Metro 4 life

D. 30 august starter de første elever på det helt nye Gefion Gymnasium. Gymnasiet, som kommer til at ligge i Københavns indreby, har 13 forskellige studieretninger og sprit nye bygninger. Dette er alt sammen rigtig fint, og Gefion bliver sikkert et rigtig godt gymnasium.

Gefion er dog ikke et resultat af at undervisningsministeriet endelig har fået øjnene op for, at der ikke er plads til det stigende antal elever på de københavnske gymnasier. Gefion Gymnasiet er derimod blevet til fordi de to gamle københavner gymnasier Metropolitanskolen og Østre Borgerdyd har set sig nødsaget til at lægge sig sammen.

Da jeg selv skulle starte i gymnasiet ville jeg helst have gået på Christianshavns Gymnasium eller det frie gymnasium, sammen med de andre venstreorienterede. Men sådan gik det ikke. Jeg endte på Metropolitanskolen, sammen med de andre Nørrebro-unger, og egentlig også rigtig mange fra Nordvest og Amager.
Metropolitanskolen var dengang ikke et særlig søgt gymnasium, og har vist aldrig rigtig været det. Kun de elever, der boede i nærområdet, og kom fra de mindre velstillede hjem (eller hvordan man nu siger det på den politisk korrekte måde), havde rent faktisk søgt ind på Metropolitanskolen. Metropolitanskolen var i øvrigt Nørrebros eneste gymnasium (Det frie gymnasium er privat).
Os der ikke havde søgt det, valgte nu alligevel at blive gående der og forsøgte at forme gymnasiet til vores eget. Det lykkedes da også nogenlunde; vi fik stablet elevråd, cafe udvalg etc. på benene. Metro 4 life som vi sagde til hinanden, når vi var trætte af at det aldrig virkede så smart som det gjorde på de populære københavner gymnasier.
Det blev nemlig aldrig til den type gymnasium som Christianshavns var (og er). Det var nok også meget godt - jeg er i hvert fald i dag glad for at jeg har gået på et gymnasie der var så mangfoldigt som Metropolitanskolen.

At Metropolitanskolen lukker, synes jeg er meget ærgerligt - ikke kun fordi, jeg har selv gået der eller fordi det er et historisk gymnasium; Scherfig, det forsømte forår etc., men fordi Nørrebro nu ikke længere har et offentligt gymnasium. Hvis man vil gå i gymnasiet på Nørrebro fremover, skal man have nogle forældre kan betale for det.
Det betyder højst sandsynligt, at de ressourcesvage unge, som der er en del af på Nørrebro og i Nordvest, vil droppe at tage en gymnasieuddannelse og højst sandsynligt ikke vil få knækket den sociale uligheds kode.

Ingen tak til systemet

Hverken rektoren på Metropolitanskolen eller Østre Borgerdyd har sådan set ønsket at lukke deres gymnasier, men på grund af for mange røde tal på bundlinien har den eneste løsning været at slå de to gymnasier sammen. Som den gode socialist jeg er, skyder jeg skylden på systemet, eller i dette tilfælde mangel på samme.

I 2007 blev gymnasierne med strukturreformen gjort til selvejende institutioner, med et økonomisk fundament, der var baseret på et taxametersystem. Det vil sige, at gymnasierne efter bedste markedslogik tjener penge på hvor mange elever, der går på gymnasiet. Det har efter alt at synes - igen efter bedste markedslogik – vidst sig at være en god forretning for de populære gymnasier og en meget dårlig forretning for de mindre populære gymnasier - og i øvrigt også for de små gymnasier, der ligger i det så omtalte udkants Danmark. De gymnasier, der ikke formår at sælge ”varen”, altså uddannelsen, har tabt. Det har de elever, der mister deres gymnasium i nærområdet sådan set også.
Samtidig har det betydet, at man på de populære gymnasier har stoppet mange flere elever ind i klasserne end der er plads til, for at tjene penge. Det er præcis den samme udvikling vi har set på handelsgymnasierne, som blev selvejende for mange år siden.

Tilbage til Metropolitanskolen anno 2003. Her kom størstedelen af dem jeg gik i gymnasium med fra hjem, hvor forældrene havde en kort uddannelse – hvis overhovedet nogen - og dårlig nok snakkede dansk. Derudover var der selvfølgelig også alle os, som ikke var kommet ind på Christianshavns og Rysensteens Gymnasium. Pointen er at ledelsen på Metropolitanskolen gjorde rigtig meget for, at vi alle sammen skulle klare os så godt som muligt. Der var derfor meget studievejledning til dem, der havde brug for det og lektiecafeer to dage om ugen. Det betød alle havde en chance for at klare lektierne, uanset hvilken baggrund de havde og om ikke kunne få hjælp derhjemme. Desværre er disse tiltag ikke nogle, der giver penge i kassen. Og med en regering, hvis mantra er at økonomisk fremgang er det eneste parameter til at vurdere succes, har gymnasier som Metropolitanskolen ikke en chance.

Det nye Gefion gymnasium har fået rigtige mange ansøgere, og man kan kun håbe, at de ligeledes vil arbejde for at dem, der kommer fra ressourcesvage hjem også bliver studenter. Desværre løser dette bare stadig ikke Nørrebro og Nordvest-ungernes problem.

Historien om Metropolitanskolen er således et eksempel på den forfejlede uddannelsespolitik, som regeringen har ført de sidste ti år. Det er et eksempel som desværre ikke står alene. Til trods for en ambition om at 95% af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, har regeringens politik medført en tilbagegang til 80 procent. Man kan med sammenlægningen ydermere frygte, at vi først nu for alvor ser de sande konsekvenser af et årti, hvor liberalisme og markedslogik er blevet dyrket som religion.