Annonce
Kurdernes glemte forår og Vestens hykleri
Mens de vestlige medier de seneste par år har haft travlt med det ”pludselige” Arabiske Forår, der startede i kølvandet på årtiers diktatur, korruption og daglige menneskerettighedsovertrædelser, er et andet forår, der har stået på i snart 30 år, næsten gået ubemærket hen: Kurdernes forår – eller rettere sagt - det glemte forår.
Imens Tunesiens Zine El Abidine Ben Ali, Egyptens Mubarak og Libyens Gaddafi var nogle af de, som måtte vinkel farvel til diktatorposterne – og i sidstnævntes tilfælde også til livet - er kurdernes opstand og kamp for frihed og demokrati ikke stilnet af.
De mange vestlige politikere, der pludselig stod i kø for at støtte de arabiske nationer i deres jagt på frihed, havde ellers tidligere forholdt sig tavse. De havde i årtier vendt det blinde øje til og allieret sig med Mellemøstens tyranner, der kvalte alle demokratiske kræfter og fængslede og torterede politiske modstandere. Og til tider likviderede dem. Alt dette så de vestlige politikere til, fordi det var i Vestens interesse. Mage til hykleri skal man lede længe efter. Men lad det nu ligge.
Alene de sidste 30 år, som jeg er vidne til, har kurderne i alle dele af Kurdistan kæmpet for den frihed, som araberne så meget ønsker nu. I Irak gassede og fordrev Saddam Hussein flere tusinde. I Iran begår det religiøse diktatur dagligt forbrydelser mod kurderne og den øvrige iranske befolkning og har indtil videre dræbt tusindvis af mennesker i sine fængsler. I Syrien har Baath-regimet gennem 40 år notorisk undertrykt og løbende slået hårdt ned på kurdisk kultur og identitet. I Tyrkiet, hvor den største del af kurderne lever og dette indlæg også vil have fokus på, har den ene tyrkiske regering efter den anden trådt kurdernes ønsker under fode.
Ved Newroz-fejringen i 1992 i byen Cizre blev 57 personer dræbt af tyrkisk militær og den paramilitære enhed JITEM.
20.000 mennesker dræbt af højrepatruljer i Europas baggård
Siden kurderne igen greb til væbnet kamp i 1984 er over 40.000 mennesker blevet dræbt i konflikten. I 1990’erne, hvor konflikten mellem den kurdiske frihedsbevægelse og det tyrkiske militær var på sit højeste, forsvandt tusindvis af mennesker sporløst. I 1997 var antallet af uopklarede mord oppe på i alt 19.692, og ofrene var alt fra lokale bønder, lærere, advokater, politikere til fagforeningsfolk og andre. Dengang som i dag møder ofrenes familier en mur af tavshed i deres kamp for at finde ud af, hvad der skete med deres nærmeste.
Likvideringerne var ledet af de tyrkiske sikkerhedsstyrker, som er berygtet i hele Mellemøsten for deres systematiske, etniske udrensninger af 4000 kurdiske landsbyer og vilkårlige myrderier af civilbefolkningen. Blandt andet stod sikkerhedsstyrkerne bag de paramilitære dødspatruljer, der udførte knap 20.000 udenomsretslige henrettelser af advokater, forfattere, politikere og andre civile menneskerettighedsforkæmpere i de blodige 1990’ere. Dette forhold er dokumenteret i kilometervis. Interesserede kan blandt andet læse mere herom i bogen ”Ergenekon – Tyrkiet bag facaden” af forfatteren Pola Rojan.
Morder fik asyl i Sverige!
