Marx' analyse og kritik af den bestående sociale orden

I mit forrige blokindlæg kritiserede jeg den konventionelle Marx-kritik og argumenterede for Marx’ og marxismens aktualitet. Michael A har to kommentarer til dette mit indlæg om Marx. Eftersom flere tillige overfor mig  har efterlyst en nærmere redegørelse for hvad jeg forstår ved struktur-aktør teoretiker og hvorfor jeg karakteriserer Marx som en sådan, vil jeg besvare Michael’s kritik med et selvstændigt blokindlæg. Jeg vil besvare de fremførte kritikpunkter  en for en:

Spørgsmålet om analyser af kriser og kapitalismens udvikling

I den neo-klassiske økonomis traditions teori  kan kriser blot forekomme som tilfældige midlertidige forstyrrelser, idet ligevægtssituationen  altid af sig selv vil blive  genetableret på optimal  vis.  I den keynesianske traditions forestilling etableres ligevægten ikke af sig selv og staten må træde til med igangsættende foranstaltninger. I den marxistiske traditions opfattelse udspringer  kriser  af selve systemets funktionsmåde, og kriser kan ikke endegyldigt overvindes inden for det kapitalistiske systems rammer.   

For det andet fokuserer mainstream økonomerne på individer, eller rettere sagt, og endnu mere indsnævrende, på blot eet aspekt af individers adfærd, nemlig det ’økonomiske’. Marx og marxisternes pointe er så den, at man ikke kan analysere og forklare kapitalismens funktionsmåde, udviklingsforløb og systemets tilbagevendende kriser , når man ikke vil  vil  begribe kapitalismen som netop et system, men hele tiden blot fokuserer på atomiserede individer

Dette betyder igen at mainstream økonomerne  ikke kan forklare kriser og udviklingsforløb ud fra systemegenskaber, men hele tiden blot ser på individer og incitamenter. Arbejdsløshed, f.eks., forklares ikke som udslag af mekanismer i kapitalismens system, men forklares ud fra svingninger i lyst og ulyst til at arbejde. Arbejdsløshed skyldes ifølge den herskende økonomiske doktrin  ene og alene dovenskab.  Herudfra følger så medicinen: de arbejdsløse skal motiveres/ tvinges til at arbejde. I dan marxistiske tradition sætter man omvendt fokus på kapitalismen som et fungerende system og  de mekanismer der her producerer tilbagevendende kriser og arbejdsløshed. Mainstream økonomerne kritiserer    de arbejdsløse og legitimerer de facto den bestående sociale orden. Marxismen retter et kritisk og grænseoverskridende fokus på netop denne sociale orden.

En tredje forskel mellem marxismen og mainstream teorierne er nemlig den, at marxismen ser den bestående kapitalistiske sociale orden som en historisk og derfor foranderlig konstruktion, et historisk produkt der er blevet til under bestemte historiske betingelser og som også kan får sin afslutning. Det er en erkendelse  som mainstream samfundsvidenskaberne helt afskærer  sig fra, fordi de simpelthen i deres analyser fokuserer på atomiserede individer.

Mihael A anfører, at marxisterne er indbyrdes uenige og at der er flere forskellige marxistiske kriseteorier. Det er korrekt, men det ser jeg snarere som en styrke end som en svaghed.  Der er ikke én, men mange forskellige marxistiske teorier. Fælles er det forskningsmæssige grundparadigme, herudfra –og ud fra de konkret omstændigheder og erfaringer- formes der så hele tiden teorier, som kan være forskellige, og  som modificeres, ændres o.s.v. i en vedvarende proces.

Marx leverer ikke nogen endegyldig facitliste. Det er en misforståelse, en misforståelse  der desværre har været udbredt også i den marxistiske tradition. Marx udvikler et forskningsprogram og anviser en tilgang. De konkrete teorier og resultater må hele tiden hvile på nye konkrete undersøgelser af en virkelighed i stadig forandring. Dette er ingenlunde uproblematisk, men tilgangen forekommer dog at være klart overlegen i forhold  til mainstream tilgangene som har afskåret sig selv fra overhovedet at stille systemkritiske spørgsmål, ja fra overhovedet at tale om et system..

