Kammerater, kom nu ind i kampen!

Jo, langt hen ad vejen er jeg rørende enig i din opfordring til samarbejde samt sober og saglig debatkultur, men ikke desto mindre opstår der nogle problemer.

Det, at mane til gensidig respekt er ganske fint, for så vidt at en sådan erklæring ikke kammer over i forceret rygklapperi, hvor uenighed og splid tilsidesættes til fordel for en blankpoleret facade, hvilket i sidste ende blot vidner om udglatning af forskellighed, med andre ord ensretning.

Jeg formoder ikke, at det er, hvad du er interesseret i, men for mig at se, er det alligevel vigtigt at nævne en sådan konformeringsrisiko hver gang man opildner til, at folk bør finde fælles fodslag.

Naturligvis bør vi til alle tider omtale hinanden med respekt, men med det følger respekt for hinandens politiske engagementer eller projekter ikke nødvendigvis. Der er da mange former for politisk engagement, som jeg ikke har særlig meget til overs for, hvis overhovedet noget som helst.

Til sidst vil jeg gerne have lov til, af ren og skær nysgerrighed, at spørge dig om noget, hvilket endelig ikke bør misforstås som, at jeg prøver at gå efter manden:

Hvordan kan du stadigvæk opfatte dig selv som venstreorienteret samtidigt med, at du tager del i SF, et halvlunkent dybt ideologisk projekt, som på den ene side kalder sig socialistisk, mens det på den anden handler neoliberalistisk (skattereformen)???

Med neoliberalisme forstår jeg noget i retning af en relancering af den liberale ideologi, dog i revideret udgave og deraf "neo". Til forskel fra den klassiske laissez faire liberalisme, fører den neoliberale stat aktiv indgrebspolitik i den "sociale sfære" med henblik på at begunstige markedet ved at installere konkurrencestrukturer og -mentalitet. Neoliberalismen kan, som den klassiske, siges grundlæggende at være individbaseret, men staten er ikke længere bare et nødvendigt onde, som skal begrænses, men snarere et instrument, der skal udnyttes.

Noget sådan indebærer blandt andet nedskæring på eller ophævelse af samt såkaldt effektivisering af sociale sikkerhedsmekanismer så som dagpengesystemet. Individets skæbne lægges i vedkommendes egne hænder og det kollektive sociale ansvar indskrænkes til at angå muligheden for opretholdelse af et eksistensminimum. Enhver opfordres til og forsøges anordnet efter devisen om at blive sin egen private iværksætter, en virksomhedsenhed, der formår at udnytte sin humane kapital på mest fyldestgørende vis. Den enkelte må gøre sig attraktiv for arbejdsmarkedet og netværke sig frem i køen til beskæftigelse, på bekostning af andre mindre kompetente virksomhedsenheder.

Nåh, i hvert fald vil jeg mene, at skatteaftalen indeholder flere neoliberale tiltag eller måske bare klassisk liberale, men det gør den jo ikke en snus bedre eller for den sags skyld mere socialistisk. Eksempler på det er dagpengeforringelserne og forhøjelse af topskattegrænsen. 

Jeg forstår dit ræssonement på følgende måde, at SF godt kan være socialistisk samtidig med, at der indgås forlig med de blå. At SF i den forstand blot er forbeholdent socialistisk; "i grunden er vi solidariske, men virkeligheden ser nu engang anderledes ud, så undertiden ryger der et par finker af panden".

Altså samarbejde med de liberale og usolidariske lige indtil vindene har vendt sig og det system og politiske paradigme, som SF i øjebikket er med til at opretholde, på mystisk vis undergår markante forandringer.

Således bestyrkelse, accept og legitimering af det, som man påstår, i virkeligheden at være og kæmpe imod.