Der kan være mange årsager til at den kønsmæssige ligestilling til tider kan halte gevaldigt, og at vi bl.a. er gået helt i stå i vores ellers progressive tankegang, vi engang kunne være så stolte af i Danmark, når det kommer til ligestillingen mellem mænd og kvinder.
Ligestilling har i mange år været utrolig upopulært at drøfte i landet, og ofte går kvinderne forrest i at afvise ethvert tiltag, der kunne sikre dem samme rettigheder og muligheder, som deres mandlige medborgere og kollegaer.
Vi vil hellere have lavere løn og lavere stillinger end være med til politiske ændringer, der kunne give os positioner tilsvarende vores evner og uddannelsesniveau - "i det mindste har vi så selv fortjent denne position. Der er ikke nogen der har foræret den til os.."
Tilbage i 2004 kunne mine kammerater på kongressen i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom høre mig råbe fra talerstolen: "Jeg vil vælges for hvad jeg har i hovedet og ikke hvad jeg har i trussen!".
Jeg vil sådan set stadig vælges for, hvad jeg har i hovedet, men citatat stammer fra en ung pige, der dengang troede på, at udviklingen ville komme af sig selv, at hvis kvinderne bare kæmpede hårdt nok, så ville vi om få år have erobret dobbelt så mange magtfulde positioner i samfundet, som de havde dengang.
Jeg blev klogere, og mange kvinder før mig, der har udtalt lignende ting, er blevet klogere, for intet er sket, og intet vil ske uden politisk hjælp.
En irriterende men nødvendig nødløsning
Den ligestillingsmæssige forandring kommer ikke af sig selv, vi bliver nødt til at se på lovgivningen, hvad endten vi taler om barsel, større kønsmæssig fordeling på arbejdspladser eller i bestyrelser.
Der findes i dag kønskvoter, der lever i bedste velgående, men denne er blot uudtalt. Vi kalder den også Rip, Rap og Rup effekten, modellen der beskriver, hvordan mænd vælger mænd, der vælger mænd, der alle ligner de foregående. Vi accepterer dette under påskud af, at de jo bare vælger de bedste kandidater.
Vel gør de ej, det har intet at gøre med at være de bedste kandidater, det handler om angsten for at vælge det ukendte.
Så hvorfor så gå ind for kønskvotering, det er vel det samme, som jeg kritiserer mændene for?
I virkeligheden bryder jeg mig stadig ikke om kønskvotering, jeg ser det som et nødvendigt onde, når alt andet er slået fejl. En nødløsning der skal tvinge flere til at åbne øjnene for de kvaliteter kvinderne bibringer til de mandsdominerede brancher og de kvaliteter mændene bringer til de kvindedominerede brancher.
Vi kan kalde det en kickstart indtil virksomhederne selv kan. Vi gør det jo også, når det handler om miljøet, så hvorfor kan vi ikke gøre noget for menneskene?
Ny regering, nye tider?
Jeg skrev tidligere, at det ofte er kvinderne, der holder faklen højest i kampen mod lovgivninen for bedre ligestilling, og værst er de borgerlige kvinder i denne kamp. Men ok, det giver vel også mening.
En liberal kvinde vil naturligvis se det som endnu et angreb på hendes personlige frihed, hvis hendes mandlige chefer skulle tvinges til at tage hende i betragtning til en højere stilling, eller hendes mand skulle tildeles flere rettigheder, så også han kunne spille en større rolle i deres fælles barns liv..
Med den nye regering burde der derfor komme andre boller på suppen. Nu burde der ske et positivt skred med ligestillingen. Men ak! Gang på gang må vi vågne op og se endnu et ligestillingspolitisk tiltag skudt til hjørne med sangen om: det må vi lige se nærmere på.. Nu ingen forhastede beslutninger..
Nej, ligestilling er ikke populært, og det giver ikke flere stemmer, men det er fandme nødvendigt! Det er ikke kun nødvendigt for økonomien, det er også nødvendigt for, at vores drenge og piger kan vokse op med en tro på, at det er deres evner og ikke køn, der afgør deres fremtid. Det er hvad der skaber et demokratisk samfund.
Mens vi venter på politikerne
Og lad mig med det slutte af med en henvisning til filmens verden. Se mens vi venter på de politiske forandringer, render vores børn rundt i en verden af pastelfarvede forestillinger om kønnene, hvor mænd har store muskler og mange penge, og kvinder har store bryster og lever af mandens mange penge.
