Mad

Der er rigeligt med artikler og TV-serier om mad, kokke, slankekure, diæter, etc. Mit ærinde er derimod sult; gammel-sult, det fysiske utilfredsstillede behov, som ca. 1 mia. mennesker mærker hver dag. Hvad kan vi – mere eller mindre småfede - gøre ved det – politisk og hver især?

Nødhjælp og bistand

I de rige og velorganiserede lande plejer man at have store overskudslagre af korn, men de er ikke så store mere, og nogle lande laver eksportstop i perioder, for at sikre sin egen befolkning gennem tørke og oversvømmelser.

Nuvel, vi skal heller ikke blot sende mad til fattige folk i u-landene medmindre der er tale om pludselige katastrofer. Det kan føre til "klientgørelse", at folk sidder og venter på næste sending af gratis mad, hvilket ødelægger mulighederne for at de lokale bønder kan sælge deres produkter.

Trade not aid !

... var grunden til, at fattige mexicanske kaffebønder i 1980'erne protesterede over handelsrelationerne med Europa. De ville have toldfri adgang for deres produkter – ikke almisser.

De startede sammen med kirkelige organisationer i Holland Fairtrade-bevægelsen. Bevægelsen søgte både at formidle direkte handel (uden om de store multinationale selskaber) mellem bønder i u-lande og forbrugere i vesten, og at præge de internationale forhandlinger om handel i GATT og WTO. De ulige vilkår på det globale marked og de udviklede landes protektionisme (told, kvoter og tekniske handelshindringer) fastholder u-landene i fattigdom, som leverandører af råvarer og billig arbejdskraft.

Danmark kan ikke ændre på vilkårene for import uafhængigt af EU, så Danmark (parlamentarikere og regering) må køre offensivt frem i EU eller vi må have Danmark ud af EU. Solidariteten med de fattigste lande bør altid gå forud for loyalitet med de rigeste.

Fairtrade, rettigheder og demokrati

Jeg er en stor beundrer af vores nuværende radikale udviklingsminister, selvom jeg sætter mit kryds ved liste Ø. Christian Friis Bach, hans kone og et par stykker mere, grundlagde Butik Salam i starten af 1990'erne, en butik i Skindergade i Kbh. med bæredygtig handel af kaffe, te, tøj, kunsthåndværk, mv. fra forskellige fattige egne i verden. Han var også militærnægter i foreningen U-landsimporten, en importorganisation stiftet af religiøse, humanister og venstreorienterede - herunder SID, nu 3F, der gerne ville støtte revolutionen og kaffekooperationer i Nicaragua.

Bønder, tekstilarbejdere og kunsthåndværkere skal have en ordentlig betaling, handlen skal foregå direkte fra et kooperativ og udenom fordyrende multinationale selskaber.

Endeligt gjorde han et stort arbejde for etablering af et bæredygtighedsmærke, Max Havelaar i Danmark. Nu hedder det Fairtrade-mærke-organisationen og mærket kan ses i ethvert dansk supermarked.

Som ny udviklingsminister i 2011 lancerede Christian et nyt perspektiv på udviklingsarbejdet: rettigheder – økonomiske, sociale og kulturelle. Fattige folk skal have rettigheder og lære at kræve deres ret. Problemet er bare, at nogen skal sikre dem retten. Hvem? Staten ?

Rettighedskonceptet fungerer sikkert udmærket, hvis en regering i et u-land får penge til en skole i en bestemt egn og donorlandet fortæller indbyggerne i egnen om gaven. Så må man formode at indbyggerne protesterer, hvis pengene går til korruption og høje lønninger i statsbureaukratiet i stedet for en skole. Derimod kan regeringer i u-lande næppe trylle mad op af en udtørret jord til en udmarvet befolkning.

Med samme skepsis ser jeg på MS's nye store mærkesag: Demokrati. Unge danskere rejser lige efter studentereksamen ned til unge i u-lande og skal i løbet af 3 måneder lære dem at formulere sig, diskutere, lave kampagner, osv. Ja tak, men er man sulten og uden arbejde, tror jeg demokrati er et luksusproblem.

Jeg tror fortsat på, at vi skal give fattige folk nogle redskaber til at skaffe maden. Det vil sige den meget omtalte fiskestang i stedet for fisk og fluffy ideologi. Samt know-how på de lokale præmisser: Det er f.eks. bæredygtigt landbrug med kompost og skyggetræer, uden anvendelse af dyrt kunstgødning, dyre og farlige pesticider, og ingen "terminalfrø" fra det multinationale selskab, Monsantos.

Det er også hjælp til at komme i gang med forarbejdning af råvarerne; det skaber merværdi og beskæftigelse i tekstilindustrien og andre industrier, der både kan begrænse deres import og give mulighed for eksport. Jeg tror ikke det er bæredygtigt, at springe fødevaresikkerhed og industriproduktion over og satse på demokrati, rettigheder og turisme.