Disse dødspatruljer var organiseret under navnet JITEM, en efterretningsenhed, der skulle handle og udføre militære operationer i både ind- og udland. På trods af at den tyrkiske stat gang på gang har benægtet JITEM’s eksistens, har lejemordere for enheden og senere hen generaler, der faldt i unåde, bekræftet eksistensen af disse dødens lejesvende. En af JITEM’s mest centralt placerede håndlangere, som i dag bor i Sverige, hvor han har fået asyl, har tilstået alt og afsløret organisationen indefra. Han var en af hovedmændene bag likvideringen af den kurdiske forfatter Musa Anter, der blev dræbt i 1992 i den kurdiske hovedby Diyarbakir. Ifølge Emma Sinclair Webb fra organisationen Human Rights Watch var likvideringerne og forsvindingerne en del af den statslige politik, der havde til formål at terrorisere den lokale civilbefolkning og dermed mindske opbakningen til den kurdiske frihedsbevægelse. Hun udtaler:
“In the early 90’s there was a policy of rounding of hundreds and thousands of civilians, and giving no proper trial or judicial process, but rather taking them in, threatening them, torturing them. There was systematic torture throughout that period, and a lot of others simply were not heard of again and in that region thousands disappeared or bodies were found too at the time, but not identified and there was no attempt to discover how the killings took place and who by. So there is massive legacy and impunity. For the past abuses, for the disappearances and killings.”
Højdepunktet kom 28. december 2011: Roboskî-massakren, hvor tyrkisk luftvåben bombede 34 uskyldige kurdere, og hvor ingen er blevet straffet endnu. Da de efterladte ville vise deres utilfredshed i sommers, blev de mødt med vandkanoner. Hvor var Vestens fordømmelser?
Roboski-massakren 28. december 2011: Fra begravelsesceremonien.
Terroroptikken holder konflikten uløseligt hen
Mens konflikten dagligt koster ofre på begge sider, ser Vesten stiltiende til og har i øvrigt taget part i konflikten, der holdes ved lige ved, at de ser den kurdiske konflikt gennem en terroroptik. Problemet er blot, at terroroptikken har givet den tyrkiske regering og de nationalistiske kredse i Tyrkiet et stærkt kort i hånden og i virkeligheden opbakning fra EU til at holde problemet uløseligt henne.
Se blot hvad konsekvensen har været – 40.000 dræbte og flere tusinder fængslede kurdere. Er problemet løst? Nej.
Tyrkiet har med Vestens velsignelse nægtet at forhandle med PKK. Det problematiske heri er, at man intet opnår ved at udelukke konfliktens parter på forhånd. Tværtimod vil det styrke de tyrkiske nationalister, der ikke ønsker at ændre den tyrkiske forfatning, der tydeligt bærer præg af enhedsstatens rigide kemalistiske ånd: Ét flag, ét folk og ét sprog.
Vi må se med mere kritiske og nuancerede briller på terrorstemplingen af PKK og ikke glemme, at den kurdiske oprørsbevægelse er et politisk produkt af årtiers undertrykkelse af det kurdiske folk. Vi må desuden heller ikke glemme, at den tyrkiske stat umuliggør kurdernes LEGALE politiske kamp.
Dialogen er i gang, og EU kan kun støtte det ved at fjerne PKK fra terrorlisten og ikke ved fortsat at kriminalisere kurderne. Ellers bliver det igen en potentiel sprængfarlig situation. Hvis denne chance tabes, vil volden igen eskalere og borgerkrigen bryde ud på ny. Hidtil har Tyrkiet ikke villet forhandle med PKK, men samtidig har man også kriminaliseret de folkevalgte kurdiske politikere fra BDP. Hvem vil regeringen så forhandle med?
Om man kan lide det eller ej, er PKK en legitim part i konflikten. Derfor er det voldsomt ukonstruktivt at holde forhandlingens legitime part PKK ude. Vi skal være ambitiøse på fredens vegne. Det fortjener både tyrkere og kurdere.
Danmark bør bidrage til at stoppe blodsudgydelse
Vesten og Danmark skal være ambitiøse på fredens vegne og rejse denne debat forskellige steder, heriblandt i EU. Danmarks og Vestens bidrag skal være et upartisk og konstruktivt bidrag til freden og dialogen kurdere og tyrkere imellem. Jeg håber vi i denne tid, hvor Mellemøsten er hærget af kaos, ødelæggelse og krig, hører den kurdiske appel om demokrati og frihed – også herhjemme.
Og er det ikke på tide, at vi alle stiller krav til Tyrkiet om, at man graver i sin nære fortid og gør op med spøgelserne? For kun ved at se fortiden i øjnene vil landet være i stand til at tilbyde dets borgere en bedre fremtid.
