Annonce

22. juli 2011 - 12:59

Lammetæv til Tyrkiet i ny rapport fra Europarådet

5.821 ansøgninger fra tyrkiske borgere

278 gange er staten Tyrkiet fundet skyldig i at have krænket sine borgere ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2010. Med dette skræmmende høje tal indtager Tyrkiet med ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan ved roret en klar første plads blandt 47 medlemslande i Europarådet for overtrædelse af de konventioner alle har underskrevet og lovet at overholde.

JPEG - 6.7 kb
Thomas Hammarberg, kommissær for menneskerettigheder i Europarådet. foto:HRCE

Drevet af det store antal domsafgørelser, adskillige års erfaring med et højt antal anmeldelser fra tyrkiske borgere (5.821 i 2010) og et flere dages besøg i Tyrkiet i april 2011, har menneskerettighedskommissær Thomas Hammarberg grebet til tastaturet og begået et sort-på-hvidt-dokument om de krænkelser Tyrkiet gør og har gjort gennem årtier mod egne borgere.

Læs hele rapporten "Freedom of expression and media freedom in Turkey"

Fællesskab om ny forfatning

Europarådet har tidligere bedt Tyrkiet om at rette ind i forhold til de humanitære konventioner, uden Tyrkiet har foretaget forandringer, der for alvor rykker.

Som tidligere beskrevet her på bloggen, er der ikke frihed til at ytre sig i Tyrkiet.

Den vigtige ”fjerde statsmagt”, den såkaldte fri presse, som skal sikre at informationer af offentlig interesse kommer ud til folket, bliver igen og igen intimideret, anholdt og i flere tilfælde myrdet, skriver kommissæren i rapporten.

Thomas Hammarberg peger overordnet på tre hovedproblemer, der hindrer den frie ytrings- og pressefrihed i Tyrkiet, nemlig forfatningen, lovgivningen, herunder et ikke-fungerende retssystem, og på censur af medierne og internettet.

JPEG - 93.8 kb
I foråret 2011 lavede kurdiske advokater sit-down-strejke i Diyarbakir. Deres retssager bliver gang på gang udsat, fordi dommere ikke vil acceptere at tiltalte taler kurdisk.foto:firatnews

Den tyrkiske forfatning er nøglen til at sikre respekt og beskyttelse af mangfoldighed og ytringsfrihed i Tyrkiet, siger svenskfødte kommissær Thomas Hammarberg, der tidligere – blandt mange betroede og respekterede humanitære hverv, var generalsekretær for Amnesty i 1977, da organisationen modtog Nobels Fredspris for sit arbejde med menneskerettigheder.

I rapporten siger Hammarberg, at hvis Tyrkiet havde haft en forfatning med EU-standarder, havde han været fri for at skrive denne rapport, idet alle de krænkelser og problemer han peger på, i så fald ville være forsvundet.

Hammarberg opfordrer derfor på det kraftigste, at Tyrkiets nye forfatning bliver til i et tæt samarbejde mellem samtlige politiske partier og et bredt udvalg af det civile samfund. For kun ved fælles arbejde kan det lykkes Tyrkiet at få skabt et demokratisk samfund, der lever op til europæisk humane standarder.

Tyrkiske domstole og anklagere er ude i hampen

Som den tidligere svenske diplomat Thomas Hammarberg også er, tøver han i rapporten ikke med også at rose Tyrkiet for at have gjort ændringer hen ad vejen mod et mere demokratisk samfund. Men i samme øjeblik som roserne dufter sødt, bliver de næste ord mejslet ind i ens bevidsthed, når menneskerettighedsaktivisten Hammarberg igen og igen trykker på lige nøjagtig de betændte områder, der gør at denne rapport forhåbentlig ikke går hen over hovedet på de rette personer.

Straffeloven og anti-terrorloven, som netop genvalgte ministerpræsident Erdogan ellers benytter enhver lejlighed til at bryste sig af at have ændret til det bedre, sikrer ikke ytringsfriheden, skriver Thomas Hammarberg.

Igen og igen er mennesker i årevis blevet anholdt og varetægtsfængslet for at have forbrudt sig mod den straffe- og civilretslige bestemmelse om ”ærekrænkelse”.

Kommissæren siger lige ud, at ”de tyrkiske domstole og anklagere mangler fornemmelse for proportioner”, når de kontinuerligt anklager mennesker for ”tilskyndelse til vold”, bare de ytrer sig om noget, der ikke ligger i tråd med regeringens holdning.

JPEG - 81.9 kb
Også den globalt sendende dansk/kurdiske tv-station ROJ TV er under konstant anklage for "tilskyndelse til vold", fordi journalisterne rapporterer fra virkelige begivenheder, der er censureret i de seks statlige tv-stationer i Tyrkiet.foto:privat

-  Det tyrkiske retssystem bør leve op til EU-standarder og mangler forsvar for den objektive sandhed og det offentliges interesse (almenvældets), lyder kravet i rapporten.

