Klassekampen er afskaffet?

De sidste års tid er klassekampen blusset voldsomt op igen og her tænker jeg ikke på den økonomiske krise og de voldsomme angreb på velfærdssamfundet og lønningerne herhjemme og i resten af Europa. Næ nej, jeg tænker såmænd på vores egen lille venstrefløjsandedam og såmænd også her blandt bloggere og debattører på Modkraft.

Jer faste læsere ved sikkert allerede, hvad jeg tænker på. Kansasromantik og halvfjerdserarbejderisme kalder nogen det, når unge SF’ere og Enhedslistere blæser til kamp mod akademikere. Postmoderne værdigøgl uden nogen som helst betydning for arbejderklassen, lyder det omvendt fra andre, når der skal sættes ord på venstrefløjen anno 2011. Arbejderklassen vil nemlig have Skoda, fladskærme og wienerbrød om søndagen.

Uanset hvilken side, man hælder mest til, så er det min opfattelse, at debatten er overfladisk og fordummende. Hvis grøfterne graves meget dybere, så ender vi netop i de karikerede beskrivelser ovenfor.

På venstrefløjen er vores styrke, at vi netop analyserer politisk og baserer vores politik og analyser på de strukturer i samfundet, som putter folk i kasser, fastholder mennesker i fattigdom og gør, at nogen bliver rige, mens andre knokler sig til nedslidning.

Vi kalder det kapitalisme, og dens politiske og ideologiske drivkraft kalder vi for liberalisme. Og i denne fortælling fylder arbejderklassen meget. Det er arbejderklassen, som vi vil frigøre fra kapitalismens udbytning, og det er arbejderklassen, fortæller vores gamle (støvede?) bøger os, som har magten til at ændre tingene, da den netop kan stoppe produktionen og dermed tilførslen af endnu mere rigdom til kapitalistklassen. Kan den oven i købet selv overtage produktionsmidlerne, så kan den for alvor køre kapitalisterne ud på et sidespor og selv bruge profitten til eget forbrug eller fælles bedste.

Det er derfor de mest dogmatiske arbejderister får præmatur sædafgang (m/k) ved selv den mindste strejke.

Men uanset hvad, så er det værd at holde fast i fortællingen om klassesamfundet. Det er den, som giver os styrken til at se bagom tingene, så vi kan se, hvorfor tingene går skævt. Opgiver vi denne ideologiske styrke, så ender vi som forfejlede hattedamer, som kun kan føre politik på vegne af nogen, som vi tilfældigvis synes, at det er synd for, hvad enten det er udlændinge, hjemløse eller nedslidte, der ikke kan få efterløn.

Misforstå mig ikke, selvfølgelig skal vi være solidariske og kæmpe for udsatte minoriteter, fattige og nedslidte, men går vi ikke bagom og forsøger at ændre tingene (strukturerne), der skaber uligheden og uretfærdigheden, så nøjes vi med at reparere på skavankerne frem for at fjerne dem.

Så ender vi med en forfejlet 2. semester sociologiopfattelse af klasser, som i øvrigt er dybt borgerlig. I ved den der med socialklasse 1 til 5, hvor klasserne alene måles på, hvor meget den enkelte har skrabet til sig af enten dårligdomme som fattigdom, misbrug og sygdom i socialklasse 5 eller rigdomme i socialklasse 1.

Så ligger den amerikanske asociale drøm og dens bagside ligefor. Enhver kan jo bare være sin egen lykkes smed, og er man ikke det, så er det sgu deres egen skyld. Eller i den socialdemokratiske version så er det bare et spørgsmål om social arv og flere lektiecafeer, så flere kan realisere sig selv. Reelt samfundsforandrende eller venstreorienteret er det sgu ikke i min bog.

Arbejderklassen – hvad er det?

Men hvorfor pokker er det så svært det der med arbejderklassen?

Måske vi i stedet for at skændes og kalde hinanden sjove ting, så var det måske en ide at starte en debat om, hvad pokker vi forstår ved arbejderklassen. Mit håb med denne blog er netop dette!

Skal vi forstå, hvad arbejderklassen er, så kommer vi ikke udenom den gode gamle Karl Marx.

I de klassiske udlægninger af Marx, så er arbejdere nogen som sælger deres arbejdskraft til kapitalisterne, som ejer fabrikkerne. Arbejderne er nogen, som går hen på fabrikken og kun har deres egen arbejdskraft at sælge, mens kapitalisten så stiller med maskinerne og værktøjet og råstofferne / ingredienserne.

