Mistillid til Bølle-Bjarne

Onsdag d. 20. marts var titusindvis af lærere på gaden i protest mod KL’s og regeringens angreb på lærernes arbejdstid. Et af demonstrationernes klare budskaber var en klar mistillid til finansminister Bjarne Corydon. Det blev udtrykt både igennem taler, bannere og skilte med bl.a. parolen ”gæk, gæk - Corydon gå væk” og en efterlysning af Corydon for ”mordforsøg” på det danske aftalesystem.

Utilfredsheden er naturligvis ikke alene rettet mod Corydon. Den retter sig mod regeringen som helhed og desuden imod KL i den konkrete konflikt. Men mens der er hårdtslående argumenterne imod at vælte regeringen med et mistillidsvotum, ser det anderledes ud med mulighederne for at fjerne Corydon som minister.

Hvorfor ikke vælte regeringen nu?

Lysten til at vælte regeringen som helhed er ganske vist massiv. Reelt vil det dog stille lønmodtagerne i en yderst svækket position, at spille fallit og få ”VKO” tilbage. Højrefløjen står på samme tid klar med de mest aggressive angreb mod lønmodtagerne vi længe har set: Ulovliggørelse af blokade retten, massive nedskæringer på de offentlige udgifter og yderligere angreb mod studerende og arbejdsløse.

Derfor må det stå klart at Enhedslisten ikke bør stille en offensiv mistillid til regeringen – hvorvidt regeringen præstere at vælte sig selv, ved ikke at sikre opbakning til en finanslov, må være op til dem selv.

Hvorfor fjerne Corydon?

Men selvom Enhedslisten ikke bør vælte regeringen offensivt nu, er der masser af mulighed for at ”regulere” regeringens sammensætning og politiske manøvrerum gennem de siddende ministre. At kræve en ministers afgang vil ikke ændre fundamentalt på regeringens førte politik, men kan ændre på den pågældende ministers personlige indflydelse og udførelse af regeringens politik. Der kan være stor forskel på hvordan de enkelte ministre i praksis udfolder regeringens politik, og derved også hvordan den førte politik reelt påvirker samfundet.

Det må stå helt klart at Bjarne Corydons:

Sågar har tidligere overvismand og tidligere formand for arbejderbevægelsens erhvervsråd, Christen Sørensen, udtalt at han er overbevist om at finansministeriet har manipuleret med tallene bag deres økonomiske politik. Han kalder det ”værre end under Schlüter”, fordi uvildige personer ikke har adgang til at se de tal der danner basis for udregningerne i finansministeriet, hvilket ellers altid har været normal procedure. Det er både udemokratisk og suspekt.

Men det vigtigste argument overhovedet er det massive fremmøde til demonstrationerne i solidaritet med lærerne onsdag d. 20. marts, hvor kritikken af Corydon helt entydigt var på dagsorden. Dette giver det bedst tænkelige udgangspunkt for at fjerne en minister, som på alle måder skader både lønmodtagernes interesser, arbejderbevægelsen som helhed og venstrefløjens projekt.

På denne baggrund er det ikke bare muligt, men også en oplagt chance at fjerne Corydon og kræve et bedre alternativ. Det vil bringe en konkret sejr til den seneste tids protestbevægelser og svække regeringens nuværende politiske kurs.

Enhedslisten bør stille mistillid 

Mistilliden skal selvfølgelig ikke blot være en parlamentarisk gave til oppositionen, men skal have et klart politisk grundlag. Her bør følgende nævnes:

• Bjarne Corydon har i finansministeriet forvaltet regeringens politik i sin absolut mest borgerlige udgave, hvor skattelettelser til de rigeste kommer på bekostning af de svageste grupper, studerende og arbejdsløse – Folketinget udtrykker sin mistillid til dette.
• Bjarne Corydon har blande sig i det danske aftalesystem – Både gennem SMS’er, men også ved at optræde som KL’s tæskehold, der står klar med et lovindgreb, såfremt lærerne ikke acceptere KLs urimelige krav – Folketinget udtrykker sin mistillid til dette
• Bjarne Corydon har, ud fra en politisk agenda om at bidrage til en højreorienteret borgerlig økonomisk forståelse, undgået normale demokratiske spilleregler omkring adgang til tal og beregninger – Folketinget udtrykker sin mistillid til dette.

Hvorvidt et flertal i folketinget ønsker at stemme for et mistillidsvotum på ovenstående grundlag, vil i praksis være op til folketingets borgerlige partier. Nægter de at støtte et sådan mistillidsforslag, vil det om ikke andet stå helt klart at:

”Bjarnes blå politik - støttes af folketingets blå partier”

Af Astrid Vang Hansen og Jonathan Simmel