Derfor påhviler der os alle et stort ansvar for at udbrede denne appel og udtrykke vores ubetingede solidaritet med det kurdiske folks krav. Her kunne den danske regering meget passende presse tyrkerne til at løse det kurdiske problem ved at implementere Københavnerkriterierne om mindretalsbeskyttelse. Dermed ville vi bidrage til at sætte en stopper for årtiers blodsudgydelse.
- Serdal Benli's blog
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Annonce
Annonce
Top debatter
Serdal Benli
Serdal Benli (cand.scient.soc.) er en progressiv stemme på venstrefløjen og blogger om politik, kultur og samfund. Han er folketingskandidat for SF i Københavns Omegns Storkreds og formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Gladsaxe Kommune.
Han blogger særligt om dansk politik med særligt fokus på integrations-, social-, sundheds-, og arbejdsmarkedspolitik samt international politik med særligt fokus på Tyrkiet og Kurdistan. Direkte og uden filter.
Du kan læse mere om Serdal på www.benli.dk eller finde ham på www.facebook.com/serdalbenli.
Annonce
Kommentarer
Du har mange vigtige pointer i din artikel, men den påstand er i direkte strid med virkeligheden. Du fremsætter din påstand som at den syriske regering konsekvent har slået ned på enhver kurdisk kultur og identitet. Det har ingen hold i virkeligheden.
Den syriske regering har altid været tolerant over for de kurdiske minoriteter, men selvfølgelig ikke så tolerant at den har foræret sine områder væk. Der må være forskel på tolerans og underkuelse for grådighed. Sidstnævnte er en ting Syriens regering aldrig vil acceptere. Der findes lige som i alle andre befolkningsgrupper i mellemøsten desværre også fundamentalistiske wahhabi-tilhængere i visse kurdiske miljøer og disse, som lader sig klar til at dø for indførelsen af et stor saudi-satellit kalifat er af gode grunde (herunder sikkerhedshensyn) uønskede i Syrien. Så du har til dels ret i at den syriske regering slår ned på visse påståede kurdiske grupper, men din fremstilling om at den syriske regering konsekvent slår ned på enhver kurdisk kultur og identitet er i direkte strid med virkeligheden.
Jeg bemærker i øvrigt at PKK's de facto øverstkommanderende leder, Murat Karayılan aktuelt har erklæret PKK's fulde støtte til Syriens præsident Bashar al-Assad. I august erklærede Syriens præsident Bashar al-Assad tilmed at den syriske regering vil stille baser til rådighed for PKK langs den syriske del af grænsen til Tyrkiet. Alene disse seneste fremskridt i alliancen mellem PKK og Syriens regering afkræfter din påstand om at Syriens regering konsekvent slår ned på enhver kurdisk kultur og identitet. Eller PKK er måske ikke kurdere?
Skal vi nu til det her igen.
Dansk-syrisk Venskabsforening.
Hej Morten G.
Er debat stadig ikke tilladt her? Er kritik af en artikel udelukket?
Jeg ser ellers at der foregår debat andre steder herinde, så det undrer mig at det kun er nogle som åbenbart skal have deres synspunkter udelukket herinde.
Hvis debat virkelig er så uønsket, så synes jeg at Modkraft skal lukke deres kommentarfunktion så man undgår debat og kritik. Man kan evt. erstatte den frie debat med en bot som automatisk generer kommentarer for hver artikel der roser forfatteren og hans budskaber til skyerne, således at der aldrig igen forekommer uenighed på Modkraft eller kritik af et indlæg.
Heldigvis ser Serdal som er forfatter for denne artikel ud til at være mere moden end du og han besvarer min kritik sagligt med hans budskaber, i modsætning til du, som ingen argumenter anvender, men blot sviner mig til under påskud af at jeg skulle være fra en af dig navngivet forening.
Hvis du ikke vil debattere og ikke har noget at tilføje, så synes jeg også at du skal lade være.
Syria al Assad, tak for inputtet, men at påstå at min konklusion ift Syrien er forkert er jeg ikke enig i.
Hvad med de 120.000, der tilbage i 1962 fik frataget deres statsborgerskab og blev gjort statsløse?
Læs i øvrigt her:
http://www.multisamfund.dk/asyl/2010/syriske_kurdere_undertrykkes.html
Hej Serdal.
Tak for dit svar og din henvisning til multisamfund.dk.
