Annonce

29. juni 2009 - 0:54

Marx i 3D

Jeg følger med. Åben og nysgerrig. Som aftalt, men også oprigtigt interesseret. Sucker som jeg er, efter at lære nyt og komme på eventyr. Gerne i godt selskab, og gerne for at komme bare en smule nærmere den flygtige forestilling om en slags mening og dybere indsigt. Håb og retning.

Jeg bemærker formuleringen ”kapitalismens motorrum”. Motorrum i ental. En figur der tager udgangspunkt i et centrum. Ét sted med kværnende maskiner, der pumper energi og ydeevne ud i systemet, organismen. Et hjertekammer.

Jeg følger med derhen. Derned? Men tænker, at vi har mange flere motorrum at besøge. Vidensøkonomiens motorrum. Den kreative økonomis motorrum. Serielt forbundne motorrum, der hver især pumper videre, når de andre kører på halv kraft. Som den bristede finansboble har vist os: Byggeriet går i stå, mens de digitale anlægsarbejder fortsætter – stort set – ufortrødent.

Et acentralt netværk bestående af klynger af menneskelig produktivitet, der stræber mod opfyldelse af behov og begær. Der er ikke længere kun én knap at trykke på, hvis samfundet skal sættes i stå eller rebootes.

Mens vi tømmer dovne sjatter ved det socialdemokratiske gravøl i Berlin, Paris, London og København, så opdager vi måske, at det er fastholdelsen af denne todimensionelle figur til forståelse af samfundet, der er en del af forklaringen på venstrefløjens analytiske ørkenvandringer. Center-periferi. Basis-overbygning.

Old school dialektik, som vi har fået ind med den politiske modermælk. Og lige i dette tilfælde er old school ikke the only school. Hvis Marx havde levet i dag, havde han drukket pastis med Deleuze, og snakket om skvalderkål. Hvis Marx havde skrevet i dag, havde han skrevet i 3D. Om netværker uden centre.

Socialdemokrater er som regel hyggelige at hænge ud med, også selvom de hænger med mulen. Det er et godt sted at starte. Socialdemokraterne har noget at have selvfølelsen i. De har bygget verdens bedste samfund, men de sejrede ad helvede til. Det kunne en kort 3. vej-opblomstring i 90’erne ikke ændre ved. Som Ajax Amsterdam der opfandt og triumferede med total-fodbolden, for derefter at være henvist til den bløde mellemvare, da andre blev bedre til spillet end dem selv.

De socialdemokratiske masser fik stadigt bedre overenskomster, der skabte købekraft til et CO2-ekstravaganza af charterferier, amerikanske køleskabe med isterninge-maskiner, og fladskærme på størrelse med bordtennis-borde. Samtidig gav velfærdstaten os rygdækning, tryghed og sikkerhed i mod sygdom, alderdom, arbejdsløshed og sikrede børnenes gratis undervisning.

Ejendom skaber angst for at miste. Og da angsten for at miste, erstattede drømmene og kravene om en bedre dagligdag som den drivende politiske kraft, så tog nogle andre over.

Måske er det det vi kommer frem til, efter utallige dovne sjatter fadøl sammen med Lothar og Carsten Hansen. Måske ikke. Jeg er i tvivl.

Men jeg er enig i, at det er godt sted at starte en rejse fremad. Og det er ikke kun et spørgsmål om gratis fadøl. Doven eller ej.

Annonce