Lærerne kan vinde, men ikke alene

Regeringens angreb på lærerne handler om meget mere end arbejdstid. Det handler om, at regeringen, med KL som murbrækker, ønsker at afskaffe aftaleretten. Fremover skal de lokale arbejdsgivere, skolelederne, helt og aldeles alene kunne bestemme arbejdstid, aflønning osv.

Hvis det bliver til virkelighed, kan lærernes fagforeninger ligeså godt nedlægge sig selv. Og lykkes det over for lærerne, så vil de prøve næste gang med pædagogerne. Med SoSu’erne. Og med alle andre offentligt ansatte.

Lærer-konflikten er med andre ord ikke bare en sag for lærerne alene. Det er en sag for hele fagbevægelsen.

En ønskemodstander

Hvem er lærernes modstandere? En svag regering, som folk flygter fra. En regering, som har formået at give Socialdemokratiet de laveste meningsmålinger i over 100 år. En regering, som de borgerlige er så begejstrede for, at de bogstaveligt talt er mundlamme.

Det er med andre ord en ønske-modstander. Og vel at mærke en modstander, som allerede én gang har lidt nederlag til arbejderklassen – nemlig i forbindelse med trepartsforhandlingerne. Her mislykkedes det for regeringen at stjæle to ferie-/helligdage – endda uden offentlige protester.

Men hvorfor er det så, at DLF’s formand, Anders Bondo, kun kan sige: “Kom med et indgreb nu” – ?

Der er ingen grund til kompromis med den regering – og langt mindre grund til at lægge sig fladt ned, som Anders Bondo er i gang med.

DLF-ledelsens forfejlede strategi

Lærernes forsøgte i lang tid at benægte, at der i det hele taget var en konflikt – selv om det var åbenlyst for alle andre. Det er en taktik, som af nogen er blevet kaldt “klog”.

Men faktum er, at det, der bragte lærerne i offensiven, var da de begyndte at udfordre regeringen. Annoncekampagnen “Kvalitet eller discount” fik Margrethe Vestager op i det blå felt, mens lærernes tilhængere for første gang fik argumenter rundt omkring på skoler og arbejdspladser.

Problemet med lærernes benægtelses-strategi er, at den ikke klædte medlemmerne på til konflikt. Man efterlod lærerne i en naiv tryghed om, at “de finder nok en løsning”, “det går nok ikke så galt” osv.

Efterhånden som det blev tydeligere og tydeligere, at KL’s og regeringens plan var at give lærerne et solidt nederlag, stod lærerne uden tro på, at man kunne vinde.

DLF-ledelsens strategi har først og fremmest været forfejlet, fordi den ikke gav medlemmerne nogen som helst vurdering af, hvor deres modstander var svag.

Hvorfor startede aktiviteterne først, da lockout’en blev erklæret? Hvorfor har man ikke indkaldt til tillidsrep.-møder for alle offentligt ansatte (og private med for den sags skyld)? Hvorfor har man ikke opfordret til sympati-konflikter?

Aktive lærere

På den baggrund er lærernes aktiviteter den seneste uge ikke mindre end imponerende. Der er stort set ikke en kommune eller lokal-område, der ikke har set aktive lærere på gaden.

Der har været mængder af fantasifyldte aktioner og protester. Lockout-sange. Osv. osv. DLF har fået op mod 1000 nye medlemmer i
løbet af konflikten (og de har i forvejen en organisations-procent på over 95!).

Men spørger man de deltagende lærere, om de tror på, at lærerne kan vinde, så har jeg endnu til gode at møde mere end et par enkelte, som svarer klart ja.

Og det er det store problem: Vi har på den ene side en svag regering. Og på den anden side en mobiliseret lærergruppe. Men som ikke tror på, at man kan vinde.

Det kan meget nemt blive en farlig situation. Hvis lærerne skal bibringes en tro på, at man kan vinde, er det nødvendigt med sympati-aktioner – nu!

Solidaritet – ikke kun i ord

De andre offentlige forbund, med FOA i spidsen, hoppede ikke på regeringens forsøg på at splitte dem fra lærerne. De var klar over, at det nok var deres tur næste gang, hvis lærerne tabte.

KTO-samarbejdet udskød i første omgang deres underskift på overenskomst-forliget med KL. “Ingen skal efterlades på perronen,” sagde de. De pædagogiske fagforeninger forsikrede, at de ikke ville tage konfliktramt arbejde.

Men i torsdags underskrev KL alligevel forliget – og efterlod lærerne på perronen.

Og selv om såvel BUPL som FOA har rejst arbejdsretssager om konfliktramt arbejde, så foregår der skruebrækker-arbejde rigtigt mange steder – “for at få hverdagen til at fungere”.

Sympati-konflikter nu!

Hvis vi ikke snart begynder at se nogle sympati-konflikter, kan det blive rigtigt svært for lærerne at vinde. Og et nederlag til en så svag regering er i den grad et unødvendigt nederlag.

Selv om fagforbundene er bundet i hoved og r.. af fagretslige regler, så står der intet i de fagretslige regler, der forhindrer de offentligt ansatte forbund i at indkalde til fælles, landsdækkende tillidsmandsmøde.

Der står heller intet i reglerne, som forhindrer de kommunalt ansattes forbund i at varsle sympati-konflikt (som Dennis Kristensen har påpeget).

Så hvorfor kommer I ikke i gang, derinde på de bonede gulve? Det er jer, der står for tur næste gang!

Faglig venstrefløj efterlyses

Men i sidste instans, så kan regeringens angreb næppe slås tilbage uden at bryde med de fagretslige regler. (Det er trods alt regler, der er skrevet for at svække solidariteten.)

Når denne konflikt er ovre – forhåbentlig med en sejr – bliver der rigeligt med tid og grund til selvransagelse. Ikke mindst på den faglige venstrefløj.

Her må vi stille spørgsmålet: Hvilke midler skal der til for at slå skiftende regeringers angreb tilbage? Vi kan ikke fortsætte som vi gør nu.