Jeg har nu læst artiklen og kan ikke finde ud af hvad dens påstand egentlig er. Om det er den syriske regering som konsekvent har "diskrimineret" disse kurdere eller om det i virkeligheden er klimaproblemer med tørke som har fordrevet dem. Der nævnes også et dekret, som skulle forhindre dem i at købe ejendom - dette dekret gælder dog for alle i de områder, ikke kun kurderne. Derfor kan man altså ikke tale om diskrimination af en bestemt befolkningsgruppe. Det samme gør sig gældende i Danmark i bl.a. Gentofte kommune, hvor visse ejendomme kun kan købes af borgere som i forvejen er borgere i Gentofte kommune.
Jeg mener ikke at den syriske regering nogensinde konsekvent har diskrimineret enhver kurdisk kultur og identitet, som du påstår. Jeg vil ikke udelukke at der er kurdere som er blevet berørt af regeringens beslutninger, men det gælder for alle befolkningsgrupper - det har aldrig været specifikt rettet mod kurderne. Og som regel er der også saglige grunde til det. Og det kan umuligt være enhver kurdisk kultur og identitet, efter som Syriens regering har en alliance med PKK og i øvrigt også huser dem inden for den syriske republik - med mindre altså PKK ikke er kurdere?
Hej Syria Al-Assad
Du skriver:
"Jeg bemærker i øvrigt at PKK's de facto øverstkommanderende leder, Murat Karayılan aktuelt har erklæret PKK's fulde støtte til Syriens præsident Bashar al-Assad. I august erklærede Syriens præsident Bashar al-Assad tilmed at den syriske regering vil stille baser til rådighed for PKK langs den syriske del af grænsen til Tyrkiet. Alene disse seneste fremskridt i alliancen mellem PKK og Syriens regering afkræfter din påstand om at Syriens regering konsekvent slår ned på enhver kurdisk kultur og identitet. Eller PKK er måske ikke kurdere? "
Hvor henne har du læst dette? Det lyder rigtig spændene, men det kunne være fedt hvis du linkede noget mere til dinne kilder ligesom det du gjorde med Gentoftehusene. (Så er det også sværre for modkraft at bortvise dig)
Har søgt ihærdigt efter en kilde med de påstande, men fandt intet udover denne artikel http://www.todayszaman.com/news-275127-in-alleged-alliance-with-assad-pk...
Men det eneste Murat Karayilan er citeret for er:
http://lmgtfy.com/?q=Assad+PKK
De første 4 resultater ved en Google søgning på "Assad PKK":
In alleged alliance with Assad, PKK threatens Turkey against Syria ...
Assad hands control of Syria's Kurdish areas to PKK, sparking ...
Syria's Kurds remain on uprising's sidelines – but PKK backs Assad
Turkey: Assad Gave Heavy Weapons to PKK - Middle East - News ...
Jeg var ellers holdt op med at opsøge Modkraft, fordi jeg mener, at debatten her er mere styret end i selv borgerlige medier som information.dk og politiken.dk, men opsøgte den i anden forbindelse. Og jeg fik lyst til at kommentere de artikler, der er skrevet af Serdal Benli, men dog mest den forrige. For de giver mig en chance for at kommentere de mulige angreb på Syrien og Iran:
60 procent af den amerikanske befolkning, fortalte en nylig opinionsundersøgelse, har ringe eller slet ingen tillid til medierne. I Danmark viste en undersøgelse, at kun omkring 30 procent af befolkningen ikke havde tillid til medierne.
Undersøgelsen var lavet for et år siden af analyseinstituttet YouGov, der er i færd med at trænge frem på det danske marked, og som i øvrigt ejes af emiren af Qatar!
Undersøgelserne synes at vise, at befolkningerne ikke har tillid til de borgerlige mediers dækning af de indenrigspolitiske forhold. Modkraft har også sin egen dagsorden. Men de har heller ikke nogen særlig stor tillid til mainstreammediernes dækning af de udenrigspolitiske forhold. Hvad Libyen, Irak og Afghanistan angår, var de generelt set fyldt med propaganda fra NATO. Det samme gælder i stigende grad, hvad der angår forberedelserne til angreb på Syrien og Iran.