Spørgsmålet om struktur-aktør

Under Marx’ teoretiske tilgang og samfundskritiske analyse, samt hele hans politisk aktivisme ligger hans grundforestilling om en historisk struktur-aktør dialektik.

Karl Marx  forsøgte  at forene en struktur- og en aktøranalyse gennem sit fokus på dialektikken mellem samfundsmæssig adfærd (gesellschaftliche Verhalten) og samfundsmæssige forhold (gesellschaftliche Verhältnisse).[1] Denne tilgang indebærer for det første en opmærksomhed omkring de objektive samfundsmæssige forhold: ”En neger er en neger, først under ganske bestemte forhold bliver han slave”, erklærede Marx.[2] Man kan ikke forstå den pågældende negers situation som slave ved blot at studere hans adfærd eller ved at udspørge ham. Man må straks fra analysens begyndelse medinddrage de samfundsmæssige forhold, der gør ham/hende til slave, ja, som konstituerer hele den eksisterende slaveøkonomi. Der er tale om forhold som han/hun ikke bare uden videre fra det ene øjeblik til det andet kan træde ud af. Ej heller kunne feudalbønderne eller den industrielle kapitalismes lønarbejdere ‘bare’ vælge at være i en anden position, på et andet sted eller i en anden tid. Sådanne strukturelle forhold er i det givne øjeblik, ja, måske endda i en hel periode, ‘objektive’ og ‘nødvendige’. Det vil sige, de er ikke bare fantasiprodukter eller vilkårlige ‘diskursive artikulationer’ eller noget, man bare kan smyge af sig fra den ene dag til den anden.

Men tilgangen indebærer også en opmærksomhed om aktørernes handlinger. På længere sigt kan de givne sociale forhold ændres. Det kan de, fordi de ikke er evige, ‘naturagtige’ forhold, men menneskabte forhold, frembragte gennem de forudgående generationers virksomhed. Hvis man opfatter menneskeskabte forhold og indbyrdes menneskelige relationer som ‘naturagtige’ gør man sig skyldig i en reifikation.[3]

 Endelig indebærer denne grundopfattelse og tilgang en opmærksomhed omkring dialektikken mellem social handlen og social aktivitet. Generation efter generation frembringer menneskene gennem deres samfundsmæssige praksis, det vil sige gennem deres økonomiske produktion, der i sig selv rummer elementer af både samarbejde og konflikt, og deres politiske og ideologiske kampe, samfundsmæssige forhold (‘strukturer’). Disse forhold udgør i den givne periode ‘objektive omstændigheder’ for hver ny generation, men omformes også af disse, hvorved der fremkommer nye strukturer.[4] Således var det netop hele tiden ”individernes […] adfærd som individer til hinanden, som skabte de bestående sociale forhold og til stadighed skaber disse”.[5] Gennem denne vedvarende proces ændres verden uafladeligt og samtidig ændrer aktørerne derved også sig selv. Den ‘menneskelige natur’ er selv socialt produceret og under stadig forvandling.[6]

Historien har, pointerede Marx, ikke noget iboende formål, der styrer udviklingens gang.[7] ”Historien er”, erklærer han, ”ikke andet end de enkelte generationers rækkefølge, hvor hver generation udnytter de af alle de tidligere generationer efterladte materialer, kapitaler og produktivkræfter og således på den ene side fortsætter den overtagede virksomhed under helt andre former og på den anden side modificerer de gamle forhold med en helt forandret virksomhed”.[8]

Her tager Marx selv eksplicit afstand fra den determinisme, som man ofte har skudt ham i skoene. Marx var ikke udviklingsdeterminist. Marx mente ikke at historien havde et iboende formål. Marx var struktur-aktør teoretiker.

 f