Ved at bruge arbejdskraften på at forarbejde fx en træklump til en træsko, så tjener de noget løn, men ikke lige så meget, som træskoen er værd, når løn, værktøj og træklump er betalt. Denne merværdi scorer fabrikanten så ved videresalget og kan derved leve fedt af den værdi, som arbejderen reelt har skabt. Han tager sig kort sagt betalt for at stille kapital (maskiner, værktøj og træklump) til rådighed. Deraf ordet kapitalisme og kapitalmagt.

Det er her, at kæden hopper af for nutidens arbejderister. I denne fortælling er en rigtig arbejder typisk en mand, han skal helst blive beskidt og producere en vare, der kan sælges og allerhelst iført noget rigtig arbejdstøj. Det er denne opfattelse, som gjorde, at DKP’ere og andet godtfolk i halvfjerdserne i hobetal drog ud fra seminarierne for at blive rigtige arbejdere på skibsværfter, fabrikker og andre ”rigtige” mandearbejdspladser.

Problemet er bare, at den ikke holder i virkeligheden, hverken politisk eller ideologisk. Hvis vi politisk skal bygge vores projekt på denne indsnævrede forståelse af arbejderklassen, så skal vi sgu rykke til Kina. Et flertal herhjemme får vi nemlig ikke længere med kun denne gruppe.

Ideologisk holder det heller ikke. Hvad med buschaufføren, pædagogen eller sosu-assistenten? Hvad med skolelæreren, frisøren, gymnasielæreren, rengøringsassistenten eller lastbilchaufføren? De producerer ikke dimser eller står ved en beskidt maskine. De er i servicesektoren, hvad enten det er den private eller offentlige. Må de ikke være arbejdere – eller vigtigere har de ikke en rolle i vores ideologiske projekt?

Selvfølgelig har de det, og selvfølgelig er de arbejdere!

De sælger jo netop også deres arbejdskraft, og om man har stået i lære tre-fire år som tømrer eller smed, eller om man har gået tre-fire år på seminariet, frisørskolen eller social- og sundhedsskolen gør sgu ikke den store forskel.

Hvis man skal se lidt analytisk og ideologisk på det her, så er der et begreb, som hedder cirkulationssfæren, som også er en del af arbejderklassen. Når fx buschaufføren fragter arbejderne hen på arbejdspladsen, lastbilchaufføren fragter varerne rundt, eller pædagogen passer arbejderens unger og sosu-assistenten arbejderens forældre, så sikrer de, at arbejderne kan passe deres job. Varerne og arbejdskraften cirkuleres rundt eller mere overordnet hjulene drejes rundt i samfundet (det kan man læse mere om her).

Dette gælder i yderste konsekvens også skolelæreren og gymnasielæreren, som uddanner ny arbejdskraft eller akademikerne og HK’erne i det offentlige og private, som laver sagsbehandling efter snævre regler, uddanner vores ungdom, udfylder ordresedlerne, befolker arbejdstilsynet, får det offentlige til at køre, beregner dimensionerne og tegner tegningerne til nye maskiner, vindmøller, biler osv. osv.

I yderste konsekvens er dette en meget en bred klasseforståelse. Fælles for dem alle er, at de sælger deres arbejdskraft, men dette gør den administrerende direktør i Danske Bank jo for pokker også, så måske der skal laves nogle afgrænsninger trods alt.

Man hører tit, at akademikere er privilegeret med nemt arbejde og høj løn. Dette er kun delvist rigtigt. Forleden kunne man læse, at fremtidens nedslidte typisk vil være ramt af psykisk nedslidning. Det psykiske arbejdsmiljø er ofte rigtigt dårligt for akademikere og den psykiske nedslidning tilsvarende stor foruden problemer med ryg og bevægeapparatet af stillesiddende arbejde.

Dette sammenholdt med et væsentligt forbedret fysisk arbejdsmiljø for traditionelle arbejdergrupper gør, at det ikke er arbejdets nemhed man skal se på. Fx er murerarbejdsmanden ofte erstattet af minilæsere og vareelevatorer på stilladserne. Jeg ved det og har selv været jord og betonarbejder. Bemærk mit ærinde er ikke at benægte fysisk nedslidning – blot at sige, at nedslidning (om end forskellig) er et fælles grundvilkår på arbejdsmarkedet. Desværre!

Så er der den der med løn. Tja, nogle akademikere tjener rigtigt godt, men for mange store grupper er det ikke tilfældet, når man sammenligner mellem mellemlange og lange uddannelser og med de flere indtjeningsår, som faglærte og ufaglærte har.

Når man så medtænker, at pengene er mere værd tidligt i et livsforløb for arbejderne for så vidt angår investering i fast ejendom, pensioner osv. osv. så er der nok en forskel, men ikke en afgørende, da forskellen internt i akademikergruppen er større end mellem akademiker og arbejder i traditionel forstand.

Men hvor pokker skal vi så sætte hegnspælene?

