DR2 har bragt nogle interessante interviews med modige kvinder fra andre lande. De gode programmer kommer desværre meget sent om aftenen.
Sidste uge var det om den israelske journalist Amira Hass, som skriver
i den kendte avis "Haaretz". Hun er barn af ofre for Holocaust. Det var et guldkorn for DR2. Amira Hass bruger sit liv for at oplyse sine israelske læsere om forholdene i det besatte Vestbredden og Gaza, og er bosat i Ramallah.
Hun fortæller om palæstinensernes hverdag og hvordan den israelske besættelsesmagt gør livet umuligt for dem. Om bosætterne som er herrer
i palæstinensisk område, kører på extra veje (apartheid-landeveje). Palæstinenserne er andenklasse borgere i deres eget land. Desværre stillede Lene Johansen, som styrer udsendelsen, meget naive spørgsmål.
Hun mente, at israelerne må sikre sig mod selvmordsbomber og har derfor oprettet specielle veje og mure, men Amira Hass fremhævede, at selvmordsattentater først begyndte efter en fanatisk bosætter i Hebron, Baruch Goldstein, havde myrdet 29 palæstinenser i en moske i Hebron. Han bliver nu dyrket som helt af bosætterne.
Lene Johansen stillede mange spørgsmål, som viser, at man desværre ved meget lidt om livet i de besatte områder, om de frygtelige lidelser, palæstinenserne bliver udsat for. Radikale bosættere stjæler med regeringens velsignelse mere landbrugsjord, bygger nye huse på palæstinensisk jord. Nu er der olivenhøst, og palæstinensiske bønder har svært ved at få høsten hjem.
Det var i hvert fald godt, at DR2 bragte den oplysende samtale med Amira Hass. I Israel er kvinder som hende ikke populære hos flertallet af befolkningen.
Mange er hjernevaskede og betragter hende som landsforræder. Men hun er en modig forkæmper for menneskerettigheder og fred mellem Israel og Palæstina og vi må støtte Amira Hass ligesom mange andre kvinder i Israel som arbejder i human-rights organisationer.