Annonce

18. april 2009 - 18:52

Men du lovede...

Okay, okay! Efter i længere tid ikke rigtigt at have følt, jeg havde noget fornuftigt at sige til verden, har et velrettet spark i r… fra den ærede Modkraft-redaktion fået mig på bedre tanker. Jeg lover at sige noget mere fremover, også selvom det måske ikke er specielt fornuftigt. Eller gennemtænkt. Men det er vel det, der er definitionen på en blog, så nu er I selv ude om det.

I denne lettere uansvarlige ånd vil jeg derfor divitere med en historie fra Det Virkelige Liv. For jeg var nemlig i byen et stykke tid siden med en veninde, og her stødte vi på et velkendt problem: Angsten for at være en narrefisse.

Min veninde havde gennem længere tid brokket sig over, at der ikke var sex nok i hendes liv, så da en rask ungersvend hin aften bød sig til og spurgte, om ikke de to sådan set burde gå hjem og have sex, syntes hun det lød som et udmærket forslag. Og de forsvandt ud i et skummelt baglokale for at snave.

Her gik det så op for hende, at nej… det skulle alligevel ikke være. Ikke med ham, ikke den aften, ikke der, slet ikke nogen steder, sådan set. Helt ok og fint at kysse, men ikke mere, tak.

Hvorpå hun resten af aftenen måtte lægge øre til en jamrende mand, som lige troede, og nu havde hun da lige sagt, og han havde ikke fået sex i et halvt år, så kunne de ikke godt, pleeeease?

Højst kikset og ufedt, og vi diskuterede på vej hjem, hvorfor vi nærmest synes truslen om at blive beskyldt for at være en narrefisse er værre end at blive beskyldt for at være en luder?

Måske er det bare fordi, vi oftere er stødt på narrefisse-problematikken? Eller fordi der er noget lidt sejere ved at være en luder, trods alt. Eller fordi vi er så feministisk kampklare i forhold til luder-beskyldningen: ”Må kvinder nu ikke have et sexliv?” og ”Hvis det var en mand, der gjorde det, så ville han bare være sej!”

Men narrefisse-begrebet er jo mindst lige så åndssvagt, og spiller på alle mulige ideer om den ustyrlige mandlige lyst, og at kvinden har ”lovet noget”, så snart hun har smilet eller modtaget en drink, eller er gået i byen i nedringet tøj. Og på den medfølgende kvindelige skyldfølelse over, at så snart man har ”lovet noget” til en sexhungrende, kurtiserende mand, så falder universet sammen, hvis man ombestemmer sig.

Men hvornår hører vi nogen brokke sig over en narrepik?

At sige nej er ikke at narre nogen. Det er sådan set tværtimod at være ærlig. Og kan man være det, kan man også mere ærligt sige ja. Det burde være i alles interesse.

Annonce