Ja, der er sågar dem, som går i den modsatte grøft, som Kritik og Kaos skribent Anders Lundkvist, som overhovedet ikke mener, at der findes nogen arbejdsklasse i Danmark, da alle er kapitalister pga. deres pensionsopsparing. I mine øjne er det nok de færreste, som mener, at pensionsopsparingerne ændrer deres arbejdssituation, og måske skal vi netop kigge på vilkårene på arbejdsmarkedet, når hegnspælene om arbejderklassen skal sættes.

Fremmedgørelse

Her skal vi tilbage til Marx igen. Marx har et begreb om fremmedgørelse i kapitalismen, hvor arbejderne fremmedgøres fra produktet ved at stå ved samlebåndet og ofte bare lave en lille del af det samlede produkt, og i øvrigt lave så mange varer, at man ikke følger dem videre frem og derved fremmedgøres. Dette står naturligvis i skærende kontrast til tidligere tider, hvor man producerede til eget og sine nærmestes behov, og derved nemmere kunne forholde sig til det. Og i øvrigt selv kunne bestemme over processen.

Men Marx var jo materialist og ikke mindst en historisk en af slagsen. Han skrev jo ud fra sin samtid og derfor skal han ikke læses fundamentalistisk, men hele tiden gentænkes og sættes ind i en moderne historisk sammenhæng.

For mig er fremmedgørelse en pokkers væsentlig ting i en moderne klasseanalyse.

Ovenstående fremmedgørelse gælder for så vidt stadig, men for pokker da, hvor er det som med så meget andet blevet ekstremt mere komplekst siden. Varegørelsen, som er et andet ord for den klassiske marxistiske forståelse, eksisterer stadig og er sågar udvidet til også at gælde eksempelvis ældresektoren, hvor fritvalgsordningen og minuttyranniet har sat formel på den menneskelige omsorg: 8 minutter til støttestrømper, tjek. 4 minutter til medicingivning, tjek.

Men jeg vil egentligt gerne udvide fremmedgørelsesbegrebet til især sidste del, nemlig det om, hvorvidt man selv bestemmer eller som minimum har selvbestemmelse over sin egen arbejdssituation og ikke mindst hvorvidt man har magt til at diktere andre menneskers arbejdssituation. Det er nemlig her, at den store forskel ligger i mine øjne.

Hvis I vil læse en øjenvidneskildring om, hvor afmægtig man kan blive af ikke at have indflydelse på egen arbejdssituation, så læs denne pjece hos Libertære Socialister (side 6 især).

Det skildrer enormt godt, hvor afmægtig man kan føle sig, når lønmodtager Pedersen som pladsmester i et større firma til hver en tid kan udstikke en fyreseddel. Så er han jo netop ledelsens mand, og som sådan ikke en del af arbejderklassen, selvom han netop er lønmodtager. Jord- og betonerne på pladsen har ingen egenkontrol med deres egen arbejdssituation. Den dikteres fra oven.

Selvom mange arbejderister sikkert klapper i hænderne over dette eksempel, så gælder det jo netop også mange akademikere, som har en afdelingschef, en souschef osv. som dikterer deres arbejdsvilkår. Gymnasielærere osv. som skal underlægges diverse meget detaljerede bekendtgørelser, undervisningskanoner og meget andet. Og jo, selvfølgeligt er det dyrere at fyre i det offentlige, men det ændrer ikke indflydelsen på eget arbejde. Usikkerheden eller prekariatet om man vil med et fint ord.

Det gælder også i den offentlige administration, hvor akademikere sættes til at lave politisk bestilte rapporter og indstillinger, som dælme ikke harmonerer med deres livssituation eller sågar deres egne interesser, som når en børnefamilieakademiker tvinges til at lave planer for besparelser i daginstitutionerne. Heller ikke her har man kontrol over eget arbejde, og kan man ikke lide lugten i bageriet, så kan man smutte eller få en fyreseddel.

Med andre ord, så er der to forhold, for mig at se, der skal være til stede i en forståelse af arbejderklassen. Det er for det første salget af arbejdskraft, men også om man har indflydelse på eget arbejde, eller kan diktere og bestemme andres.

Uanset om man er nok så meget lønmodtager, så er man ikke en del af arbejderklassen, hvis man er repræsentant for arbejdsgiversiden, hvis man er chefakademiker eller bare chef, som via kontrol og omstruktureringer øger fremmedgørelsen og usikkerheden for lønmodtagerne længere nede i systemet. Det er her hegnspælene skal bankes ned og det er her interesserne for alvor skilles.

Når det er sagt, så er min pointe vel også, at arbejderklassen ikke er en entydig størrelse i beskidt tøj, men pokkers mangfoldigt og af og til med indbyrdes modstridende interesser. Tør vi tage den udfordring op? Og hvad med den offentlige sektor. Er de arbejdere, når der formelt ikke er profit?

