Kom ind i kampen

I weekenden har jeg været til ledelsesmøde i SUF, i Århus.
Jeg hader at holde ledelsesmøder i Århus, ikke fordi jeg skal køre 3 timer i tog eller fordi jeg ikke skal sove i min egen seng (okay, der er lidt derfor), men fordi når vi holder ledelsesmøder i Århus skal vi være pisse forsigtige; vi låser alle døre, ingen forlader mødet alene og det er svært at vide om det er sikkert at gå på druk. Nazisterne i White Pride fylder efterhånden så meget i Århus at det ikke er trygt at holde møde i Århus.

Forleden var jeg i Cafe Under Konstruktion i Folkets Hus og drikke en sodavand med en gammel ven. Vennen er aktiv antifascist, og som så ofte før blev netop dette aftenens diskussionsemne. I SUFs ledelse, hvor jeg sidder, har kampen mod det ekstreme højre fyldt en del den seneste tid, blandt andet på baggrund af en række alvorlige politisk motiverede overfald på SUF-medlemmer, blandt andet i Vejle , Århus og Berlin.
I Berlin tog politiet det rent faktisk seriøst, og ikke som i Danmark hvor der bliver skøjtet hen over det.

De tre eksempler er jo langt fra første gang at mere eller mindre organiserede racister har overfaldet venstrefløjsaktivister.
I rapporten ’Århus 08’ afdækkede Researchkollektivet Redox i sommers hvordan det ekstreme højrefløjsmiljø i Århus er struktureret, og hvordan de tit og ofte begår vold mod venstrefløjsaktivister, flygtninge og indvandrere. Rapporten var, sammen med en massiv mediebevågenhed, med til at åbne mange menneskers øjne for de problemer der findes med nazi-vold i dag, i særdeleshed i Århus, der desværre er blevet højborg for det ekstreme højre herhjemme. Næste spørgsmål der melder sig er så, hvad man bør gøre ved dette.

Over et glas øko-hindbær-sodavand udløste dette en længere meningsudveksling med min ven. I løbet af de seneste år har venstrefløjen i Århus kontinuerligt mindet både befrielsen 4. maj og krystalnatten 9. november, ligesom man to gange, i 2005 og 2008
har samlet omkring 7-800 deltagere i brede antiracistiske demonstrationer vendt direkte mod de mange nazi-overfald.
Men overfaldende fortsætter. Minimum en gang om måneden, og desværre ofte oftere, vågner man op til sms’er om at unge med tilknytning til venstrefløjsmiljøet i Århus, og i særdeleshed omkring fristedet Huset, er blevet overfaldet af White Pride-medlemmer.

Nogle demonstrationer, har ikke været så brede og farverige som jeg kunne ønske mig. Nogle demonstrationer har muligvis virket direkte ekskluderende for folk udenfor "miljøet".
Og her er det klart at vi skal blive bedre til at tænke i udtryk, så vi næste gang er dobbelt så mange.
vi kan sikkert godt blive enige om at der skal mere til en store demonstrationer, og hvad det er, er vi som venstrefløj nød til at tage stilling til og diskutere.

Hvor stiller det os som venstrefløj at vi i nogle dele af landet ikke kan være i fred pga. vores hudfarve, vores dreadlocks og hættetrøjer?
AGFs fanklub har lavet store kampagner mod racisme på stadion, vi har demonstreret, politiet har sommeren over anholdt, fængslet og dømt adskillelige White Pride-medlemmer for vold - angrebene fortsætter ufortrødent.

Situationen kalder på en fælles diskussion på venstrefløjen om emnet. En diskussion der ikke blot skal tages blandt århusianere, eller blandt organiserede antifascister. Det er vores forbandede pligt som venstreorienterede – landet over – at løse det her problem, så bevægelsen kan demonstrere, feste og bo i Århus.

Min ven og jeg er ikke altid enige. Men vi er enige om, at situationen i Århus kalder på opbakning fra hele venstrefløjen, og at kampen er essentiel. Hvis ikke vi kan opbygge en stærk venstrefløj i landets næststørste by, hvordan skal vi så gøre os forhåbninger om at ændre noget som helst i et større perspektiv? Politiet har for længst spillet fallit, og nu må venstrefløjen – og ikke kun de unge – tage teten op. Lad diskussionen om Århus rulle.

Hvordan får vi stoppet de overfald? Nu, tak!