Kampen om demokrati. Hvem var for og hvem var imod?

Kampen om Demokrati. Hvem var for og hvem var imod?

 ’Demokratiet’ var i Europas historie omstridt og begrebet ændrede flere gange undervejs betydningsindhold.  ’Demokratiet’ var aldrig en naturnødvendighed og relationen mellem kapitalisme og demokrati mere kompleks end ofte antaget. Kapitalisme har historisk været associeret med vidt forskellige regimeformer, regimer med begrænset valgret, bonapartisme, militærdiktaturer  og andre former for autoritære regimer. Historiske eksempler er her det kejserlige Tyskland og Meji restaurationens og mellemkrigsårenes Japan. Et moderne eksempel er Kina, hvor en variant af kapitalisme er associeret med et autoritært partidiktatur.

     Der var heller ikke nogen direkte lineær forbindelse mellem liberalisme og demokrati. Liberalismens førende 16- og 1700 tals teoretikere var ikke demokrater og i det følgende historiske forløb bekæmpede liberalismen i mange lande den almindelige valgret. Som den danske nationalliberale leder Orla Lehmann udtalte det i 1860:  magten bør ligge hos "de begavede, de dannede, de rige". En udtalelse der var meget dækkende for den kontinentale liberalismes holdning til spørgsmålet om demokratisering.

     Hvis vi demokrati som minimum forstår et politisk system med almindlig valgret, frie valg og rettigheder også for den almindelige befolkning, så var demokratiet længe undervejs og generelt i Europas historie var det den socialistiske arbejderbevægelse, der presse på for demokratisering og de borgerlige der var imod. Ja, selve udtrykket  ’borgerlige’ stammer fra den tid hvor det velstående borgerskab afgrænsede sig fra arbejderne, som ikke måtte få stemmeret. Det var historisk socialisterne der kæmpede for demokrati og de konservative og liberale der kæmpede imod.

Samtidig udviklede der sig i den socialistiske tradition mere vidtgående forestillinger om et radikalt deltagelsesdemokrati, en nedbrydelse af skellet mellem regerende og regerede og en ekspansion af den demokratiske deltagelse og magt ind i også det økonomiske liv gennem en samfundsovertagelse af produktionsmidlerne. Man var demokrater fordi man var socialister og omvendt.

       Udbruddet og forløbet af  1. verdenskrig, ’the Great War’,  kom til at forstærke de gamle spor og tendenser, men frembragte også noget nyt. Hele den europæiske politik blev som hævet op i et nyt leje. Uden 1. verdenskrig ingen fascisme, ingen stalinisme,  ikke nogen ny 2. verdenskrig, men ejheller  ’demokrati’.

De ekstremistiske ultranationalistiske, antisemitiske og antihumanistiske bevægelser, der var udviklede allerede i slutningen af det 19. og i det første årti af det 20. århundrede, fik en accelereret fremgang under krigen og radikaliseredes yderligere. Den samtidige sociale mobilisering og fremgang for en socialistisk demokratisk massebevægelse, der vakte så store forhåbninger på den europæiske venstrefløj, blev, skulle det vise sig, en forbigående episode.

Mellemkrigsårene igennem måtte den socialdemokratiske arbejderbevægelse kæmpe en retrætekamp for at fastholde de sociale og demokratiske erobringer fra 1918. Længere østpå degenererede bolsjevismen til stalinisme, og dens oprindelige internationalisme blev forvandlet til en national udviklingsstrategi. Af episodisk karakter blev i endnu højere grad såvel den liberal- demokratiske forhåbning og politik som den moderate nationalisme, der i 1918 var blevet artikuleret af præsident Wilson.

      Mellemkrigsårenes politik formede sig i det hele taget som fortløbende kampe mellem forskellige modstående modeller for samfundsmæssig rekonstruktion og udvikling. Den massepolitik der var begyndt at udvikle sig i løbet af de sidste årtier af det 19. århundrede kom herunder i det 20. århundrede til fuld og eksplosiv udfoldelse.

