De tre store politiske grupper i EU-parlamentet repræsenterer i virkeligheden et ”EU-parti”, som stemmer ens i langt de fleste spørgsmål.
EU-parlamentet er en politisk kampplads mellem højre og venstre og ja/nej-diskussionen er helt forældet. Sådan lyder det igen og igen fra EU-tilhængerne, når de skal argumentere for, hvorfor man skal stemme som man plejer til folketinget. Og i hvert fald ikke spilde sin stemme på Folkebevægelsen mod EU.
Umiddelbart lyder det måske meget tilforladeligt. For det er jo rigtigt, at der er forskelle i hvad de forskellige store partier fremfører. Især når det er valgkamp.
Nu viser en ny undersøgelse fra den europæiske tænketank, OIEC (Organization for European Interstate Cooperation”), at virkeligheden er meget anderledes. Hvis man kigger på, hvordan de største grupper i EU-parlamentet stemmer, så er ”kamppladsen” stort set forsvundet.
De tre politiske grupper i EU-parlamentet er henholdsvis PPE (konservative) med 270 medlemmer, S&D (socialdemokraterne) med 190 medlemmer og ALDE (liberale) med 85 medlemmer. Tilsammen sider de tre store grupper altså på 555 ud af parlamentets 754 pladser.
Undersøgelsen dækker alle de endelige afstemninger i 2010, som er gennemført med navneopråb og hvor man derfor kan dokumentere, hvad de enkelte politiske grupper rent faktisk stemte. Konkret handler det om 484 afstemninger om resolutioner og rapporter.
I alle disse mange afstemninger stemte socialdemokraterne og de konservative kun forskelligt i 2,9% af tilfældene. Omvendt betyder det, at de stemte fuldstændig ens i 97,1%. De konservative og de liberale stemte ens i 97,5% af de endelige afstemninger. Og socialdemokraterne og de liberale stemte ens i 98,1%.
Undersøgelsen viser desuden, at når de tre store grupper undtagelsesvis stemte forskelligt, så drejede det sig oftest om resolutioner, som ikke havde lovgivningskraft. Altså mere uforpligtende politiske hensigtserklæringer fra parlamentets side.
Konklusionen er derfor fuldstændig entydig og bekræfter resultatet af en lignende undersøgelse fra 2008: Når det gælder den lovgivning, som EU-parlamentet har indflydelse på, så er det stemmemæssigt stort set umuligt at se forskel på den konservative, den socialdemokratiske og den liberale gruppe.
Jeg kan allerede se for mig, hvordan mine kollegaer fra de nævnte partier med frådende indignation vil berette om alle de drabelige kampe, som har fundet sted, før det endelige kompromis blev nået. Og det er sikkert også rigtigt - ind imellem. Men det ændrer jo ikke på, at når det kommer til stykket og alle mellemregningerne tilhører historien, så stemmer ”de røde” socialdemokrater og ”de blå” konservative ens.
Hvad er årsagen til denne absurde situation, hvor vælgerne stemmer på forskellige partier, men ender med at få det samme?
En af forklaringerne er, at EU-parlamentet er klemt mellem EU-kommissionen og EU-rådet og derfor presses til at optræde mere enigt for at blive hørt. En anden forklaring er, at der i en række afstemninger skal være kvalificeret flertal for overhovedet at få noget vedtaget.
Men hovedforklaringen er, at de store grupper i EU-parlamentet er enige om, at løsningen på stort set et hvilket som helt problem er mere magt og flere penge til EU. Og for at få det igennem, så ser de gerne gennem fingrene med andre politiske uenigheder.
Et nyligt eksempel på det er, at et overvældende flertal af EU-parlamentets medlemmer støttede en kraftig stigning af EU’s budget for 2013 – også selvom et flertal i mindst 10 nationale parlamenter og en række regeringer ikke ønskede en sådan stigning.
I den forstand repræsenterer medlemmerne af de tre store grupper i EU-parlamentet i højere grad et ”EU-parti” end de vælgere, som de er blevet valgt af.
Dét er værd at huske på, når vi næste gang skal til valg til EU-parlamentet i maj 2014.