I stedet søger især de unge, deres oplysninger fra det stigende antal alternative nyhedsmedier på Nettet. Om ikke andet, så som et supplement til mainstreammedierne mere eller mindre bevidste løgne.
Forberedelserne til angreb på Syrien og Iran er foregået i meget langt tid. Hvad Syrien angår, har man forsøgt at tegne det billede, at alle de ulykkelige hændelser ene og alene skyldtes Assads regime. Men hvad enten årsagen er en afsmitning fra de alternative medier eller noget andet, så er man tydeligvis ved at nå bunden i den stupide propaganda for en ny og endnu mere ødelæggende krig.
Den amerikanske generalstabschef, General Martin Dempsey, tager nu afstand fra planerne om et angreb på Iran – en oplysning, man kan spores ind på ved at læse de alternative medier, der kun er afhængig af deres egne læsere – og den tidligere CIA-ansatte Philip Giraldi den 31. august en artikel i The American Conservative, hvor han blandt andet hævder, at de amerikanske efterretningsvæsener nu er delt i to omtrent lige store lejre. Han skriver blandt andet:
”Et antal massakrer imod den civile befolkning, som man gav Assads regering skylden for, ved man nu skyldes rebellerne, som bliver mindre tilbageholdende om deres planer om at udrydde alle regimets støtter, hvilket inkluderer de fleste alawitter såvel som mange kristne samfund. USA’s efterretningsvæsener er kommet til den konklusion, at rebellernes styrker bliver tungt infiltreret og ofte bliver kommanderet af jihadister, der har forbindelse med Al Qaeda. Forsøg fra CIA på at diskutere dette emne med rebellernes politiske repræsentanter i Libanon og i Tyrkiet er blevet afblæst eller er kørt af sporet, hvilket antyder, at bevægelsens ledere kan være medskyldige”:
http://intersol.dk/intersol/globalt/2867/usas-militaere-chef-vil-ikke-blandes-ind-i-et-israelsk-angreb-pa-iran
Men også andre er begyndt at blande sig i debatten. For eksempel moder Agnes Mariam, der i 18 år har ledet et kloster i Syrien:
http://intersol.dk/intersol/globalt/2819/den-frie-syriske-haer-draeber-kristne-og-braender-kirker
Også journalisten, Robert Fisk, fremfører helt andre forklaringer om Syrien, end dem man ellers finder i medierne:
http://intersol.dk/intersol/globalt/2853/fra-daraya-naer-damaskus
Han har nemlig gjort, hvad de langt de fleste journalister viger tilbage for, nemlig også at søge sine oplysninger ved at kontakte regimet selv. Foruden ovennævnte artikel, som vi også er ledt på sporet af ved hjælp af de alternative medier, har hjemmesiden for STS International Solidarity også bragt to artikler på engelsk:
http://intersol.dk/intersol/english_articles/2856/syrias-road-from-jihad-to-prison
http://intersol.dk/intersol/english_articles/2854/truth-will-no-longer-be-a-casualty-of-syrias-civil-war
En krig mod Syrien og Iran risikerer at blive den værste krig i det uendelige antal krige, USA har ført eller været involveret i siden den anden verdenskrig. Den vil sætte hele regionen i brand og true med også at involvere Rusland.
Hvis den alligevel kan undgås, er det ikke mainstreammedierne, vi skal takke for det. Men mest de alternative medier.
Vagn Rasmussen.
Rapport fra Humans Right Watch
Repression of Kurdish Political and Cultural Rights in Syria
Læs fra side 14 http://www.hrw.org/sites/default/files/reports/syria1109webwcover_0.pdf
Human Rights Watch
Headquarters: Empire State Building, New York City, United States.
Key people: Kenneth Roth and James F. Hoge, Jr.
Behøver jeg nævne mere?
Serdal@ Jeg tror de fleste er indforståede med en dansk dagsorden for at kritisere Tyrkiets undertrykkelse af det kurdiske mindretals rettigheder, mens hvem og hvordan man bør støtte det kurdiske mindretals rettigheder er meget mere uklart? Det kurdiske mindretal skal bruge al den indflydelse de kan gennem de delvist demokratiske strukturer i Tyrkiet så de derigennem kan påvirke lokal, regional og i bedste fald den nationale politik? Herudover går det vel også på nogle punkter den rigtige vej for kurderne, i den forstand at de irakiske kurdere har en grad af selvstyre og de syriske kurdere forhåbentlig også får en øget selvbestemmelse/medbestemmelse når den blodige borgerkrig er slut.
