Marx kritikkens konventionelle visdom

Marx er ved at blive aktuel igen. Dermed dukker Marx-kritikken også op igen. Den er dog ikke ny, men tværtimod forbløffende gammel. 

I Kristelig Dagblad d 17/1 præsenteres Marx for eksempel af to økonomer, Hans Aage og Carsten Koch, som økonom og hans værditeori som en pristeori -hvorefter den kritiseres og nedgøres som pristeori betragtet. Marx var en dårlig økonom, får vi at vide.

Denne kritik af værditeorien er gammel og har været udbredt, men den er ikke desto mindre forfejlet al den stund Marx’ værditeori ikke var nogen pristeori, men en filosofisk og historisk-sociologisk teori om fremmedgørelse, reifikation  og udbytning. ’Værdi’ var for Marx dette at være et produkt af menneskeligt arbejde, og hans definition altså en tautologi, som alle ægte definitioner er det.

 I den moderne fagøkonomi er ’værdi’ lig med pris som igen er bestemt som skæringspunktet mellem en efterspørgselskurve og en udbudskurve, for Marx har ’værdi’ noget at gøre med arbejdsdeling og konfigurationen af over- og underordnelsesforhold. For mainstream økonomerne er det meningsløst at tale om ’udbytning’, for Marx er udbytning helt centralt, forekommende i alle samfundsformationer og  synliggjort i kapitalismen i og med hans værdibegreb. Mainstream økonomerne fokuserer på individers motivation, valg og adfærd. Marx fokuserer på den givne samfundstotalitet, dens funktionsmåde og dens bevægelsesretning.

Marx er i det hele taget fra en tid før uddifferentieringen af samfundsvidenskaben i en række forskellige discipliner. Hans ambition var en samfundsvidenskab forstået som en alt omfattende historisk, sociologisk, økonomisk og filosofisk analyse af de menneskelige samfunds udvikling over tid og af samfundsformationernes forskellige funktionsmåder. Mainstream økonomerne opstiller prognoser for den kommende samfundsudvikling baseret på modeller, hvor man ekstrapolerer ud fra eet enkelt aspekt af menneskelig adfærd, nemlig ’den økonomiske’. Marx forsøger sig derimod med en totalanalyse inddragende alle aspekter og såvel strukturer som adfærd.

Dette projekt kan man have forskellige meninger om og man kan vurdere hans indsats her forskelligt, men det er ikke fair først at gøre ham til fagøkonom i nutidig mainstream forstand og så derefter at nedgøre ham på det grundlag.

For nogle år siden skrev direktøren for globaliseringsinstituttet ved London School of Economics and Political Science, Meghnad Desai, et værk med den provokerende titel: ’Marx’s Revenge’. Ingen havde, erklærede den ingenlunde ukritiske Desai, i grunden forudset og forklaret kapitalismens historiske succes så godt som Marx. I dag kunne vi tilføje, at ingen har heller forudset og forklaret dens kriser så godt. Marx gør begge dele og det er sjældent.

Midt i en tid hvor vores moderne samfund er i dyb krise, hvor der er enorme spændinger mellem økonomisk politik og demokratisk legitimering, hvor den hidtidige levestandard og det hidtidige velfærdssystem  er under pres, hvor nye dybtgående konflikter truer, hvor uligheden er markant, hvor der fortsat eksisterer, midt i al overfloden, store enklaver både globalt og i de enkelte lande af fattigdom og elendighed, en tid hvor kommercialiseringen er  alt gennemtrængende , og hvor egocentreringen er så voldsomt udviklet, at selve den grundlæggende sociale solidaritet er ved at krakelere, kan det vel ikke undre, at Marx’ kritiske og historisk-sociologiske analyse af den bestående sociale orden med sin historicitet virker tiltrækkende på de, der føler sig i kritisk opposition til denne rådende sociale uorden.

Den tiltrækningskraft som Marx’ kritiske tilgang besidder forstærkes ved indtrykket af den konventionelle visdoms overfladiskhed og partiskhed: I den løbende diskussion og i mainstream økonomernes skråsikre diskurs fremstår   kriser  som noget der pludseligt bryder frem som følge af manglende investeringslyst, og svingninger i arbejdsløshed forklares ud fra svingninger i lyst/ulyst til at arbejde. Incitamenter og motivation, ikke strukturelle tiltag, bliver her angivelig hovedmidlerne for økonomisk justering. I hele EU området presser institutioner, eksperter og toppolitikere ned over befolkningerne en økonomisk krisepolitik, der minder om den økonomiske krisepolitik som Heinrich Brüning, Phillip Snowdon og Herbert Hoover med så ringe held forsøgte sig med konfronteret med den store krise i trediverne. Overalt skal de dårligst stillede sociale lag betale for den krise, som de ikke selv har skabt.

”Kapitalismen vil altid svinge mellem høj- og lavkonjunkturer” erklærer Carsten Koch fortrøstningsfuldt i nævnte artikel , uden dog at kunne forklare hvorfor. Han er imidlertid tydeligvis helt sikker på at kapitalismen vil bestå til evig tid. Det er sandelig længe.

Men Marx var økonomisk determinist og docerede en teori om kapitalismens automatiske sammenbrud, siger Carsten Koch videre . Dette er  en anden af den konventionelle Marx-kritiks myter. Marx var faktisk struktur-aktør teoretiker. Det sagde han selv og han tog eksplicit afstand fra enhver teleologisk historieopfattelse.

Faktisk forholder det sig lige omvendt: Det er den liberalistiske tradition og mainstream samfundsvidenskaberne der i dag artikulerer  en evolutionistisk determinisme og ser den bestående sociale orden som en evig orden. ’Historiens afslutning’ som Fukuyama i sin hybris proklamerede det.