NGO'erne

Jeg vil gerne vide hvad der gik galt i 1990'erne med Mellemfolkeligt Samvirke og andre gode organisationer, der sendte frivillige landmænd, håndværkere og sygeplejersker ud i den fattige verden, for at lære fra sig og få mellemfolkelig forståelse i 2-3 års forløb. Det er muligt, at effekten ikke rigtigt kunne måles, men det virker helt galt på mig, at statstilskud til NGO'erne nu er afhængige af indsamlinger og folkelig forankring i form af medlemmer.

Når MS kører kampagne for Fair trade (4-5 somre med Fair Fælled Festival) handler det ikke om at opspore og støtte producentgrupper i Syd til at komme i gang med fair handel. Og på sommerens cykelkaravane for Bæredygtig udvikling handlede det vist heller ikke om at agitere for bæredygtige levevis, men mere at bruge nogle politisk korrekte ord. Man frygter vel, at støde nogle fra sig, når der skal indsamles penge og når der skal rekrutteres medlemmer og unge mennesker skal bruges som frivillige og til imagepleje.

Her efter Rio+20 mødet skal der formuleres konkrete krav til bæredygtig udvikling såvel i de fattige lande som i de rige lande og der nytter det altså ikke bare at sige at vi har et overforbrug i den rige verden. Der må både NGO'er og ansvarlige partier være mere konkrete og kreative i forhold til løsninger.

Bæredygtig levevis og eksemplarisk produktion

"Spis nu op! Tænk på de sultne børn i Afrika". Sådan har nogle nok hørt i deres barndom. I dag med globaliseringen er der desværre mere om snakken end vi bryder os om at høre. Jo mere mad, vi smider ud, desto mere skal vi købe. Jo mere mad vi køber, desto mere skal importeres. Danmark er den mest kødædende nation i verden og dansk landbrug er noget svineri.

Danmark importerer 1,8 mio. ton soja om året til en værdi af 4,1 mia. kr. 70-75 % går til svin, resten til kyllinger og kvæg. Det anslås, at fylde 920.000 ha svarende til 1/3 af dansk landbrugsareal, eller dss. Sjælland og Lolland tilsammen. (Kilde: Finn Danielsen og Mette Marie Nørgaard, Danmarks Natur frem mod 2020).

"Det er et paradoks, at selv om Danmark er et højt udviklet intensivt landbrugsland, så bidrager dansk landbrug ikke til afhjælpningen af sult i verden. Det danske husdyrbrug er baseret på import af foder fra ulande, mens eksporten især er en luksuseksport." skrev Knud Vilby i Politiken i forbindelse med 92-gruppens rapport i 2008.

Ca. halvdelen af danskernes kalorieforbrug kommer fra kød. Det kræver ca. 9 gange så meget plads at dyrke foder til dyr som til mennesker, når man omregner til kalorier. Kort sagt: Vi kan begrænse importen af foderstoffer, og dermed give plads til at der dyrkes mad til sultne mennesker, ved at begrænse vores kødforbrug.

Tænk om vi kunne - bare halvere dansk svineproduktion ! Der fødes og opfedes 25 mio. svin i Danmark om året (ud over de ca. 60.000, som går på to ben).

Danmarks Naturfredningsforening har beregnet, at 3,5 mio. mennesker mister føde, hvis vi afskaffer 12,5 mio. svin. Til gengæld kan 17,5 mio. mennesker brødfødes af det korn, som ellers ville være hældt i svinene. Hvis vi spiser føden direkte fra jorden, kan den altså forsørge 5 gange så mange mennesker i Danmark eller i udlandet.

Tilmed får vi sidegevinster som mindre gylle, der siver ned i jorden til grundvandet eller ud i vandløb, mindre stank og svie i øjnene, mindre udledning af CO2, osv.

Jeg vil foreslå en kvoteordning til landmænd, ligesom dele af industrien har på CO2 udledning og som der tidligere var på fisk og mælk. Landmændene skal købe retten til at producere svin, så kan staten op- og nedregulere kvoteprisen alt efter hvilke mål, man ønsker opfyldt.

F.eks. begrænsning i import af foderstoffer fra fattige lande, begrænsning af danskernes økologiske fodaftryk (svineproduktionen fylder både under dyrkning af foder, med brændstof til transport og dyrenes CO2 udledning), dyreetiske krav og eksportindtægter.

Det syge fødevaremarked

Store dele af høsten i verden kommer slet ikke på marked; meget mad dyrkes lokalt og byttes evt. med noget andet. Men dér, hvor den lokale befolkning ikke har været i stand til at frembringe deres egen mad, er den henvist til at importere fra andre lande til verdensmarkedspriser.

Andre steder, hvor bønderne er dårligt organiserede, er den pris bønderne bliver tilbudt af opkøbere for deres høst så dårlig, at de døjer med at leve af det. Det er fordi madmarkedet er langt fra den neoklassiske ideelle model med fuldkommen konkurrence; der er ikke uendeligt mange udbydere og efterspørgere.

Ifølge Raj Patel, en amerikansk økonom, deler 4 multinationale selskaber 75 % af det globale marked for fødevarer. Det er Unilever, Wallmart, Cargill og Nestlé. De kan på én gang udnytte deres markedsmagt som dominerende opkøber blandt en masse bønder og småvirksomheder i Syd og Øst og differentiere sig med forskellige brands i forhold til forskellige forbrugersegmenter i Nord og Vest.

