Annonce

3. maj 2013 - 14:54

Læren af 1. maj

Første maj dagens afgørende begivenhed var tilkendegivelsen af den enorme vrede nede i S’ og SF's egen basis mod regeringens asociale politik. Her i Aarhus blev  statsministeren  godt og grundigt pebet ud.  Hele S’ og SF’s traditionelt så stærke basis i byen var i vildt oprør. Ikke siden de store  1.maj demonstrationer tilbage i 1970’erne har der været en så omfattende og forbitret deltagelse til en 1. maj.  Dette gentog sig i Randers og Aalborg. Og i Horsens  havde majdagens arrangører  helt afslået at invitere statsministeren med til 1. maj.

 Disse store demonstrationer forløb uden episoder i øvrigt. Jo, for resten der  var, fik vi at vide bagefter,  en ung mand her i Aarhus der havde sprøjtet på statsministeren  med en vandpistol og en anden ung mand i Randers, der havde vist hende sin bare røv. Når man tænker på hvad der ellers er  sket i andre lande og til andre tider er dette jo nærmest rørende.

 Hvordan reagerede statsministeren så på denne vældige protest? Hun var da ligeglad, sagde hun. En i sig selv interessant kommentar. Interessant var også hendes ledsagende bemærkning om ønskeligheden af dialog.  Efter at hun har svindlet og løjet sig til magten, gennemført det største politiske bedrageri i Danmarks nyeste politiske historie, ført den mest asociale politik siden Madsen-Mygdal regeringen, tromlet sin neoliberalistiske politik igennem ovenfra og nedefter og igen og igen udtalt at hendes vælgeres meninger rager hende en papand, erklærer hun pludselig, at hun er tilhænger af dialog!

 Men hendes bemærkning om dialog blev hængende. I løbet af aftenen fik TV kanalerne  hurtigt dagens spørgsmål drejet hen til et spørgsmål om attentat mod dialog og ytringsfrihed. Et godt eksempel på hvordan medierne hele tiden vinkler og drejer historier i magthavernes favør.

 Det var på den baggrund chokerende, at se Johanne Schmidt Nielsen for åben skærm  optræde som 'ansvarlig politiker'. Vi sad nogle stykker og så det og udbrød uvilkårligt ”åh, nej, ikke også hende.!”.   I stedet for at følge mediernes vinkling burde Johanne have afvist deres dagsordens fastsættelse og fokuseret på det afgørende element i denne første maj dag, nemlig den vældige røde folkelige protest over hele landet mod regeringen.

 Nu bidrog og bidrager hun til at flytte fokus. Under anklage er ikke længere den svigefulde regering, men en gruppe venstreorienterede aktivister.  Den folkelige protest er pludselig blevet ’udemokratisk’ og regeringspartiernes egen hele forudgående udemokratiske adfærd glemt. Sammenfletningen af politikere, medier, kommentatorer og erhvervseliter, et magtkartel  som ellers vedvarende har ordet i en eensidig kommunikation ovenfra og nedefter  , var for en enkelt dag blevet afbrudt af den folkelige protest nedefra. Den vedvarende styring og kontrol ovenfra blev for en stund brudt. Det var dog for galt. Hele den sædvanlige blok af politikere, medier og kommentatorer gik i gang.  Statsministerens og mediernes fortælling slog  igennem og  blev endda som nævnt bekræftet fra uventet side. 

 Men Enhedslistens parlamentariske højrefløj skal passe på. Den må gennemføre en vanskelig balancegang. Fristelsen til at optræde som alene et ’pænt’, og ’ansvarligt’  parlamentarisk parti er utvivlsomt  overvældende, hvad man også kan læse ud af nogle af landsmøde resolutionerne. Partiet har uden enhver tvivl brug for dets kompetente parlamentariske gruppe i det daglige arbejde, og det har brug for kommentatorer som Pelle Dragsted der på TV overbevisende kan tage kampen op mod en Carsten Koch og andre blå ideologer. Men dette er ikke nok. Partiet  må samtidig og primært kunne opsuge og artikulere den vældige folkelige vrede og protest i bunden af samfundet. Hvis partiet ikke klarer denne opgave går balancen tabt og det mister sin dynamik. Og så går det helt galt. For hvor skal de fra S og SF frastødte vælgere så gå hen?

 Over hele Europa blæser forandringens vind. Det beskårne  kompromisdemokrati, der blev konstrueret efter 2. verdenskrig, er ved at krakelere i mange lande. Den økonomiske og sociale orden er i krise og udfordret. De folkelige protestbevægelser tager til, men det samme gør højreradikale og højre populistiske partier og bevægelser, Socialdemokratierne er overalt i krise fordi de har bragt sig i et modsætningsforhold til deres egen basis ved at lade sig omklamre af den liberalistiske ideologi og politik. Men også venstrefløjen er udfordret

 Fra Syriza i Grækenland og de Uforsonlige i Spanien til Enhedslisten i Danmark bliver det der er tilbage af venstrefløj i Europa konfronteret med den vanskelige opgave at udvikle en moderne socialistisk bevægelse, en bevægelse som er funderet i den igangværende  sociale mobilisering og som fastholder dens dynamik, en bevægelse som fører an i de underste klassers og lags modstandskamp, men som herunder tillige også vover at opstille mere vidtgående visioner for transformationen af hele den bestående sociale orden, en orden som overalt i disse år er ved at gå i opløsning.

 

 

Annonce