Stærke kurdiske grupperinger i Syrien og Irak behøves ikke nødvendigvis betyde mere konflikt inde i Tyrkiet, men kan også istedet bruges mere konstruktivt til at inspirere Tyrkiet til hvordan øget selvbestemmelse/selvstyre kan betyde økonomisk vækst og fordele for alle parter. jeg ved godt det grænser til jubeloptimisme; men den klassiske nationalistiske tyrkiske tænkning er dybt rystet af den EU-europæiske afvisning og de arabiske omvæltninger, og det forhold at de fleste veluddannede tyrkere godt kan se hvordan regeringen nærmest konsekvent har satset på de forkerte heste indikérer at også Tyrkiet vil forandre sig; og det godt kan risikere at blive til det bedre.
Mikkel Andersen@ du rejser et centralt spørgsmål; nemlig hvem og hvordan vi støtter kurdernes rettigheder. Helt centralt skal vi presse på i EU for at genoptage optagelsesforhandlingerne med Tykiet og den vej igennem presse ift løsning af det kurdiske spørgsmål. Samtidig skal vi rejse den debat der presser EU til et eftersyn af dets såkaldte lister der rammer skævt.
Kurderne i både Syrien og særligt i Tyrkiet er ret godt organiserede på en række fronter og deres legale politiske kamp skal vi selvfølgelig støtte. I Tyrkiet hvor min indig er størst, benytter de demokratiske struktur. I Tyrkiet er det årlige Newroz arrangement et godt bevis på kurdernes politiske organisering. På trods af Tyrkiets chikanerier og restriktioner mobiliseres alene i Diyarbakir enmillion mennesker.
Udviklingen i Syrien, hvor der muligvis er ved at blive etableret et kurdisk selvstyreområde bekymrer Tyrkiet, fordi det presser på ift en løsning af problemet i Nordkurdistan (Tyrkiet), som ikke harmonerer med den løsning tyrkerne nødvendigvis drømmer om. Derfor er udvikling i Syrien både spændende men også ret kritisk.
Måske kunne modkraft.dk i starte med et debatarrangement eller en seminar om emnet som modkraft kunne tage initiativ til. Vi har vel alle brug for at blive klogere, for at kunne støtte op om de undertryktes kamp.
Det kurdiske folk bøder desværre for det faktum, at de nuværende nationalstater er hellige og ukrænkelige. Sydsudan er sluppet afsted med det, men de var alligevel en forfejlet stat til at starte med. Baskerne, nordirerne og andre folk i Europa har ikke været så heldige. For kurderne er det ekstra svært, når statsideologien, som du forklarer, er meget nationalistisk og ikke virker til at være i stand til at tolerere mindretal. Kampen kan nok desværre ikke vindes internt i de kurdiske områder - der er så stærke statsinstitutioner i spil som modstandere, at kun pres udefra kan få dem til at ændre fremgangsmåde. Hvorfor lave noget om, når de slipper afsted med uhyrlighederne?
Kurderne er desværre ikke de eneste, der er blevet glemt i deres kamp for frihed. Der er selvfølgelig de oprør, der ikke havde succes - Bahrain er et eksempel. Disse fik dog trods alt NOGET opmærksomhed.
Andre folk, der ikke får lov til at bestemme over deres eget liv og land, er ligeledes glemt: Det palæstinensiske folk er et perfekt eksempel.
@polkaface Tak for dine vigtige pointer og netop derfor skal vi hejse den internationale solidaritetsfaner højt. Men desværre er dele af venstrefløjen nærmest berøringsangste - så må viandre kæmpe hårdere.
I virkeligheden er kurdernes forhold vel bedst i Irak.
Jeg synes der er et stort problem med mange dansk-tyrkeres efter min opfattelse automat-reaktion af had, når talen kommer på Kurdere. Mange af dem siger, de mener PKK, men i en debat holder den ikke.
Hvad synes du /I man kan gøre ved denne splittelse i dk ?