I sommer vistes der verden over en fantastisk film i biograferne: The Hunger Games. På vej hjem fra biografen slog det mig, hvor sjældent jeg oplever en rigtig filmhelt - en kvindelig en af slagsen vel at mærke. Og heltinden i film er en rigtig helt: uselvisk og fremfor alt handlekraftig og fysisk stærk.
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse at mine elever i 8.klasse ser mange film og identificerer sig med karaktererneme, derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvad de ser. En forsker på University of Southern California har udgivet en undersøgelse om kønsligestilling i film. Af undersøgelsen fremgår det, at der netop er særlige problemer for teenagere.
Kvindelige roller i alderen 13-20 år er generelt ligeså afklædte som ældre kvindelige roller, så allerede fra en tidlig alder slås kvinderollen som ”eye candy” fast. Det samme gælder slet ikke for mandlige roller i samme alder. Mens 33,8 % af de helt unge kvinder er klædt udfordrende er kun 5,3 % af de helt unge mænd.
Vores unge bliver altså stadig mødt med billedet af de klassiske kønsmønstre, hvori de må finde deres rollemodeller, deres fremtidige jeg. Så hvor tager vi fat, i hverdagen eller i systemet?
Det må nødvendigvis gå hånd i hånd, men der er ingen tvivl i mig: hvis der skal skabes ligestillingsmæssige ændringer, må vi starte med lovgivningen, og så må holdningsændringen og kulturen følge trop.
Kommentarer
Da jeg sidder med en tablet i udlandet, er det ikke alle funktioner, der virker, beklager.. Linket der henviser til undersøgelsen får I her:http://annenberg.usc.edu/News and Events/News/111121SmithGender.aspx
Ligestilling er og har altid været, en svær ting at greje. Men med provokativt forbehold synes jeg nu alligevel der kan være noget konstruktivt i at tage udgangspunkt i et relativt simpelt spørgsmål. Er ligestilling noget der skal gives eller tages?
Det er som sagt en provokerende måde, at stille tingene op på. Men det virker alligevel ikke urimeligt, at opstille det som den dikotomi. Hører man til dem, der mener ligestilling skal gives, kommer man imidlertid hurtigt ud på usikker grund. For hvor meget er ligestilling egentligt værd, hvis den bliver givet af mændene (underforstået, i den venstreorienterede ligestillingsdebat er det jo os mænd der har magten)? Med andre ord handler den her tilgang til problemstillingen om man, implicit, antager og accepterer en "naturgiven" magtbalance, hvor manden er det stærke køn, der dybest set skal bestemme over kvinden - i dette tilfælde ved, storsindet som manden åbenbart er, man vælger at give kvinden en gave. At ligestilling skal gives/tildeles er altså ikke umiddelbart en holdbar position.
Den anden mulighed, at kvinderne skal tage ligestillingen, er dermed, i udgangspunktet, langt mere attraktiv. Hvorfor det undrer mig, at man ikke giver den langt større og langt mere seriøst fokus, end det hidtil har været tilfældet. Hvorfor bruger man sit krudt på at snakke "old boys clubs", "Rip-, Rap- og Rup-effekten" og den slags, istedet for at fokusere på de sociale og samfundsmæssige forhold/konstruktioner, den enkelte kvinde rent faktisk har en direkte og kontant indflydelse på? Fakta er jo, at kvinder er (i mangel af et bedre ord) håbløse til at uddanne sig og karrierreplanlægge, så de bliver interessante for f.eks. bestyrelsesarbejdet i landets større virksomheder. Derudover er det også et simpelt faktum, at når kvinder vælger partner, så bliver mænd, der tjener mere og har mere magt, foretrukket. Kort sagt er kvinden, der befinder sig lige midt i Bell-kurven, defineret ved, hun social og fagligt indretter sit liv, så ligestillingen har utroligt ringe kår.
Kort sagt må man, hvis man virkeligt ønsker ligestillingen, forholde sig til hvordan den skal opnås og ikke mindst hvilke konsekvenser denne stillingtagen rent faktisk har. At give mændene skyld og ansvar er under alle omstændigheder ikke en farbar vej - det er jo bare endnu en måde, at tildele manden en større bid af magtens kage.
@Ex-butiksansat: Så stopper festen. At antyde - for slet ikke at skrive om- at mennesker har ansvaret for eget liv, er helt ude i hampen.
Nogle ville måske sige, at man får de kort, man får og at man har ansvaret for at få det bedste ud af dem. Men den går ikke, for så ryger rollefordelingen.