Monster-lange straffesager, udsigtsløse varetægtsfængslinger og tiltaltes problemer med at få lov til at se de beviser, anklagerne kommer op med i løbet af en efterforskning, springer kommissæren i øjnene.

Men han stopper ikke her.

Han stikker fingeren helt ind til benet ved at kalde anklagerne for ”løsslupne” i deres jagt på sagsanlæg og giver dem i samme stød et snapslag i nakken ved også at give dem skylden for den selvcensur tyrkiske journalister ofte pålægger sig selv for ikke at komme i fedtefadet.

Ytringsfrihed fornærmer

Som en rektor belærer sin elev, indleder Thomas Hammarberg rapportens afsnit med konklusioner og anbefalinger til den tyrkiske stat med nærmest et epos om, at ytrings- og pressefriheden jo er fundamentet for et velfungerende demokrati i udvikling og fremgang. Og at medierne er den ”offentlige vagthund”, der både informerer og rapporterer om udviklingen i samfundet – også når sandheden fornærmer de magtfulde og indflydelsesrige.

-  Ytringsfrihed er ikke alene information eller idéer, der vækker begejstring og er uskadelige. Det er også det, som fornærmer, chokerer og forstyrrer staten og dele af befolkningen.

I sin afsluttende konklusion til den tyrkiske stat oplister kommissæren en lang række detaljerede forslag til, hvordan Tyrkiet kan blive et velfungerende demokratisk land funderet på ytrings- og pressefriheden.

Her er de vigtigste, i mundrette formuleringer:

  • Lav en ny forfatning, der lever op til EU-standard – udarbejdet i tæt samarbejde med alle politiske partier og et bredt udvalg af det civile samfund
  • Opret en ”ombudsmand”-funktion, så borgerne har en uafhængig instans at konsultere
  • Dommere og anklagere skal have uafhængig supervision og bevidstgøres om lovgivning og retspraksis med eu-standarder
  • Begræns militærets kompetencer til kun at gælde militære foreteelser
  • Lav en ny lov for Radio- og Tv-selskaber med EU-standard
  • Stop censur af internettet og blokering af hjemmesider
  • Pas på med uigennemskuelige mediemastodonter, der truer den redaktionelle uafhængighed

Artikel 10 - YTRINGSFRIHED

“Du har ret til at sige og skrive, hvad du mener, og til at give og modtage oplysninger fra andre. Dette omfatter pressefrihed.”
(Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR))

Apropos syltede agurker (eller epilog)

Nogen kunne måske kritisere Thomas Hammarberg for at udsende en så vigtig rapport lige før agurketiden starter i hele Europa og dermed mistænke Europarådet for på denne måde at ikke at ville genere Erdogan mere end højst nødvendigt.

Ikke desto mindre er rapporten omtalt i både tyrkiske og kurdiske medier. I Danmark har der været et par smånotitser i både større dagblade og lokalmedier.

Man kan jo så håbe på, at det går med rapporten som med agurkerne omkring 1780 i Berlin, hvor udtrykket ”agurketid” siges opstod om den ”døde” sommerperiode i medierne. Her brugte butikkerne tiden uden kunder til at lægge agurkerne i lage, så de senere kunne sælge dem som syltede agurker – med stor succes.

Må rapporten af Thomas Hammarberg, kommissær for Menneskerettigheder i Europarådet om ”Ytrings- og pressefrihed i Tyrkiet”, udgivet 12. juli 2011 blive en lige så eftertragtet delikatesse for medier, magthavere og politikere, som syltede agurker var for berlinerne - og er for danske landmænd, der indtil videre har leveret agurker til fødevarefirmaet Beauvais Foods i 160 år.

Læs omtale af rapporten i tyrkiske og kurdiske medier:

TODAYS ZAMAN: CoE: Freedom of expression vital for progress of democracy in Turkey

HURRIET DAILY NEWS: Media freedom worrying, says Council of Europe report

FIRAT NEWS: European Commissioner half satisfied with Turkey progress

DICLE NEWS: ‘Respect and protection of freedom of expression vital for the progress of democracy in Turkey’

Info om Europarådet

JPEG - 67.8 kb
Thomas Hammarberg, kommissær for Menneskerettigheder i Europarådet blander sig løbende, når stater krænker mennesker. Her ses han på et besøg i Rumænien blandt romaer. Senest kalder Hammarberg forbuddet mod burka og nihab, der bliver forbudt ved lov fra 23. juli i Belgien og allerede er indført i Frankrig, for "hatecrime" og "diskrimination". Læs eventuelt mere på Hammarbergs blog: http://commissioner.cws.coe.int/tik.... foto:ECHR

Annonce