Annonce

11. april 2013 - 18:05

Medansvar for selvudvikling

Jeg har tænkt og tænkt over et svar jeg gav på en kommentar igår. Min reaktion har sat røre i min analyse omkring viden og formidling af den. Som videns-bærer (selvantaget naturligvis, da viden er en uhåndgribelig størrelse) har man vel et ansvar for at formidle på en håndgribelig og favnende facon eller har man? Er det mere et usagt ønske, om at gøre sig spiselig i sine vendinger end det er et ansvar? Det er vel i grunden bare fedt hvis man er i stand til at gøre sine synspunkter forståelige og begge parter forlader platformen for videns-deling med et overskud og en god følelse.

Det var ikke det jeg gjorde i min kommentar. Grunden er simpel; jeg er så træt! Jeg er træt af at det der er indlysende naturligt, ikke altid er bare en brøkdel indlysende for andre. Jeg skrev i mit indlæg ”Observation # 1” at de fleste grunde til at hændelsen ikke var iorden var indlysende. Det var min fejl, for det er de åbenbart ikke. Men det er bare så trættende at køre på autopilot og kage rundt i de samme forklaringer, analyser og argumenter, som man har gjort over og over igen. Men det kan jo være det eneste rigtige at gøre. Det vil jeg nu ikke i dette indlæg.

Det som denne lille trommerum har sendt min hjerne i kredsløb omkring, er spændingsfeltet mellem akademikeren og arbejderen. Det er muligt at man skal gå ud fra at disse størrelser slet ikke er så karakteristisk adskilte mere, hvilket i sig selv kan ende med at være min pointe.

Jeg opfatter arbejderen som hverdagshelten, i den forstand at det er hen som løser hverdagens her og nu problematikker. Hen er løsningsorienteret på et langt mere lavpraktisk plan end akademikeren. Ej at fejlbedømme, en meget vigtig egenskab. Det er pga. hens egenskaber, at arbejdspladsen er velfungerende og forhåbentligt et godt sted at være. Sagt på en anden måde; arbejderen lever i praksis med ”rigtige” problemstillinger i her og nuet.

Akademikerens tilgang til problemerne starter som oftest også i her og nuet men udvikler sig pludselig til en flydende størrelse. Det hele svæver op i meta-perspektivet og gør pludselig løsningsorienteringen langt mere kompleks. Dette er ej heller at fordømme. Begge tilgange har hver deres meget vigtige aspekter og tilføjer vores verdenssyn interessante og vigtige tilgange.

Der hvor problemet tager sig til udtryk er i mødet og forståelsen med/af hinanden. Arbejderen vil oftest finde akademikeren for selvhøjtidelig og omvendt vil akademikeren ofte finde arbejderen for simpel og snæversynet.

Jeg vil mene der er en sandhed i begge antagelser. Men så simpelt er det bare heller ikke. Spændingsfeltet bliver ofte at det akademikeren har at tilbyde af perspektiv på arbejderens problematikker, ikke bliver modtaget og forstået og omvendt kan akademikeren måske ikke altid affinde sig med simple svar på simple problemer.

Kan man stå med en fod i hver lejer? Personligt har jeg ofte en naturlig meta-orienteret tilgang til min omverden men samtidig er jeg løsningsorienteret på det lavpraktiske plan. Jeg forstår at blive pissed off på akademikeren og jeg kender (som fra kommentar-svaret) at blive træt af den forsimplede tilgang til sin omverden. Min opgave må vel så ligge i at formidle min idé, min tanke og rationale omkring emnet, sådan at der bygges bro mellem de to tilgange. Er jeg ikke i stand til det, besidder jeg hverken arbejderens her og nu tilgang i løsningsprocesser eller akademikerens sans for meningsskabelse og udbredelsen af videns-facetter. Det er vel i grunden også hele formålet med at løfte ting op i meta-perspektivet, nemlig at skabe flere forståelser af den samme ting. Men hvis det ikke bliver forstået er vi jo lige vidt.

Det åbner op for en verden af problemstillinger. Et af dem der falder mig først ind, er inden for feministisk teori og leder i grunden også tilbage til udgangspunktet for dette indlæg; nemlig det at være så træt af at tage andres ansvar for selvoplysning på sig selv, i håbet om at det vil rykke noget. I denne process brænder man hurtigt ud og bliver træt af det hele og er derfor ikke løsningen. Derfor tager feministen ofte den tilgang til oplysningsarbejdet at det ikke er hens opgave eller pligt at oplyse den anden om hens undertrykkende adfærd. Det er derimod den andens pligt at lytte og forsøge at sætte sig ind i udsagnet om at hen agerer undertrykkende. Derfor bliver ofte mænd konfronteret af feministen med udsagnet: ”Find selv ud af det.” Dette udløser ofte forargelse fra mandens side og en trodsighed der ikke flytter situationen i en positiv og ønskværdig retning. Kan feministen derimod finde overskuddet til at gøre sin pointe spiselig og håndgribeligt for manden, er der en chance for gensidig forståelse og manden kan derfor rykke sig i mødet. Men det er stadig ikke feministens ansvar at hjælpe manden til bedre at kunne æde lortet. Dertil skal også tillægges at feministen meget sjældent har succes med sit arbejde og hele anstrengelsen har været forgæves og spildt – deraf det udbrændende aspekt på situationen. I forlængelse af dette kunne man vel sagtens bygge videre på scenariet med udgangspunkt i privilegier men det er lidt en anden snak.