Raj Patel beskriver vejen fra jord til bord som et timeglas med få store selskaber på det smalle sted. I hans bog "Stuffed and starved" findes rystende historier om sult blandt fattige bønder i u-lande og mega-supermarkeder med underlødige færdigretter, der gør amerikanerne fede og usunde.

I Danmark er de nye fødevarefællesskaber er et smukt brud med et fordyrende kapitalistisk mellemhandlerled og det anonyme marked. Se f.eks. http://kbhff.dk/ hvordan forbrugere i forening køber frugt og grønt direkte fra landmænd og gartnerier og distribuerer i ugentlige poser til hinanden.

Konceptet kan udvides til andre produkter og importvarer, hvor forbrugerne forener sig med producentgrupper i udlandet. Når anonymiteten nedbrydes, bliver det muligt, at finde en retfærdig pris og skabe langsigtede handelsrelationer med producenterne.

Befolkningstilvækst, klima, kød og biobrændsel = mere sult

Ét er, at det stigende antal mennesker i verden (ca. 9 mia. forventes i 2050) skal bruge mere landbrugsjord.
Noget andet er, at klimaforandringerne ødelægger landbrugsjord; oversvømmer frugtbar jord eller giver tørke - denne sommer selv i "Guds eget land", USA, hvor man endnu ikke har indset årsagssammenhængen mellem tørke og CO2-udslip.

Nogle lande har allerede forbudt eksport af fødevarer, for at sikre sin egen befolkning. Andre har opkøbt jord i udlandet, f.eks. Kina i Afrika, for at kunne dyrke fødevarer til sin befolkning derhjemme. "Landgrabbing" hedder det, og det kan ske henover hovedet på den fattige lokale befolkning, som ofte ikke har skøde på jorden.

Noget tredje er, at den stigende efterspørgsel efter kød betyder større behov for landbrugsjord. Mange kinesere har fået råd til kød.
Og som det ikke var nok, betyder det stigende behov for biobrændsel at store mængder mad (korn, majs og sukker) hældes direkte i tanken, så biler kan fortsætte derudaf.

Der er i stigende grad et misforhold mellem udbud og efterspørgsel på det globale marked og så ved vi at prisen på fødevarer vil stige.
I 2008 og 2009 steg priserne på korn og majs så voldsomt at man vurderede, at 100 mio. mennesker sultede i Afrika.

De havde ikke råd til de stigende priser. Det førte endvidere til spekulation, for hvor, der er forventninger om stigende priser, kan finansielle institutioner tjene penge på at skabe obligationer, aktier, futures, deviater etc, på baggrund af midlertidigt ejerskab under prisstigninger, forsikring af høst, forsikring mod prisfald, o.lign..

Spekulation i fødevarepriser

Efter IT-boblen og senere bolig-boblen er den enormt store ledige kapital søgt ind på fødevare-markedet, hvorved verdensmarkedspriserne på de holdbare fødevarer – korn, majs og sukker - og forarbejdninger deraf er steget endnu mere.

Mange bønder og plantagejere er fristet til at sælge høsten før den er i hus, for at få penge tidligere og slippe for risikoen ved dårlig høst.

Holdet af gravende journalister på Danwatch har lavet en glimrende temaside om spekulation i fødevarer (se http://danwatch.dk/da/artikler/danske-banker-tjener-paa-sult/75) og nu kan vi glæde os over at langt de fleste danske banker og pensionsselskaber i Danmark har droppet spekulationen i fødevarer. Ellers er det på høje tid at skifte bank eller møde op til pensionsselskabets generalforsamling og råbe op!

Problemet er ikke så meget at nogle tjener penge på at finansiere høsten før den er i hus og indtil forbrugerne har købt fødevarerne, det er de enorme svingninger i priserne, som er det mest skadelige. Det kan både føre til mangelsituationer og fejlproduktion, fordi de forvrider markedsøkonomiens signaler fra efterspørgslen.

Biobrændsel

Biobrændsel baseret på fødevarer (de såkaldte 1. generations biobrændsler) er noget skidt. Selvom det er en vedvarende energi, udpiner det jorden og er madspild. Det skal stoppes og det er så indlysende, at selv EU's klimakommissær Connie Hedegaard og den tyske energikommissær Günther Oettinger for en uges tid siden stillede et forslag til et EU-direktiv, det skal sætte et loft på det nuværende brug 1.-generationsbiobrændstof.

Afrunding

1-4 timer før sult per person:
2 håndfulde grønne linser lægges blød i nogle timer, hvorefter vandet skiftes. Eller man koger dem straks i vand med vegetarisk boullion i ½ time.
Deri puttes 2 revne rødbeder, 2 fed hvidløg, 1 frisk rød chili. Kog indtil linserne er møre.
Hæld vand i efter behag og smag til med salt eller Tamari.
Server i skåle. Pynt med creme fraice og friske krydderurter

Kilder:
The Bottom Billion af Paul Collier, 2007
Stuffed and Starved af Raj Patel, 2007