      Samtidig udviklede der sig en ny  kamp mellem stormagterne indbyrdes om hegemoni. Heller ikke stormagtskampe var naturligvis  et nyt fænomen men nu  var ressourcer og midler langt mere omfattende end i tidligere århundreder, og ikke mindst, Hitler var kommet til magten i Tyskland.

    Modstanden mod demokrati var  langt mere fremtrædende i den europæiske politiske udvikling end man får indtryk af det i dagens politiske diskurs. I en lang række lande  i Europa  kom fascismen eller højreautoritære retninger til  magten ombølget af velvilje og sympati fra de traditionelle magteliter, de øverste sociale lag samt de borgerlige partier i de pågældende lande.  Arbejderbevægelsen måtte ofte kæmpe nærmest alene for at dæmme op for denne udvikling.  

      Liberalisterne var omvendt stort set fraværende i denne kamp, hvis de da ikke ligefrem var gået over til fascismen. Og dette gjaldt i endnu højere grad de central- og sydeuropæiske konservative.
I Italien bakkede liberalistiske politikere  Mussolinis  fascistiske magtovertagelse op. I Tyskland deserterede liberale vælgere i store flokke over til nazismen, og ved de sidste valg i Weimarrepublikkens historie var der under 3 procent af de tyske vælgere der stemte liberalt. Og de konservative  tysk nationale  gik endda med i koalitionsregeringen med Hitler den 30 januar 1933.   I Østrig var de liberale fraværende fra den politiske scene, og det konservative kristelig-sociale parti optrådte i alliance med Heimwehr varianten af fascismen. Der måtte den socialdemokratiske arbejderbevægelse helt alene slås for demokrati.

     Men fascismens og den højreautoritære  fascination var udbredt i hele samtidens Europa:  I Østeuropa, på Balkan, på den iberiske halvø, i Frankrig, i Belgien, ja, selv i vores eget lille land. I 1933 erklærede den unge konservative, senere KFP-folketingsmand Poul Hjermind sin sympati for nazismen: "Vi nægter ikke, at vi i adskilligt sympatiserer med nationalsocialismen, thi vi unge forstår vore jævnaldrende i Tyskland, og havde vi været tyskere, ville vi vel næsten alle have stået i de brune batailloner" og den senere konservative folketingsmand, politiske ordfører og udenrigsminister i VK-regeringen 1950-53, Ole Bjørn Kraft proklamerede i 1932  rent ud folkestyrets fallit. Det kontinentaleuropæiske højres  fascination af fascismen fortsatte også et langt stykke ind i 2. verdenskrigs periode. Det var først de tyske nederlag ved Stalingrad og El Alamein der for alvor  begyndte at ændre opfattelser og holdninger .

      Efter 2. verdenskrig var i Vesteuropa vejen banet for en demokratisering på nyt grundlag. Hvor store dele af det borgerlige Europa  i mellemkrigsårene og under krigen havde støttet autoritære bevægelser og systemer og bekæmpet demokrati som regimeform, ændrede dette sig radikalt med aksemagternes nederlag og den nye situation efter 1945. De gamle autoritære holdninger og opfattelser, der havde været så udbredte fra 1918 til 1945, svandt nu hen, en proces der yderligere blev befordret gennem den efterfølgende udvikling af den kolde krig. ’Demokrati og frihed’ blev den nye samlende ideologi for den vestlige alliance, der udviklede sig under USA’s hegemoni.

