Kommunalpolitik. Seriøst. Det rimer på kommunefarvet hår Og på skrankepaver. Og på gamle mennesker i kø. Og lige om lidt er der kommunalvalg. Og hvad rager det mig…
Ja en hel del, for udover at jeg faktisk er kandidat, så er der ret så mange ting man kan gøre noget ved. Altså derinde på kommunen.
Nogle er på det seneste blevet klimakrigere – og jeg er altså blevet kommunalkriger.
Og hvorfor så det kunne man spørge? Jo fordi det faktisk giver rigtig god mening at blive fedtet ind i kommunalpolitik. En lang række områder der helt konkret berører min hverdag, bliver styret inde fra rådhuset. Og har man lyst til at overlade det til sådan en som ham her? Eller ham her ? Eller hvad med ham her? Nej vel?
Med billig bus fra billig lejlighed hen til ungdomshuset
Jeg vil lige tillade mig at fremhæve 3 emner jeg specielt synes er vigtige på kommunalt plan.
For det første: Ungeren – need I say more? Det var kommunen der solgte vores hus og kommunen der endte med at måtte stille med et nyt efter vi havde kæmpet for det. Arbejdet for at bevare det nuværende ungdomshus, og få endnu flere, er en kamp der blandt andet kører på Rådhuset.
Samtidig kan man nævne lukningen af Stengade og udformningen af en kulturpolitik der ikke er styret af profitinteresser og andre skumle bagtanker som områder hvor der faktisk er noget at hente inde på rådhuset.
For det andet er der hele spørgsmålet om offentlig transport i København. Jeg bruger ikke særlig tit selv offentlig transport, så det er måske lidt spøjst at gå op i – men så alligevel ikke. For der er jo en grund til at jeg ikke gør det. Det er alt, alt for dyrt og udover de mest centrale områder i København halter den offentlige transport jo helt vildt. (Bare rolig – jeg cykler i stedet for…)
Offentlig transport kan faktisk gøres billigere og bedre hvis man indfører bompenge for gennemkørende trafik. Så ville der også være mindre biler i byen, mindre forurening. Det ville i øvrigt også være meget nemmere at cykle ned af Nørrebrogade, med den dreng på ni år som jeg passer en gang i mellem.
Det sidste område jeg vil tillade mig at fremhæve som et sted hvor en stærk repræsentation på rådhuset kan være afgørende er boligpolitikken. Boligsituationen i København er mildest talt ude at skide. Både problemet med tårnhøje huslejer og kæmpestore dyre ejerboliger, men også socialt skævridende ghettokvarterer er noget der skal tages hånd om. Specielt fordi de to ting sjovt nok hænger sammen.
Og her snakker vi altså ikke om Ritts billigere boliger lang pokker i vold, men om at huslejen skal ned og at ejerboliger skal laves om til almene boliger – for bare at starte et sted.
Giv mig et ”VALG” – giv mig et ”KAMP”
Udover de åbenlyse politiske nødvendigheder i at sidde stærkt på rådhuset så er det jo også skide sjovt at lave valgkamp. Når der er valg er der fokus på politik, demokrati og partier – folk vil enormt gerne diskutere politik, og alle er friske på at der skal ske noget.
Under denne kommunalvalgkamp skal der både planlægges fester, aktioner, paneldebatter og andre sjove ting.
Jeg er i anledningen også med på et debathold med de yngste kandidater fra de andre partier. Ja jeg er sgu Enhedslistens yngste kandidat – spøjst
Vi sparker valgkampen i gang i dag med en fest/reception i studiestræde 24 – og på Rådhuset for den sags skyld også. Men jeg tror det bliver sjovere i studiestræde.
Og så er vores nye hjemmeside også kommet i luften i dag.
Giv mig et ”BLOG” – giv mig et ”KAMP”
Der bliver smæk på de næste 5 uger og jeg kommer til at bruge ret så meget tid på at hive stemmer hjem til debatter og på gader og stræder. Men det er jo også så fandens moderne at lave vildt meget reklame for sig selv og sit parti på nettet – så det vil jeg gøre!
Bloggen her bliver invaderet af kommunalvalget – og jeg ved at I glæder jer ligeså meget som jeg rent faktisk gør.
Så ses på bloggen – nu med kommunetema og blog indlæg med mindre end en måneds mellemrum.