La Famiglia og det Christiansborg’ske plidder-pladder-parallelunivers

Diverse kommentatorer er forbløffede over resultatet af SF’s formandsvalg.

Denne blogger er forbløffet over al denne forbløffelse.

Astrid Krag var en dybt kontroversiel kandidat, og at kommentatorerne har overset dette forhold, kan tilskrives to faktorer: at de stort set alle til hobe var hoppet på den tidligere SF-ledelses spin, samt at de ikke har for fem flade øres indsigt i situationen internt i SF.

Astrid Krags værste modstander var ikke Anette Vilhelmsen, men derimod hendes intime alliance med Thor Möger, Jesper Petersen og resten af La Famiglia, for nu at kvittere for Mögers store inspirationskilde The Godfather.

Dermed blev valgets forløb og resultat et krystalklart kondensat af SF’s grundlæggende problem de senere år: La Famiglias ledelsesstil, hvor de har trynet og forsøgt at tryne den interne opposition, og deres kommunikationsstrategi, hvor de konsekvent har benægtet de realiteter, alle andre kunne se uden at skulle anstrenge sig.

Mest illustrativt fra valgkampen er den famøse lækage af fortrolige dokumenter fra et Landsledelsesmøde, samt Jesper Petersen og Villy Søvndals ageren andet og tredje trin i en tretrinsraket over tre dage.

Villy Søvndal var rosinen i pølseenden og nåede på samme dag at love at holde sig ude af kampen, for derefter, ca. to timer senere, at støtte Astrid Krag.

Det var ydermere ikke en hvilken som helst dag, at Villy valgte at lave sin klassiske Søvndal. Det var oveni Folketingets åbning, der er statsministerens store dag. Helle Thorning-Schmidts store dag.

Af alle dage, så kaprede Villy præcis dén, og det i sin vanlige stil, hvis signatur er den påfaldende lighed med en beruset elefant i en glasbutik.

Tilbage står kondensatet der viser at La Famiglia og dermed Krag-kampagnen, skrev deres drejebog, og lagde deres planer, i det samme Christiansborg’ske plidder-pladder-parallelunivers som de hele tiden har befundet sig i.

Det samme parallelunivers som kommentatorerne, at dømme efter deres forbløffelse, åbenbart også frekventerer.

Mange har gennem de seneste uger spurgt mig, om det bare var dem, der ikke vidste nok om politisk kommunikation, til at kunne gennemskue La Famiglias strategi? Jeg kunne kun svare nej, det var ikke bare dem, og det handlede ikke så meget om kommunikation: Perlerækken af forkerte beslutninger er ikke et udtryk for en særligt udspekuleret strategi, men derimod slet og ret et udtryk for netop en perlerække af forkerte beslutninger.

Hvad betyder det formandsskiftet så?

Internt i SF betyder magtskiftet formentlig et rokade i partiets top. Vandrørene taler om Holger K. Nielsen som ny skatteminister, i stedet for Thor Möger. Holger K. blev forbigået, da det første ministerhold skulle stilles.

Jesper Petersen skiftes ifølge vandrørene ud med Pia Olsen Dyhr som politisk ordfører, og Anette Vilhelmsen overtager Ole Sohns erhvervsministerium. Det efterlader det lidt fjollede Handelsministerium ledigt. SF’s organisationssekretær Turid Leirvoll skulle også hænge i en tynd tråd.

I forhold til regeringen er det interessant om Thorning og Vestager accepterer en fyring af Möger, men ellers forekommer rokaderygterne ukontroversielle.

Politisk skal vi formentlig ikke forvente de store kvantespring: Det nye formands spillerum internt i regeringen er pt. uhyre begrænset. Kun en periode med ro og resultater kan ændre dette billede. Indtil SF genvinder noget tyngde i regeringen, vil Venstre være regeringens foretrukne forligspartner.

… og for den øvrige venstrefløj:

Enhedslisten har givet vis fulgt formandsvalget med en hvis ambivalens: Ud fra et stemmemaksimerings-perspektiv, så ville Krag som formand have betydet at vælgerblødningen fra SF til EL var fortsat uhindret.

Set ud fra et politikmaksimerings-perspektiv, så vil Vilhelmsen som formand betyde et forbedret samarbejdsklima, og dermed øgede muligheder for politisk indflydelse, også selvom der et sat (midlertidigt?) prop i hullet med gratis vælgere.

Det meste interessante perspektiv for os venstreorienterede uden for partierne er, at røde og grønne dagsordner kan komme til at stå stærkere, med et SF der står ved deres politik, i stedet for at have som overordnet strategi at flygte fra den.

La Famiglias kostelige underholdningsværdi kommer vi til gengæld nok til at savne.