Ja, for det første er den offentlige sektor også præget af lønarbejde uden egen indflydelse på arbejdet. Dybest set er buschaufføren, der kører offentlig buskørsel med evindelige nedskæringer og effektiviseringer ikke meget anderledes stillet end buschaufføren, som er udliciteret.

Og selvom der ikke er profit og merværdi i det offentlige, så sælges arbejdskraften stadig, man er stadig fyringstruet jævnfør disse års evindelige sparerunder og man er stadig underlagt fremmedgørelsen med ledelseslag – nogen gange politiske – som bestemmer over ens arbejdskraft og udførelse af arbejdet. Endeligt så bestemmes lønnen ikke demokratisk af politikere, som en udbredt myte lyder, men er underlagt den private sektors lønudvikling.

På den måde er cirkulationssfæren tæt forbundet med den kapitalistiske produktionsmetode, som det også er set i det netop indgåede statsforlig om overenskomsten, hvor arbejderside oplever reallønsnedgang, fordi de angiveligt ”skylder ” arbejdsgiverne penge, da lønudviklingen har været mindre i det private end i det offentlige. Desuden er der tonsvis af private jobs uden direkte skabelse af merværdi på et givent produkt – en vare. Tænk på den gammeldags pladsmand, som gjorde værktøj og skurvogn rent, men ikke lagde sten på byggeriet, eller HK’eren, som udskriver ordresedler og laver lønsedler.

Men hvad med akademikerne? For det første, så er der mange akademikergrupper, som kun adskiller sig ved uddannelseslængden, men reelt ikke adskiller sig fra så mange andre i jobfunktioner uden ledelsesansvar eller muligheden for at påvirke hverdagen for andre lønarbejdere. Det være sig gymnasielærere, biologer, matematikere osv. osv.

Skal vi så ikke længere kritisere djøficering? De kan jo forfremmes til ledelseslagene og deler interesse med disse, hævdes det.

Jo, selvfølgeligt skal vi kritisere djøficering, kontrolleringsmekanismer, new public management o.l. i det offentlige, men at hævde, at en djøfer på gulvet ikke er i en arbejdssituation, er ikke rigtigt. Som ovenfor beskrevet, så kan de heller ikke bestemme eget arbejdsliv, de sælger deres arbejdskraft, og at de har mulighed for at forfremmes ændrer ikke dette.

Fx kan fabriksarbejderen også blive værkfører, eller tømrersvenden blive mester. Her må vi jo analysere ud fra, hvor den enkelte er placeret i samfundet, og at nogle måske identificerer sig mere op ad i ledelseslagene end ned ad er jo ikke anderledes end alle de klassiske arbejdere, som vi alle kender, der slider sig halvt ihjel for firmaet og identificerer sig mere med dette end med kollegaerne.

Der kan sikkert rejses mange indvendinger mod ovenstående. Der kan være modstridende interesser, der er forskelligheder i identitet og selvforståelse osv. Men dette har der jo altid været, og der er såmænd også modstridende interesser indenfor den klassiske arbejderopfattelse, ja sågar indenfor den enkelte faggruppe – fx mellem arbejdere, som vil have lønkroner, mens andre prioriterer arbejdsmiljø og sikkerhed.

Men så må vi jo kigge på det konkret og tage debatten frem for de evindelige trøstesløse diskussioner om arbejderister, kansasromantik og hadeudfald mod akademikere.

Og kan vi nå en klasseforståelse, hvor vi som revolutionære vil afskaffe kapitalismen både i form af udbytning, men så sandelig også i form af fremmedgørelsen og magtesløsheden overfor egen jobsituation, så er vi nået langt, og vores reformkrav må jo så pege i den retning – ikke kun for kansastyperne, men for arbejderklassen bredt set både i det private og det offentlige.

Hvor kunne det være fedt, hvis både Daniel Skovhus, Mikkel Skov, SF’erne, Ø’erne, IS’erne, SUF’erne APK’erne, KP’erne, anarkisterne, de libertære osv. osv. ville deltage i denne blogdebat med det formål, at finde fælles fodslag, eller i det mindste afdække uenighederne om klassekamp uden at råbe ad hinanden. Om jeg så må sige, vil afskaffe den interne klassekamp, så vi kan blive styrket i den virkelige klassekamp – I ved den, hvor venstrefløjen ikke bare tamper på hinanden, men på kapitalismen.

Bolden er givet op.

PS: Jeg gider ikke lange teologiske diskussioner om de rette Marx-citater eller akademiske udredninger. Ovenstående er forsøgt skrevet, så det ikke blev for teoretisk og tungt (selvom det sikkert er alt for langt), så tag debatten derfra, så alle kan være med.