Både politisk og ideologisk medførte krigsudfaldet  altså et afgørende gennembrud for ’demokrati’. Det politiske demokrati i Europa var   ikke noget automatisk resultat af en uundgåelig moderniseringsproces, et givet facit på en jævn fremadskridende udvikling fra ’industrisamfund’ til ’postindustrisamfund’ eller ’informationssamfund’, men netop et produkt af fortløbende sociale og politiske kampe fra massesamfundets indtræden i det 19. århundrede til afslutningen af 2. verdenskrig, en lang konfliktfyldt og lidelsesfuld proces, hvor også det politiske demokrati som regimeform indgik som et stridsspørgsmål i processen. Det politiske demokrati var ikke mindst et produkt af udfaldet af de to verdenskrige. Uden disse udfald, som slet ikke var så givne endda, ville der næppe være noget demokrati.

      Da demokratiet endelig slog igennem efter aksemagternes nederlag i 2. verdenskrig og under indtrykket af den efterfølgende kolde krig blev dets indhold i teori og praksis samtidig også ændret. Politisk deltagelse blev reduceret til periodiske valg mellem konkurrerende eliter af professionelle politikere, den demokratiske diskussion blev professionaliseret, medierne blev  kommercialiserede,  mere konforme og mere underholdende end tidligere , den demokratiske masseorganisering blev afviklet, de økonomiske eliters magt blev ekstra sikret og klassekampen afblæst til fordel for socialpartnerskab,  produktionisme, velfærdsstat og politisk konsensus om regimeform, en proces der blev understøttet af en hidtil uset økonomisk velstandsstigning og stabilitet i især perioden fra 1950-1973, samt af den kolde krigs integrerende effekt internt i  de vestlige lande. De store borgerlige partier rykkede herunder til venstre og socialdemokratierne rykkede til højre.

Den sociale fred udbygget med  socialpartnerskab og velfærdsstat samt udstrakt politisk konsensus forblev det overordnede billede fra ca. 1949 frem til 2008, med en mindre afbrydelse i 1970’erne. Hele EU konstruktionen hviler også på dette grundlag samt naturligvis på den stærke økonomiske vækst i ikke mindst ’the Golden Age’ fra ca 1950 til 1973. Det var ikke EU der skabte økonomisk vækst og stabilitet, men omvendt.

Affødte hele den komplekse og voldsomme  europæiske historiske udvikling  virkelig det sikre grundlag for demokrati, således som man i dag i sammenstemmende kor og fælles fortælling forestiller sig det? Naturligvis ikke. Både set i det lange historiske perspektiv og i lyset af det 20. århundredes udvikling forekommer demokratiet i Europa at hvile på et skrøbeligt grundlag.

Der er nu gået 20 år siden ’Historien’ angivelig ifølge en Francis Fukuyama skulle være afsluttet. Det har været en periode præget af en næsten endeløs række af krige, interventioner og aktioner verden over. Trods generel velstandsstigning er der fortsat over hele kloden  og internt i lande og regioner store enklaver af fattigdom og uligheden er et voksende problem. Efter en periode med social stabilitet er der i dag i store dele af verden betydelig social uro, og nye etniske og religiøse konflikter. Overalt i Europa er højrepopulistiske, højreradikale og neofascistiske bevægelser i dag  -om end i nye former og med en tidssvarende retorik- i fremmarch.

Der er økonomisk krise og tydelige spændingsforhold mellem befolkningernes forventninger og behov, de politiske legitimitet, den politisk styring og økonomiens (’markedets’) interesser. Politiken er blevet professionaliseret, toppolitikerne er blevet  en magtfuldkommen ’politisk klasse’ og den offentlige politiske debat er blevet overtaget af et kommentatorkorps og en journalistisk elite uden demokratisk legitimation.

En altgennemtrængende kommercialisering og en ekstrem egocentrering truer endvidere med at opløse selve den fundamentale sociale solidaritet, der er grundlaget for enhver stabil social og politisk orden. Store del af Europa er i et socialt oprør mod kapitalens ublufærdige magtudfoldelse og politikernes skamløse magtarrogance. Og forude hober der sig op store problemer i forbindelse med vækst og økologi. Er dette virkelig det rette tidspunkt for erklærede socialistiske partier til at legitimere borgerskabets hyklerisk proklamerede monopol på demokrati?