I dette scenarie er også andre vigtige elementer at medtænke. Det kan fx være at manden står af fordi feministen kan fremstå overlegen (ligesom akademikeren mod arbejderen) og hen føler derfor ikke at hen skal lytte. Dette er ofte situationen i spændingsfeltet mellem aktivister på den radikale venstrefløj. Der ligger underliggende sociale forståelser og koder i at kunne fremstille sig selv som belæst og velargumenterende. Her bevæger man sig igen ind på platformen om privilegier. Det må som udgangspunkt være den velformulerede parts opgave at hjælpe til at formidle en konstruktiv og fair dialog, hvor der gives hensyn til den part der måske har mindre nemt ved at finde ordene. Hvis man ikke benytter sine belæste privilegier til noget alment konstruktivt men kun til at positionere sig selv socialt og politisk, er kræfterne spildt og måske endda et onde for det omkringværende miljø. Dette er hvad jeg ville karakterisere som akademikerfjolset. Hen præsenteres bl.a. i Ludvis Holdbergs ”Erasmus Montanus.” Faktisk finder jeg mange sammenligninger mellem Erasmuses adfærd og mange personligheder på den radikale venstrefløj. Det er som om der sker en brist i folks holdning til verden, så snart de har læst en bog der sammenfatter tingene for dem – og derigennem formoder at ingen andre har kunnet gennemleve samme udvikling som dem. Det paradoksale ligger i at det naturligvis er til den samlede fløjs fordel, at alle udvikler sig politisk. En sådan Erasmus-adfærd modvirker en naturlig generel udvikling og modarbejder læselysten hos andre omkring sig. Det udmønter sig i latterliggørelse og underkendelse – samt direkte tilsvining. Desuden oplever jeg at det er karakteristisk for akademikerfjolset at hen hænger sig i petitesser som trykfejl og stavning og bruger dette som undskyldning for ikke at ville forholde sig til indholdet. Arbejderen derimod kan ofte have en doven tilgang til dens slags formalia. Forholdet mellem akademikeren og arbejderen er at de har gensidigt brug for hinanden.

På den radikale venstrefløj tager det sig skævt til udtryk. Ofte bruger akademikeren fine vendinger om hens politiske tilgang – dog ofte uden meget handling bag, mens arbejderen reelt set formår at udleve akademikerens fordringer – dog uden at kunne argumenterer sin tilgang politisk. Der er naturligvis en masse der lever deres politiske liv i spændingsfeltet mellem disse yderkanter – heldigvis!

Skævvridningen sætter ofte arbejderen i en mindre anerkendt social situation, da hens opgaver ofte består i det lavpraktiske, såsom at sætte plakater op, lave folkekøkken, male banner etc. Dette er opgaver akademikeren ikke har meget til overs for. Hen er optaget af skrive opgaver, møder og politisk udtryk. Problemet i dette forhold er, at akademikeren kan bruge sin belæste list til at højne sit eget hverv og derigennem nedsætte arbejderens. Og dette sker! Det er ikke særligt anerkendende at sætte sig på at hænge plakater op hvorimod det giver skulderklap, respekt og god social position at sætte sig på opgaven om at skrive principprogram.

Alt dette sender mig i et ambivalent sted. Jeg mener virkelig at alle har et ansvar for at skole og udvikle sig selv politisk – til at lytte og forsøge at forstå, rykke sig i forhold til argumenter og tage medansvaret for at højne det politiske niveau omkring sig. Samtidig forstår jeg at det kan være svært, når man konstant skal løbe ind i personer, der ikke forstår at træde ned fra det selvfede podie og give lidt plads til individuel udvikling. Der er mange grunde til at situationen er sådan og jeg kan naturligvis ikke sige mig fri for at være medvirkende til begge aspekter af sagen. Jeg er en del af det miljø jeg lever i – på godt og ondt. Grundlæggende synes jeg man skal spørge sig selv: Hvorfor opfører jeg mig som jeg gør? Er jeg fair og kan jeg forsvare min handlinger politisk? Kan min adfærd stå som genstand for hvordan jeg generelt ønsker mit omkringværende miljø. Hvis nej, hvordan kan man så retfærdiggøre sin tilgang til sin omverden?

Annonce