europæiske arrestordre og så langsomt – hen af vejen – afhjælpe nogle af problemerne ved hjælp af mere EU-lovgivning.

På den måde er den europæiske arrestordre typisk for, hvordan EU arbejder. Først fjerner man de indre grænser og overtrumfer nationale regler. Og når så problemerne tårner sig op – det være sig i form af social dumping, euroens krise, grænseoverskridende kriminalitet eller underminering af elementære menneskerettigheder – så bruges det som argument for mere EU-lovgivning og for at EU skal bestemme endnu mere.

Men EU skal ikke bestemme alt!